Christiansborg er en loge. Logemedlemmerne er de politikere og pressefolk, der – ofte i årevis – arbejder i samme bygning, har kontorer på de samme gange, spiser de samme steder og i det hele taget omgås, så det ikke er til at se, hvem der er den første statsmagt og hvem den fjerde. Og ve de folketingsmedlemmer, der måtte mene, at de har en bedre ret end journalisterne til de mest prestigefyldte kontorer nær folketingssalen.
Denne nærhed, der står i fare for at udarte til sammenspisthed, betyder, at de folkevalgte hverken har rist eller ro. Pressen er altid i hælene. Vi skal passe på, hvad vi siger til hinanden og kigge os over skulderen, for der er altid en journalist i nærheden. Som regel nyder vi det. For vi vil jo gerne på forsiderne og i tv. Det har vi til fælles med vore journalistiske logebrødre og -søstre, der dagligt kæmper om at få de samme historier præsenteret på en måde, der kan bringe netop deres historie på avisernes forside eller øverst på radio- og tv-nyhedernes dagsorden.

Det danske folkestyre har til huse i vel nok verdens mest åbne parlament. Pressen får automatisk alle de bilag, betænkninger og rapporter, som er en væsentlig del af folketingsmedlemmernes arbejde. Ja, vi har et hyr med ministrene for at få papirerne blot samtidig med pressen, og når det gælder finansloven, får pressen trebindsværket flere dage før folketingsmedlemmerne. Men vi forventes at have en mening, når journalisterne ringer.
Pressens nyhedsformidling og kontrol af magten er nerven i vort folkestyre. En vidtstrakt åbenhed er pressens forudsætning for at passe sit arbejde. Og vi politikere medvirker hjertens gerne og forsøger både for vor egen skyld og for demokratiets skyld at formidle forskellige vinkler af en historie med skyldig hensyntagen til hver medies særlige kultur. Det daglige samarbejde udvikler sig ikke sjældent til samtaler til berigelse for i hvert fald politikerne.
Men pudsigt nok synes journalisterne ikke altid selv at skønne på åbenhed. Journaliter uden for Christiansborg, der har held til at snige sig ind i den særlige loge i folketingssalen, skal nok blive belært om, at åbenhed har sine grænser, og at kolleger udefra slet ikke har de samme privilegier som logens medlemmer. Pladserne er forbeholdt Christiansborgs faste stok. Og det til trods for, at møderne i folketingssalen sjældent er et tilløbsstykke. At formidle hvad der sker i folketingssalen overlades meget ofte til Ritzau.

Således var pressens loge i Salen aldeles tom, da Danmarks statsminister for nogle uger siden indledte Grundlovsdebatten. Kun få journalister fandt det værd at bevæge sig til folketingssalen under den tre timer lange debat. Heller ikke åbne udvalgsmøder med temadebatter har virket særligt tiltrækkende på pressen.
Nej, så er det meget sjovere at hænge på de stoleløse gange foran Finansministeriets mødesal, når et forlig er nær, eller være uden for et gruppeværelse, når der er optræk til intern ballade i en af folketingsgrupperne.
Folketingets medlemmer er ivrige medspillere i denne lukkede proces. Godt bistået af pressen flytter lovgiverne selv tyngden væk fra folketingssalen. Politiske forlig, der i en sen nattetime strikkes sammen af udmattede politikere, giver ganske vist gode muligheder for sensationsjournalistik, men lovgivningsprocessen og dermed lovenes kvalitet, svækkes i betænkelig grad.
Når først der bag lukkede døre er indgået en politisk aftale, tør ingen af de implicerede ordførere underkaste følgelovforslagene en selvstændig kritisk behandling. Dette vil nemlig omgående få ministrene til højlydt at ømme sig og antyde, at forligspartnerne har brudt en aftale. Derved indskrænker Folketinget sig til at være et ekspeditionskontor. Offentlighedens muligheder for at følge med stækkes, også fordi ingen journalister gider skrive om en folketingsforhandling, hvis udgang er kendt på forhånd, selvom lovene har betydning for hver eneste danskers hverdag.

Derimod er enkeltsager gefundenes Fressen. Udlændinge, der for eksempel er blevet behandlet efter reglerne, men som kan mase sig frem til tv og avisernes forsider, involverer omgående Christiansborglogen. Pressen henvender sig til ordførerne, der godt kan se, at det er synd for de pågældende. En sådan omtale medførte en særlov for palæstinensere.
En neger med AIDS blev frifundet for straf for – til gensidig fornøjelse – at have muntret sig med danske kvinder. Det var bare for meget for både presse og politikere. På et døgn var der i Folketinget flertal for en hastelov, der blev jasket igennem. Nu fem år senere har statsadvokaten opgivet at anvende loven. Den samme regering, som dengang overhørte alle advarsler, har nu mod på et nyt lovforsøg.
Folketingsmedlemmers pludselige erkendelse af eksistensen af den pædofili, som i Grækenland og Rom var kendt, før Danmark forlod stenalderen, har udløst hektisk aktivitet på Christiansborg. Godt hjulpet af tv formidler venstrefløjen nu sit overraskende budskab ud til den blodtørstige befolkning.: Særlige registre!
Jamen, er det ikke den selv samme venstrefløj, der på samme tid i tv forlanger flere registre for kriminelle og i Folketingets Retsudvalg højlydt beklager sig over, at politiet registrerer alt for meget og alt for mange i kriminalregistret?
Tilsyneladende synes hverken venstrefløjens frontkæmpere eller den dybdeborende presse at kunne se populismen, hykleriet eller i det mindste inkonsekvensen i de fremførte udsagn.
Men det er jo heller ikke det, politisk journalistik drejer sig om. For som Mosekonen fra Gyngemosen, der hersker over DR TV, DR 2. P1, P2, P3 og on line – live eller forskudt, sagde, da hun skulle forsvare stuntmen, fugleedderkopper og nøgne kvinder på Christiansborg: Når først folk ser, hvordan politikerne reagerer på den slags, vil de også blive mere interesseret i politik!

Af Birthe Rønn Hornbech, MF, Venstre