»Det er jo præcis som dengang.«

Øjnene tindrer på de tre midaldrende mænd, da de lukkes ind i lokalet. Næsten som børn, der træder ind til et fødselsdagsselskab. Der trækkes i skuffer, peges på billeder, snuses i krogene.
Stedet er presselogen på Københavns Rådhus. Det særlige rum helt oppe under taget, hvor journalister kan sidde og skrive deres historier, mens Borgerrepræsentationen holder møde.
Eller rettere: Kunne sidde og skrive. I dag er rummet aflåst, og der åbnes kun for den smalle vindeltrappe, der fører op til logen, når fremmede krigsskibe lægger til i havnen, og deres officerer traditionen tro går på rådhuset for at hilse på.

For 25 år siden var politiske beslutninger i landets hovedstad pligtstof – og til tider godt stof. Dengang cigarettågerne krøb tæt omkring de høje paneler, og skrivemaskinernes klapren blandede sig med lyden af kapsler, der skiltes fra deres flaskehalse.
»Der var faste pladser. Her sad jeg, der sad Land og Folk, der sad Politiken – enten Thorsen eller Ole Kjærhus, for bordenden sad formanden.«

Torsdagsforestillingen i Borgerrepræsentationen var en lang omgang, men det kunne være underholdende med hujende tilskuere og rasende politikere. – foto: Sara Galbiati

Thomas Bo Pedersen skal ikke bruge mange øjeblikke for at genkalde stemningen fra dengang, han som journalist ved Vesterbro Bladet havde sin faste plads ved egetræsbordet med den eksamensgrønne overflade. Journalisten har inviteret ham de 25 år tilbage i tiden sammen med to af hans daværende kolleger i logen – Anders Peter Mathiasen, dengang Ekstra Bladet, og Nils Thorsen, Politiken.
»Der sad højtalere herovre, så vi kunne høre, hvad der foregik i salen. Når man så hørte, at man var ved at være ved den sag, så kunne det godt være, man tog sig sammen og gik ind og lyttede. Ellers sad man bare og ventede,« fortæller Nils Thorsen.

Han tager en tændstikæske, lægger den på bordkanten og slår med oversiden af fingrene, så den hvirvler op i luften og lander på den ene svovl-side. »Det er 5 point!«
Tændstikæske-spillet var den faste adspredelse i presselogen. 2 point for den flade side, 5 hvis den lander på svovlet, og skulle man få den til at lande og stå på højkant, var der 25 point i hus. Den slags kan man lære.

»Den skal rotere om sin akse og så op på højkant. Spillede vi om bajere?« spørger Thomas Bo ud i rummet.
»Ja. Jeg kan huske, at man sad der som praktikant og havde tabt en omgang, og Kjærhus forbarmede sig og sagde: »Nej, det kan vi sgu ikke være bekendt,«« fortæller Thorsen.
Bajerne bestilte man i rådhusets kantine, der blev kaldt snapstinget ligesom den på Christiansborg. Herfra kom også aftensmaden, der blev båret op på bakker af serveringsdamer i hvide forklæder. God gammeldags mad, biksemad, rødbeder …

HISTORIERNE
»Jeg havde aldrig fået den, hvis ikke jeg var kommet her. De der historier var ikke dukket op, hvis der ikke havde været et mødested som dette, hvor man mødte kommunens folk.«
A.P. Mathiasen taler om den historie, der gav ham den første af to Cavling-priser. En historie, han gravede frem på Københavns Rådhus i 1988. Den handlede kort fortalt om korruption på stadsarkitektens afdeling i forbindelse med kommunale byggerier.

Hans to kolleger nikker anerkendende, mens han fortæller om researchen. Det var en historie, han fik frem mod alle odds.
»Folk sad heroppe og tænkte, at der ikke er en skid hold i det. For vores kilder på rådhuset sagde, at den slags sker ikke her. Indtil det viste sig, at det var rigtigt, hvad du skrev,« siger Thomas Bo.

