Chefredaktøren og salgschefen på Viborg Stifts Folkeblad vil købe avisen. Det skriver chefredaktør Lars Norup i avisens leder i dag.
Han søger nu sammen med salgschef Jan Ulbjerg Sørensen investorer, så mediehuset – der både tæller dagblad, netavis, to ugeaviser og en lokalradio – kan komme på lokale hænder.
»Det er måske første og sidste gang, vi får sådan en mulighed,« siger Lars Norup til Journalisten.
Han mener, som han også skriver i dagens leder, at Viborg Stifts Folkeblad grundlæggende både er en god avis og en god forretning.
»Vi har et rigtig godt og stærkt mediehus, som allerede i dag er en god forretning. Hvis vi forfejler denne her opgave, så er vi simpelthen ikke dygtige nok,« siger han.
Mecom har besluttet at forsøge at sælge Berlingske Media i bidder. På et bestyrelsesmøde i mediekoncernen i sidste uge blev det besluttet at droppe planerne om et samlet frasalg. Ifølge Lars Norup har medierne i Midtjyske Medier – som hører under Berlingske-koncernen – derfor fået mulighed for at blive købt enkeltvis. Der er også forhandlinger i gang om at sælge de sydjyske medier i Berlingske Media fra.
Lars Norup mener, at det vil være sundt for Viborg Stifts Folkeblad at blive ejet af lokale. De investorer, han angler efter, er også bl.a. lokale og regionale erhvervsfolk fra området.
»Der er mange, der snakker om, at konsolidering i mediebranchen betyder, at man centraliserer og lægger ting sammen. Men jeg synes, rigtig konsolidering er at søge fællesskaber der, hvor de giver god mening. Altså at være lokal-lokale i enhver sammenhæng,« siger Lars Norup.
Hvis I får held med at være dem, der overtager virksomheden – hvad er så fordelene i forhold til i dag?
»Jeg vil så nødigt sige noget skidt om andre former for ejerskab, men jeg kan bare se, at der kommer mere lokal beslutningskraft og muligheder for at agere her og nu. Alting kan gå hurtigere. Og så er det jo det strengt lokale, vi tjener vores penge på, og det er her, vi har vores kunder. Så jeg tror, opbakningen til huset vil stige nogle grader, hvis vi bliver ejet lokalt og ikke af nogen i London.«
Lars Norup understreger, at der sagtens kan komme andre investorer til Berlingske Media med et bedre tilbud. Men han og Jan Ulbjerg Sørensen er i fuld gang med arbejdet for at levere det stærkeste bud.
»Vi er så langt, at vi i næste uge begynder at lave udviklings- og forretningsplan for virksomheden, som vi kan præsentere for potentielle investorer om 14 dage til tre uger. Det er klart, at det kan vi ikke klare selv. Derfor har vi allieret os med revisor, advokat og andre branchefolk med indsigt på områder, hvor vi selv er svage,« siger Lars Norup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.