Lokalaviser skal turde satse på webben

Det kræver ekstra penge og ressourcer, men en satsning på webjournalistik kan være pengene værd både journalistisk og forretningsmæssigt. Det er konklusionen fra en konference om lokalmedier.

Det kræver ekstra penge og ressourcer, men en satsning på webjournalistik kan være pengene værd både journalistisk og forretningsmæssigt. Det er konklusionen fra en konference om lokalmedier.

Der er penge i lokaljournalistik på nettet. Det kan Fynske Medier skrive under på, ligesom Lolland-Falsters Folketidende også begynder at ligne en god forretning på net-siden. De to medier er de gode eksempler, når det handler om udnyttelsen af webben i lokaljournalistikkens navn.

»Der bliver større og større spændevidde mellem dem, der rykker på nettet, og dem, der ikke gør,« siger Peter From Jacobsen fra UPDATE, arrangør af en konference om lokalmedier på nettet, som løb af stabelen onsdag.

»Nogle kører på en motorvej – medier som Fynske Medier og Lolland-Falsters Folketidende. Så er der dem, der har været i stand til at øge trafikken kraftigt, men som mangler at få udviklet forretningen omkring det – for eksempel Nordvestnyt og Vejle Amts Folkeblad – og så er der dem, der stadig ikke har rykket sig,« fortæller han.

Erfaringen fra de to førstnævnte er, at lokalmedier kan bruge webmediet med succes og sågar konkurrere med de landsdækkende dagblade. Men det kræver, at man tør foretage et satsning over en periode.

»Det fungerer sådan, at man først skal have trafikken, før man kan udvikle forretningen. Så det kræver udviklingsmidler. Det har de, der er kommet langt, alle sat af til det. Man må dedikere nogle ressourcer til den form for akut, lokal nyhedsdækning, som webben er god til.«

Ifølge Peter From Jacobsen er det her-og-nu-nyhederne, der trækker brugere til de lokale nyhedssites. Og derfor skal lokalmedierne være bedre til at satse massivt, når tingene sker.

»Mange lokalaviser er vant til at have lidt af hvert. Hver mand sidder med sit eget stofområdet, og så stykker man det hele sammen til sidst. Men 112-stof og blå blink er nerven i alle lokale medier, og når de historier er der, skal man smide de journalistiske ressourcer efter det,« siger han.

Spørgsmålet er naturligvis, hvor de ressourcer skal komme fra. Og her mener Peter From Jacobsen, at flere lokale dagblade måske skal begynde at overveje, om de stadig skal være dagblade i ordets oprindelige betydning.

»Man må acceptere, at papiravisen går ned af bakke. Men jeg sidder og er med til at uddele ugeavisernes årspris, og her kan jeg se, at der bliver lavet rigtig meget god, undersøgende journalistik på ugeaviserne, fordi de har en lavere udgivelsesfrekvens. Så der er mit umiddelbare bud på, hvor man finder de ekstra ressourcer.«

Konferencen havde også indslag omkring selv forretningsdelen, og her nævner Peter From Jacobsen et oplæg fra websiden Lokus.dk, der har udviklet en form for kort-baseret opslagstavle, hvor man ud fra sin egen adresse kan se nyheder og begivenheder i det helt tætte nærmiljø – men også annoncering, som de lokale handlende køber.

Man kan læse mere om konferencen og lokal webjournalistik på Nyjournalistik.dk og Updates blog Journalist2kommanul.dk.

0 Kommentarer