Han husker selv en historie, han skrev efter at være skiftet til Det Fri Aktuelt. Den handlede om et kæmpe-byggeri, som en lobbygruppe med daværende partiformand – endnu ikke statsminister – Poul Nyrup Rasmussen i spidsen gik hårdt i brechen for. Men byggeriet brød med en række regler og sædvaner for byarkitekturen, og en tur på forsiden af avisen var med til at aflive projektet.

Historien kom fra en kommunal embedsmand, der havde følt sig kørt over.
»Hvem var det?« spørger AP, hvis nysgerrighed er pirret.
»Du vil nok kunne gætte det,« svarer Thomas Bo.
»Knud?«
»Lige præcis.«

– foto: Sara Galbiati

Thomas Bo Pedersen er ikke journalist længere. Til gengæld har han været karrieremæssigt vidt omkring som ministersekretær, diplomat i Østasien og i dag som direktør for en danskejet virksomhed i Vietnam.
Nils Thorsen er til gengæld stadig på den avis, han dækkede rådhuset for i sine unge journalist-år.
»Jeg følte mig aldrig på min rigtige hylde herovre. Jeg var mere en funktionær, der passede butikken,« siger Nils Thorsen.

Han var selv mest glad for en historie, han skrev i forbindelse med en presseloge-tur til Holland, hvor han fik to borgmestre til at fortælle om, hvordan de som jøder blev gemt på et loft under Anden Verdenskrig.
»Fantastiske historier, som jeg ikke kom i nærheden af herinde,« siger han.
Den slags personlige fortællinger skulle der siden komme mange af fra Thorsens hånd.

KONFLIKTERNE
Var der nogen, der ikke stod sammen i København, så var det venstrefløjen. Eller rettere: Socialdemokratiet og partierne til venstre. Selv om SF og VS sad på to borgmesterposter, var der ikke meget fælles fodslag i magistraten, hvilket tydeligst kom til udtryk, da byplansborgmesteren Villo Sigurdsson fra VS simpelthen blev sat under administration af overborgmester Egon Weidekamp.

Derfor vidste presselogens journalister altid, hvor de kunne hente sprængstof til nogle gode konflikthistorier.
»Om mandagen havde de magistratsmøde, så jeg ringede tit op til Villo eller Charlotte Ammundsen eller Tom Ahlberg og spurgte, hvad der havde været oppe. Så kunne man måske lave historien inden torsdag.

Der var en grundkonflikt, og mange historier for os på Politiken kom ude fra venstrefløjen. Det var dem, der fodrede os,« fortæller Nils Thorsen.
»Venstrefløjen var meget dygtigere til at spille på mulighederne ved pressen, end det etablerede magtcenter var. Det var en voldsom frustration for Weidekamp,« tilføjer Thomas Bo.

På det tidspunkt var København en politisk trykkoger. Byen led under arbejdsløshed og sociale problemer, og kommunekassen var et gabende hul. Weidekamps byfornyelsesprojekt, som gik ud på at nedrive hele kvarterer, mødte stor folkelig modstand, og bz-miljøet var en konstant uro-faktor. Der var således masser af godt, gammeldags konfliktstof at tage fat på, når man dækkede københavnsk politik.
»Dengang var kommunalpolitikken en slagmark. Meget af det handlede om byfornyelse, men også sådan noget som budgetforligene. Socialdemokraterne lavede for eksempel en alliance med Kommunisterne, der holdt en hel valgperiode. Landsaviserne skrev meget om det besynderlige budgetsamarbejde. Bagefter blev det så med Konservative,« fortæller Thomas Bo.

