Det gav 30 gib i ( de fleste af) de 30 deltagere, der havde fundet vej til den sydnorske provinsredaktør Kristen Munksgaards hudfletning af danske provinsaviser på Fagfestivalen, da han sagde, at han foretrak at bruge pengene til en ny, lokal reporter – fremfor på at bruge dem på sit abonnement på Norges Ritzau: NTB.
Det gibbede nok en gang, da han fortalte, at hans ældste reporter (52) hver onsdag var at finde på en bænk på et gadehjørne i Sydnorges lilleby, Flekkefjord. Her holdt reporteren »kontor«, iført sine hjælpemidler; en cola, en blok, en kuglepen og et kamera.
»Til hans faste bænk kommer folk med masser af nyheder. Jeg gad nok vide, hvor mange danske provinsaviser, der er flyttet ud i fjerne avisfabrikker i afsides beliggende industrikvarterer, der ved deres distancering af læserne mister masser af nyheder?« sagde Kristen Munksgaard.
Og svaret er jo, at det har de gjort på Fyn, i Århus, i Aal-borg …

Seks journalister til 8500 abonnenter
Kristen Munksgaard er 34-årig chef for en liden avisfabrik i Agder Fylke midtvejs mellem »storbyerne« Kristianssand og Stavanger med hver deres regionale omnibus-aviser. I alt 23 fastansatte medarbejdere, heraf seks skrivende og desuden tyve free-lancere, sender tre gange om ugen Agder Flekkefjords Tidende ud til de 8500 faste abonnenter..
»De andre«, som Kristen Munksgaard betegner omnibus-regional-aviserne fra Kristianssand og Stavanger, kommer kun i henholdsvis 8 og 25 procent af husstandene i hans pastorat: de fem småkommuner.
Hans 8500 eksemplarer når 90 procent af husstandene – og de betaler tilmed derfor: en halvtredser om måneden: 600 kroner om året, som løber op i en abonnementsindtægt på 5,5 millioner af de 16 millioner, avisen omsætter.
»Det er helt pænt,« er Kristen Munksgaards kommentar til det økonomiske.
»Sidste år havde vi et overskud på 2,5 millioner. Det svarer til et afkast på 16 procent af de 16 millioner, vi omsætter.«

Forsag det nationale
– dyrk det lokale
Agder Flekkefjords Tidende er på mellem otte og tolv sider: mandag, onsdag og fredag dumper den ind gennem sydnorske brevsprækker – og den bliver læst.
55 lokale historier var f.eks. normen for udgaven den 30. september. Her var alt fra fødsler, til kommunalbestyrelsesmøder, en lokal leder, masser af læserindlæg – og ganske mange annoncer. Der var masser af billeder (alle taget af bladets journalister!) – og nogle få linier, ligegyldigt fyldstof. Luderstof var der ikke noget af.
Kristen Munksgaard:
»Stoffet skal være lokalt. Da kong Olav døde, fortalte vi i en to-spalter om hans tilknytning til denne egn. Clinton-skandalen har vi ikke ofret et ord på – men havde gjort det, hvis han havde vist sin »høje cigarføring« heromkring. Den norske finanslov er kun interessant, hvis den rummer noget positivt om penge til et nyt vejstykke hersteds.«
»Vi forsager det nationale – men vi dyrker sandelig det lokale. For det kan vi – som ingen andre.«

Danske bastardaviser
I to og en halv time udæskede Kristen Munksgaard de ikke for mange, der havde fundet vej til bebudelsen:
»Vil danske provinsaviser erkende, hvad de er til for – så skal de dyrke, dyrke og atter dyrke det lokale – og lade være med at tro, at de kan dække verden – og dyrke deres lokalområde. De sætter sig hver dag mellem to stole og serverer et produkt, der hverken er fugl eller fisk.«
»Herregud,« var hele tiden den norske redaktørs omkvæd,
»I har timenyheder i radioen, nationale og lokale tv-programmer, masser af baggrund-programmer på tv. Der er ingen dansk provinsavis, der med rimelighed kan dække den økonomiske verdenssituation eller give retvisende forklaringer på krigene på Balkan.«
»Det, læserne vil have, er om naboen har fået familieforøgelse, og hvad byrådet vil gøre ved et hul i vejen … og ikke en masse uforståeligt omnibus-stof om emner, de er ligeglade med og som de som regel har fået tidligere. I serverer gammel grød.«
»Færre og færre danskere læser aviser! Hvorfor? Fordi jeres aviser er bastarder. De er ligegyldige – fordi de vil alt – og intet kan.«
I Norge er der 220 betalingsaviser – og kun én gratisavis. De fleste af de norske lokalaviser – som avisen i Flekkefjord – udkommer to-tre gange om ugen – og får betaling af sine abonnenter. I Danmark er der 34 aviser (dagblade) tilbage – men omkring 200 gratisaviser.