Lørdag er der kampvalg i DJ Kommunikation – her er kandidaterne

”Der er brug for et generationsskifte.” Sådan siger en af de tre kandidater, der lørdag kæmper om formandsposten i DJ Kommunikation. En af dem er den siddende formand. ”Jeg kan tilbyde en kontinuitet,” siger han. Næstformanden bakker ham op – men vil også selv være formand 
  • Foto: Sif Meincke
    Ny formand Tina Mellergaard (tv.): “For os var det en formaliasag.“ Tidligere næstformand, Kir Klysner (th.): “Vi tre formandskandidater indgik en gentlemen's agreement.“
  • Amalie Thykier og Kirstine Mengel
    Ny formand Tina Mellergaard (tv.): “For os var det en formaliasag.“ Tidligere næstformand, Kir Klysner (th.): “Vi tre formandskandidater indgik en gentlemen's agreement.“
28.02.2019 · 13:06

De helt store uenigheder og stridspunkter er svære at spore forud for kampvalget om formandsposten i ’DJ Kommunikation’. Men ikke desto mindre kæmper tre kandidater om posten, når specialgruppen lørdag holder generalforsamling.

De tre kandidater er: Siddende formand siden 2014 Per Roholt, siddende næstformand Kir Klysner og specialgruppens tidligere næstformand og bestyrelsesmedlem Tina Mellergaard. 

Journalisten har spurgt de tre, hvad deres mærkesager på kommunikationsområdet er, og hvordan de adskiller sig fra de to andre kandidater. Vi har også spurgt, om de vil stille op til DJ’s hovedbestyrelse, hvor DJ Kommunikation ikke har været repræsenteret, siden valget glippede for Per Roholt i 2017.

Vi starter med den siddende næstformand.

KIR KLYSNER
Kommunikationskonsulent på Odense Universitetshospital og nuværende næstformand i DJ Kommunikation.


Foto: Kirstine Mengel 

Hvorfor vil du gerne være formand?

”Jeg har et engagement i DJ, som ikke bare kan gøres op i metermål, men nærmere i kilometermål. Jeg ser mig selv lidt som en flydende tillidsmand, og jeg brænder virkelig for at skabe bedre forhold for vores medlemmer. Og da en ny kandidat meldte sig, tænkte jeg, at jeg også gerne ville vise mit engagement,” siger Kir Klysner.

Er det et udtryk for utilfredshed med Per Roholts indsats, at du udfordrer ham på formandsposten?

”Nej. Jeg har meget stor respekt for den siddende formand – jeg ser lige så gerne ham valgt som mig selv. Tina Mellergaard virker også rigtig dygtigt og kompetent. Så det er en luksussituation, vi står vi.”

Hvad er din nøglesag på kommunikationsområdet?

”Hvis jeg kun skal nævne én, så er min nøglesag netværk. Vi har mange DJ-medlemmer, der sider mutters alene uden en medarbejderforening i ryggen rundt omkring i kommunikationsafdelingerne eller som freelancere. Det er vigtigt at skabe netværk mellem dem,” siger hun.

”Det kan være netværk mellem medlemmer, der arbejder med sociale medier, medlemmer, der arbejder med pressekontakt, eller som måske bare er geografisk tæt på hinanden. Vi må spørge dem, hvad de godt kunne tænke sig. For vi har et ansvar for at række ud til dem.”

”Generelt vil jeg gerne have, at vores medlemmer har ro i maven i forhold til, at de har en fagforening, der tager de store penselstrøg om for eksempel etik, men som også kan hjælpe med at kigge en kontrakt igennem. Seneste har etikken jo fyldt en del med sagen om Falck og Bios. Det skal vi tage action på nu.”

Hvad adskiller dig fra de andre kandidater?

”Jeg har rigtig stor respekt for de to andre kandidater. Men jeg kender ikke deres valgprogram, så jeg er nødt til at holde mig på, hvad jeg selv står for. Jeg synes, jeg har et godt kendskab til både medie- og kommunikationsbranchen. Jeg kender mange tillidsvalgte og vil være en meget samarbejdende formand.”

Hvis du bliver valgt som formand, vil du så også stille op til DJ’s hovedbestyrelse?

”Det er helt sikkert noget, jeg har overvejet. Men jeg er ikke færdig med overvejelserne. Lige nu tager jeg en etape ad gangen – og den første er formandsvalget i DJ Kommunikation. Jeg synes heller ikke nødvendigvis, at en til en-repræsentation er afgørende,” siger Kir Klysner.

TINA MELLERGAARD
SoMe-konsulent i HK og tidligere næstformand og bestyrelsesmedlem i DJ Kommunikation. 


Foto: Sif Meincke

Hvorfor vil du gerne være formand?

”Fordi jeg synes, vi har brug for at styrke DJ Kommunikation og kommunikatørerne i DJ. Jeg vil skabe en bæredygtig specialgruppe, hvor vi får løftet medlemsengagementet og gjort DJ Kommunikation til et tilløbsstykke. Jeg har en idé om, at den her gruppe kan mere, end den kan i dag,” siger Tina Mellergaard.  

Hvad er din nøglesag på kommunikationsområdet?