En avis, der dog ikke lod sig lokke af venstrefløjens tips om magthavernes dårlige sager, var Aktuelt.
»Weidekamp sad i bestyrelsen og betragtede den som sin avis. Det, de gjorde, var nærmest lidt Pravda-agtigt. Man skildrede hele tiden situationen, så den lignede den førte politik. Jeg kan huske, at en journalist kom frygteligt galt af sted med en forureningssag ude på Amager, der var meget betændt for Socialdemokratiet. Hun skrev historien, og den kom sågar på. Hun blev kaldt til afklapsning sammen med en redaktionschef herovre, fordi avisen havde citeret en ’bindegal professor’, som de kaldte det,« fortæller Thomas Bo.

POLITIKERNE
Borgerrepræsentationsmøderne hver anden torsdag aften var lange, nogle gange til ud på natten. Ofte var det kun et eller to punkter ud af en snes, journalisterne interesserede sig for. Men det handlede ikke kun om mødet i salen. Det handlede også om de små møder med politikerne på gangene, i snapstinget og i logen. De gode tips og kommentarerne til og uden for blokken.

Politikerne pressede sig ikke på. Kun en kom og gik i logen, som det passede hende. Det var Charlotte Ammundsen, SF’eren, der i 1982 blev miljøborgmester blot 25 år gammel, og som i 2003 døde som 56-årig. Som den eneste politiker kunne Charlotte sidde med til en omgang tændstik.
»Hun var af en eller anden grund meget populær i presselogen. Ingen andre fik lov at sætte sig her. Og det har garanteret irriteret Weidekamp grusomt,« husker Thomas Bo.

Ammundsen var en af de personer, Nils Thorsen senere portrætterede i bogen Engle og dæmoner. Som politiker husker han hende som robust og folkelig. Men i portrætbogen er det den skrøbelige Ammundsen, der toner frem. Kvinden, der ”begravede sig bag en voldgrav af ironi”, som han skriver.
»Vi fandt ud af, at hun nok var mere følsom, end hun var robust. Hun var meget smuk, men det holdt hun op med at være,« kommer det stille fra A.P. Mathiasen.

Charlotte Ammundsen var måske nok pressens yndling, men langtfra den eneste karakterskuespiller i torsdags-forestillingerne på rådhuset.
»Der var Weidekamp og hans officerer, Jørgen Frederiksen, der var hospitalsborgmester, og Pelle Jarmer med amish-skægget, der nærmest var forhadt,« siger Thorsen.
»Jørgen Frederiksen med de der biceps, han tenderede næsten til at blive fysisk voldelig, når han mødte Villo Sigurdsson,« supplerer Thomas Bo.

Islændingen Sigurdsson var VS’er og byplansborgmester frem til 1986, hvor han blev afløst af partikammeraten Gunna Starck.
»Hende var jeg sgu også bange for,« udbryder Thorsen.
»Så var der ham fra Christiania-listen – Thorkild Weis, der nogle gange mødte op næsten klædt som Christian den Fjerde.«
»Og Hans Thustrup … mild og rund. Han lignede det her rum,« siger Thorsen om den tidligere konservative kulturborgmester.
»En ordentlig konservativ,« tilføjer A.P.

– fotos: Sara Galbiati

WEIDE
I firsernes København kunne skolebørnene navnet på overborgmesteren, før de kunne syv-tabellen. Sjældent har en lokalpolitiker fyldt så meget i befolkningens bevidsthed, som Egon Weidekamp gjorde i sin regeringsperiode fra 1976 til 1989. På godt, men mest på ondt. Byfornyelsen, rydningen af ’Byggeren’ og almindelig magtfuldkommenhed gjorde manden forhadt i store dele af befolkningen og sågar i sit eget parti.

»Der var et dybt modsætningsforhold mellem Weidekamp og hans folk, og så Anker Jørgensen og hans folk. Her på rådhuset blev Anker aldrig kaldt andet end Napoleon af socialdemokraterne. Og det var ikke positivt ment. Omvendt var der især mange yngre socialdemokrater, for eksempel Mogens Lykketoft, der så det som et katastrofalt problem, at man havde en overborgmester med så dårligt image,« fortæller Thomas Bo Pedersen, der selv endte med at blive Weidekamps levnedsskildrer i bogen Weidekamp – portræt af en bykonge.

