Redaktøren af det kritiske bosniske blad »Dani«, som kun få tør annoncere i, har lært at leve med politikernes og de muslimske præsters fordømmelser.

»Der er ikke den ting, jeg ikke er blevet kaldt: løgner, landsforræder, tjetnik (skældsord for serber, red.), skadedyr, folkefjende … Man lærer at leve med det.«
Chefredaktøren på »Dani« folder hænderne på skrivebordet og retter sig op i den højryggede kontorstol, mens han smiler et af sine sjældne, lidt skæve smil, der antyder en blanding af stolthed og resignation. Nok overvejende det sidste, for efter så mange år i Europas brændpunkt nr. 1 bliver selv mordtrusler en del af hverdagen.
Det er en mand med pondus, jeg sidder over for. Ikke blot korporligt (skal vi skyde på, at Senad Pescanin hører til i 100 kg-klassen?), men også journalistisk. Hans kritiske 14-dages blad sælges i 33.000 eksemplarer over hele Bosnien og nu også enkelte steder blandt serbere i Republik Serbska og hos kroaterne i Herzog Bosna.
Målgruppen er mennesker, der kan tænke selvstændigt. De intellektuelle. De veluddannede. Den bosniske elite, om man vil. Men vær sikker på, at den muslimske præsident Alija Izetbegovic og an-dre toppolitikere også hører blandt »Dani«s (tro)faste læsere, for de ved aldrig, hvornår de er på forsiden eller optræder i én af de afslørende artikler inde i bladet.

Kom fra militærpolitiet
Senad Pescanin er med sine 32 år blandt Bosniens mest erfarne mediefolk, men der skal nu heller ikke så meget til. Mere end 80 procent af alle bosniske journalister er i dag mellem 17 og 25 år.
Den mellemste aldersgruppe flygtede fra borgerkrigen og er ikke vendt tilbage, og de fleste af de ældre i faget er gået på pension.
Senad Pescanin hørte ikke til dem, der overvejede at flygte. Det første år af krigen tilbragte han i militærpolitiet, men fandt så ud af, at der var en opgave, der var vigtigere, nemlig at give befolkningen objektive nyheder og informationer om, hvad der foregik i det borgerkrigshærgede land – og ikke mindst i den belejrede hovedstad, Sarajevo.
Derfor meldte Senad Pescanin sig på »Dani«s redaktion og tilbød sin arbejdskraft, og inden længe blev han en af de toneangivende journalister på bladet, der trods store vanskeligheder med trykning og distribution formåede at udkomme under hele krigen – som et væsentligt alternativ til den ensidige og stærkt nationalistiske propaganda, der blev spyet ud fra såvel serbisk som muslimsk side.
Som de fleste medier i Bosnien har »Dani« overlevet ved hjælp af økonomisk støtte – både i krig og fred. Først var det en velhavende kommunist og et fremtrædende medlem af regeringspartiet SDA, Alija Delimustaric, der skød sine sparepenge i foretagendet, men da han blev uvenner med præsidenten, rejste han til Frankrig og tog sine sparepenge med sig. Siden er tilskuddet til »Dani« kommet fra udenlandske hænder – blandt andet The Open Society Fund og den græsk-amerikanske multi-milliardær, George Soros.

Afsløring kostede
I dag står Senad Pescanin som ejer og udgiver af bladet, men trods en pæn oplagsfremgang er det stadig nødvendigt med likviditetstilskud. Annoncemængden er nemlig faldet drastisk. Indtil november sidste år var de første 11 sider i bladet betalt af annoncører. I dag er det ikke engang tre. Hvad er årsagen til den massive flugt fra annoncørernes side?
»Vi bragte en historie om den største krigsforbryder i Sarajevo. Det viste sig at være en bosniak (bosnisk muslim, red.),« forklarer Senad Pescanin og tilføjer:
»Vi ramte lige ned i ét af de mest sårbare og ømtålelige emner, i hvert fald blandt Sarajevos muslimer, som stadig har svært ved at se, at der også var krigsforbrydere i deres lejr. Men selv om serberne med deres bomber, granater og snigskytter dræbte mere end 10.000 af Sarajevos indbyggere under den næsten fire år lange belejring, blev der selvfølgelig også begået forbrydelser fra den anden side. Vi fortalte om en muslimsk soldats massakre på civile, og hvert et ord i artiklen var sandt. Men den side af sandheden var der ikke ret mange andre end os, der ønskede at få frem i lyset. Præsidenten gik om aftenen på tv i den bedste sendetid og fordømte artiklen i »Dani«, og jeg blev hængt ud som en løgner, serber-elsker og folkefjende. I moskéerne begyndte imamen også at komme med udfald mod »Dani«, og telefonerne kimede døgnet rundt med mordtrusler – både på redaktionen og hjemme hos mig privat.«
»Det er værst for min familie, men det er nok prisen, hvis man vil bevare sin journalistiske frihed.«
Er det ikke en høj pris at betale?

Kritikken fortsætter
Telefonen ringer, inden Senad Pescanin når at svare. Han undskylder og løfter røret. I løbet af de små to minutter, samtalen varer, hæver »Dani«-redaktøren stemmen så mange gange, at man fornemmer et iltert temperament bag den rolige, næsten bamseagtigt dvaske fremtoning, som han har mødt mig med. Selv om jeg ikke forstår sproget, når jeg at få et indtryk af en mand, som man nok ikke løber ret meget om hjørner med. Så lægger han røret og spørger mig, hvor vi kom fra.
»En høj pris? Jo, vi mistede de fleste af vore annoncører, og de er ikke siden vendt tilbage. Mange ringede til os og forsikrede os om, at de stadig sympatiserede med vores journalistiske linje, men de turde ikke annoncere i bladet af frygt for repressalier. Vi fik også problemer med vort trykkeri, som fra den ene dag til den anden hævede priserne og i øvrigt lagde os mange andre hindringer i vejen. Men hvis du spørger mig, om det er en for høj pris at betale, vil jeg svare nej. Vi vil fortsætte med at skrive om krigsforbrydere, uanset hvor de kommer fra.«
Også selv om du sætter dine journalisters liv på spil?
Chefredaktøren kigger længe på mig, inden han svarer.
»Jeg har de bedste journalister i Bosnien. De er kommet til »Dani«, fordi de brænder for den form for journalistik, som vi har tradition for her. Vi skriver kritisk om emner, som folk ikke ville få kendskab til, hvis vi ikke var der. Vi skriver om tabuer. Om nepotisme inden for regeringen, om magtmisbrug, korruption og andre skandaler.«

Torben Poulsen er journalist på Danmarks Radio i Odense og desuden forfatter til flere ungdomsromaner om den bosniske borgerkrig. En ny bog er på trapperne.