”Jeg mener, der mangler noget kapow i forhold til kommunikatørernes rolle, både internt og eksternt. Lige nu er der en lidt vigende synlighed og et svigtende fremmøde til arrangementer, på trods af at vi er en stor specialgruppe, som stadig vokser. Jeg tror, vi skal øge synligheden både internt og eksternt,” siger hun.

Hvad skal der til, for at man får mere kapow og synlighed?

”Jeg tror på mere forskelligartede arrangementer. Vi er en forskelligartet gruppe, men når jeg ser det udefra, er der stadig fokus på kommunikatørerne som journalister, der har valgt kommunikation. Selv om der i dag er flere rene kommunikatører og flere journalister, der vælger kommunikation fra start. Og jeg kan jo se, at kommunikatører melder sig ud af forbundet, fordi de ikke føler sig set og hørt.”

”Jeg savner, at vi i for eksempel den politiske diskussion om arbejdstider gør op med idéen om, at alt skal passe ind i et overenskomstskema. Som SoMe- eller pressemedarbejdere har vi mere flydende arbejdstider og aflønnes på en helt anden måde end det, der passer ind i et overenskomstskema,” siger Tina Mellergaard.

Hvad adskiller dig fra de andre kandidater?

”Jeg adskiller mig ved, at jeg er uddannet kommunikatør og kommer med et indblik fra så forskellige steder som virksomhedssiden, bureaubranchen, interesseorganisation og nu fagbevægelsen. Det gør, at jeg har et andet blik på, hvor forskellig gruppen er. Og så adskiller jeg mig ved, at jeg har været ude af systemet i noget tid efter tidligere at have været aktiv i DJ Kommunikations bestyrelse.”

Er det et udtryk for utilfredshed med Per Roholts indsats, at du udfordrer ham på posten?

”Nej, slet ikke. Jeg har intet at udsætte på Per. Han har løftet opgaven, da der ikke var andre, der ville, og han har gjort et kæmpe arbejde for DJ Kommunikation. Men jeg tror, der er brug for et generationsskifte, eller i hvert fald et vagtskifte. Vi skal ryste posen, hvis vi skal gøre det anderledes.”

Stiller du også op til DJ’s hovedbestyrelse, hvis du bliver valgt til formand?

”Det kunne jeg sagtens overveje. Jeg ser ikke hovedbestyrelsen som et repræsentantskab, men jeg synes, det er vigtigt, at der sidder nogen, som også repræsenterer kommunikationsfaget,” siger Tina Mellergaard.

PER ROHOLT
Communication manager i technology-virksomheden EG Public og nuværende formand i DJ Kommunikation.


Foto: Amalie Thykier

Hvordan har du det med udsigten til kampvalg?

”Det synes jeg faktisk er fantastisk fedt. Det er rigtigt godt for DJ Kommunikation og den tid, vi går ind i,” siger Per Roholt.

Ser du det som et udtryk for utilfredshed med din indsats?

”Jeg ved ikke præcis, hvad der driver de to andre kandidater. Men jeg tror egentlig bare, det er udtryk for, at der er en spændende bevægelse og udvikling i gang. Det er naturligt, at der kommer en øget interesse nu,” siger han.  

Er du selv tilfreds med din indsats som formand?

”Tilfreds bliver man jo aldrig. Vi er en stilfærdig specialgruppe med en frivillig bestyrelse. Selvfølgelig kunne vi godt have opnået bedre og større og flottere resultater. Men det arbejde, vi har udført, synes jeg godt, vi kan være bekendt.”

Hvad er din nøglesag på kommunikationsområdet?

”Nøglesagen for DJ Kommunikation har jo i al den tid, specialgruppen har eksisteret, været at tale kommunikationsfagets rolle og interesser ind i journalistforbundet. Og det er det forsat – uanset hvem der bliver formand.”

”De sidste par år har vi arbejdet på at påvirke processen omkring fremtidens forbund og fagenes fremtid. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi får gjort DJ mere enkelt og gennemskueligt at være medlem af. Og så bør vi have en ambition om at være Danmarks mest digitale forbund. Vi bør indføre digitale afstemninger om alt fra overenskomster til delegeretmøde,” siger Per Roholt.

”Indlysende er der også et stort tema om kommunikations- og mediebranchens tillids- og troværdighedskrise. Senest udspillet i Bios-Falck-sagen. Det ser heldigvis ud til, at forbundsledelsen nu rykker på dialog med de øvrige parter i forbundet om et slags etisk råd.”

Hvad adskiller dig fra de andre kandidater?

”Ud over det indlysende i, at jeg er mand, ved jeg det ikke. Men jeg har jo været en del af det her i mange år, så jeg kan tilbyde en kontinuitet for vores politik. DJ Kommunikation har aldrig været en aktivistisk organisation. Vi er en konstruktiv specialgruppe, der sætter en ære i ikke at ville splitte. Vi mener, der er mere, som samler DJ’s medlemmer, end som skiller dem ad. Det har været vores synspunkt, og det føler jeg mig som garant for.”

Vil du gerne i DJ’s hovedbestyrelse igen?

”Jeg synes, det er et lidt tidligt spørgsmål at stille, når jeg endnu ikke ved, om jeg bliver ved med at være formand. Men jeg mener selvfølgelig, at DJ Kommunikation bør være repræsenteret med mindst to medlemmer i hovedbestyrelsen,” siger Per Roholt.

Kommentar

Seneste jobopslag

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05