Her kan man blandt andet læse, hvordan Weidekamps far aldrig blev kaldt andet end ’Gulv og spand’, fordi hans job på Kryolitfabrikken var at feje det sundshedsskadelige støv op fra gulvet.
»Og senere bliver det ’Gulv og spands’ børn, der sidder og ryger cigarer og indtager den magt, de selv var et oprør imod,« konstaterer Nils Thorsen.

Pressen gjorde sit til at oppebære overborgmesterens dårlige omdømme. Ikke mindst Ekstra Bladet var på nakken af den socialdemokratiske bykonge. Men selv om ordene i avisen kunne falde skarpt, så var de personlige relationer knap så uforsonlige.
»Jeg troede vel også, han var et svin, da jeg startede som helt ung. Men jeg kom til at kunne lide ham. Og jeg gik også til hans begravelse. Man havde nogle faste opfattelser af, hvor forfærdelig han var, men han var også sød,« siger A.P.

»Som en kriminalkommissær engang skrev i sine erindringer: ”Man jager et uhyre, men man finder et menneske”. Sådan var det også med Weidekamp. Den fik hele armen. Når jeg ser filmen King Kong, kommer jeg til at tænke på Weidekamp som aben, der sidder på toppen af Empire State Building mens flyene sværmer rundt og skyder på ham,« siger Thomas Bo.

Egon Weidekamp gik af i 1989 og blev afløst af Jens Kramer Mikkelsen. Men havde det ikke været for Anders Peter Mathiasen, havde den nye overborgmester formentlig heddet noget helt andet.
»Det var en torsdag aften heroppe i efteråret 88. Jeg blev kontaktet af en borgmester, der trak mig nedenunder for at sige, at der var kraftige rygter om, at Weidekamp ville trække sig tilbage ved et møde lørdag og udpege Jørgen Frederiksen som overborgmester. Jeg fik fat i Weidekamp og konfronterede ham med rygterne, og så gjorde han sådan her …« A.P. skyder sin stol tilbage og lægger armene over kors med en fornærmet mine.

»Bagefter hev jeg Jørgen Frederiksen ud og sagde: Vi skriver, at du skal afløse Weidekamp, og vi vil gerne lave et interview med den nye overborgmester i morgen. Så sagde han: Det kender jeg ikke noget til, men pressen plejer jo at være godt orienterede. Kan du kl. 10?«

For en kort stund runger latteren igen i den gamle presseloge, og Nils Thorsen erindrer, hvordan den forside fik sat de andre på hårdt arbejde næste morgen.
Weidekamps afgang skete som sagt først året efter med Kramer som hans afløser. Men Kramer har siden fortalt A.P., at det var Ekstra Bladets historie om, at Jørgen Frederiksen var udpeget som afløser, der fik den egenrådige Weidekamp til at ændre planerne.

HENNING
Presselogen var mere end et rum og mere end et uformelt fællesskab af journalister. Det var en forening med medlemmer, der betalte kontingent, og som forhandlede pressens rettigheder og privilegier med Borgerrepræsentationens formand.
Og det var Henning, der bestemte.

Henning Kristensen var Berlingske Tidendes faste rådhus-reporter gennem det meste af et arbejdsliv, og så var han presselogens formand fra 1969 til 1993. Han lever ikke længere, men fra sit portrætbillede på væggen kan han stadig holde øje med sin elskede loge.
Når Thomas Bo, Thorsen og A.P. sidder og genopfrisker gamle logeminder, er Henning den person, de konstant vender tilbage til.
»Henning, som tronede her for enden af bordet … når jeg tænker på det, får jeg næsten tårer i øjnene, han var en begavet mand. Altid i skjorte og slips. Skrev altid sine historier i hånden,« kommer det fra Thomas Bo.
»Han var elskelig på sin egen forbitrede måde,« tilføjer Nils Thorsen.

Læser man i de gamle referater fra presselogens generalforsamlinger, begynder navnet at dukke op i begyndelsen af tresserne. Henning var linket til forrige generation, en kulturbærer, vogter af et formuldet kodeks for takt og tone i logen.
»Hvis der var to, der holdt sammen, var det Henning fra Berlingeren og Erik fra Land og Folk, næstformanden i logen. Det var tydeligt, når der kom kolleger ind ad døren, der ikke var i kridthuset hos formanden og næstformanden, så kom der en særlig stemning. Det var som et spøgelse, der gik igennem lokalet. Hvis der var optræk til ballade, nogle, der brød ordenen, kunne man være helt sikker på, at Henning og Erik holdt sammen,« fortæller Thomas Bo. »Men de var også lige reaktionære,« kommer det tørt fra A.P

Han var selv en af dem, der blev mødt med skæve blikke fra Henning og andre af logens veteraner. A.P. kom ikke som de andre for at dække møderne som sådan. Han var mere sagsorienteret … og frækkere.
»De ældre kolleger brød sig ikke om sådan en som A.P. Der kom lige lovlig meget rock i synagogen, når han kom. Han var en fredsforstyrrer,« husker Thomas Bo.
»Jeg har nok sat mig for på en måde at vinde deres respekt ved at overtrumfe dem. Det var så heller ikke særlig svært,« siger A.P.

I slutningen af firserne var Henning ubestridt hersker i logen. Men som rådhus-reporter var han på retur. På et tidspunkt begyndte Berlingske Tidende at supplere rådhus-dækningen med den yngre Sten Tolderlund, hvilket tydeligvis ikke skete med Hennings gode vilje.
»De finder ud af på Berlingske, at det ikke kan blive ved. De bliver brændt af for historier. Så sætter de Sten Tolderlund på, og så sker der ting og sager. Det var skide irriterende. Jeg var nødt til at tage mig sammen, for han løb med mange historier. Henning sad her og holdt presseloge, og Tolderlund sad derinde og lavede Berlingske Tidende,« fortæller Nils Thorsen og peger på døren ind til borgerrepræsentationssalen.

»Der gik historier om, at Henning … det var vist Bertelsen, der fortalte det … at Henning engang var blevet så festlig, at Bertelsen måtte skrive Berlingskes historie,« fortsætter Thorsen.
»Det skete faktisk flere gange for Henning. Der var også engang, Weidekamps spindoktor måtte tage over,« bekræfter Thomas Bo.
»Og skrive den …?« kommer det – trods alt – lettere vantro fra Thorsen.

Thomas Bo læner sig tilbage og lader svaret hænge i luften.
Nogle dage senere taler Journalisten med Gregers Christensen – den omtalte spindoktor. Han husker ikke episoden.

Nils Thorsen udtjente sin værnepligt på rådhuset, men fandt senere sit rette element som portrætjournalist. – foto: Sara Galbiati

INDSPISTHEDEN
I april 1973 anmeldte Journalistens daværende redaktør, Nils-Christian Nilson, en bog, der anklagede ”fede” journalister for at lukke øjnene for ubehagelige kendsgerninger. Bogen ledte Nilsons tanker hen på journalisterne i rådhusets presseloge:
”De fleste bor jo i billige kommunale lejligheder, og presselogen har den hyggelige skik at sende sedler ned til ordførerne, når de er tørstige. Svaret er altid en omgang øl, for så kan det jo være, man bliver refereret. En anden af presselogens skikke er, at formanden giver beskeden: Den sag rører vi ikke ved.”

Ordene skabte stor opstandelse. Ikke mindst i presselogen, der var klar til et civilt søgsmål mod Nilson. Måneden efter mødtes presselogens formænd med Nilson og forbundets forretningsudvalg, og i juni-nummeret kunne man på forsiden konstatere, at redaktøren havde vendt på en tallerken og nu ikke mente, hvad han mente før.

Nils-Christian Nilson er endnu aktiv som journalist på Ekstra Bladet, og i dag mener han sådan set det, han startede med at mene.
»En hel del af dem havde kommunale lejligheder, for eksempel ude ved idrætsparken, hvor kommunen havde store huse, og så lagkagehuset på Christianshavn. Dengang var der ikke mange journalister i København, så den slags vidste man,« siger han i dag.

Han var heller ikke den første til at antyde rådhusjournalisternes lidt for venskabelige forhold til magthaverne. Tre år før skrev Morten Sørensen i Information om det gensidige afhængighedsforhold mellem borgmestre og pressen, og han nævnte også adgangen til de kommunale lejligheder som eksempel.
Dengang var Henning Kristensen nyslået formand. Og der gik vist også rygter om Hennings lejlighed, nævner Thorsen. Han boede i Lagkagehuset.
»Lagkagehuset? Der boede alle kommunens chefer. Store lejligheder til næsten ingen penge. Et rigtigt pamperhus.«

Den sætning kommer ikke fra en af de tre loge-journalister, men fra en fuldmægtig på rådhuset et par dage efter interviewet.
Hverken Thomas Bo eller Nils Thorsen kendte nogen smutveje til kommunens lejligheder. A.P. gjorde.
»Hvis man manglede et sted at bo, skulle man bare ringe til AAB,« siger han.

Til gengæld kendte de alle til de små frynsegoder. Partoutkort til Idrætsparken, zonekort til HT og S-toge – ”da medlemmerne også dækker omegnskommunerne”, som argumentet lød, da presselogen forsøgte at få aftalen med DSB i 1953.

Og så blev man altid inviteret med, når der var officelt besøg på rådhuset.
»Det gik jeg altid til. Der er ikke grænser for de konger, jeg har talt med. Der var mad og fri sprut og tjenere, der går rundt med cigaretter, og man traf alle mulige. Jeg har altid set det som et sted, man samlede folk op,« fortæller A.P.

En embedsmand, der havde sit kontor placeret belejligt tæt på presselogen, var Gregers Christensen. Han var kontorchef med ansvar for information, men omtales i dag blot som Weidekamps spindoktor. En af hans opgaver i forhold til pressen var at arrangere den årlige rejse til en af de europæiske hovedstæder, hvor journalisterne kunne få lidt udenlandsk perspektiv på de københavnske forhold, men også blive rystet sammen med politikere og hinanden.

Gregers og Henning – med det fælles efternavn Christensen – havde angiveligt en meget fin forståelse.
»Magten var for tæt på journalisterne. Man sidder jo og har det hyggeligt med kilderne. Og så er spørgsmålet, om det skal være uhyggeligt, næste gang man træder ind? Vi unge var lidt bedre, fordi vi kom som en anden generation. Men det var et indspist miljø,« siger Nils Thorsen.

Indspist eller ej. Det er med et ærgerligt udtryk i øjnene, at A.P. kigger rundt på rum, der ikke har set en journalist i årevis.
»Der var jo stor interesse for, hvad der skete i kommunen. Nogle gange var der kø for at komme ind og se møderne. I dag ved vi ikke, hvad der sker, eller hvem politikerne er. Medierne har besluttet, at selv om dette er en af Danmarks største arbejdspladser og største økonomier, så interesserer man sig ikke for det. Det er helt galt.«

Presselogen blev stiftet i 1927. I 2000 besluttede man at afvikle økonomien, men at opretholde foreningen af praktiske grunde. I dag kommer ingen
journalister i logen, og Borgerrepræsentationens sekretariat betragter presselogen som lukket. Frederikke Alban blev den sidste formand.

Afdøde Berlingske-journalist Henning Christiansen holder stadig et vågent øje med sin elskede presseloge, hvor han var formand fra 1969 til 1993. – foto: Sara Galbiati