Jeg elsker mit fag og er stolt af at være formand for mine kolleger, og derfor gør det ondt at være vidne til den ene nedskærings- og fyringsrunde efter den anden på dagblade, magasiner og elektroniske medier.
Bare i denne uge er det Berlingske, B.T. og Lolland-Falsters Folketidende. For nylig var det Sjællandske Medier, TV 2 og Radio4, og inden da bl.a. Jysk Fynske Medier, Politiken, Jyllands-Posten, Bonnier, Aller, Mediehusene Midtjylland, DR, Det Nordjyske Mediehus og Story House Egmont.
Heldigvis er der efterspørgsel på DJ’s medlemmer, som længe har haft lav ledighed, så mit ærinde er ikke, at I skal have særligt ondt af journalister og andre mediearbejdere, for der er mange fag, som oplever nedskæringer og fyringsrunder. Men de mange sparerunder på mediearbejdspladserne går ikke kun ud over dem, der bliver fyret. Nej, de risikerer at gøre alvorlig og varig skade på vores demokrati. Så derfor er det tid til handling, og selv om den nye medieaftale var et skridt på vejen, så er det langtfra nok.
Det er tid til at tale med store bogstaver for at få ejere, ledelser og vores politikere til at gøre en større indsats for at fremtidssikre medierne.
Tine Johansen, formand, DJ
- Folketingets medieordførere skal have ros for en bred medieaftale, som kan give tryghed om rammerne for mediestøtten i de kommende år, men jo kun hvis aftalen faktisk bliver til lov. Heldigvis er planen at aftalerne om mediestøtte og streamingafgift skal træde i kraft til nytår. Og i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation vil vi skubbe på for, at det lykkes, for branchen kan ikke holde til år mere med usikkerhed.
- Public service-medierne er utroligt vigtige for vores demokrati, men der er også brug for private medier i hele landet. Derfor er der brug for særlig politisk opmærksomhed på ikke mindst de lokale og regionale medier, hvor der i den grad skal udvikles og arbejdes for at få fat i nye brugere og gentænke forretningsmodellen. Alternativet er nyhedsørkener og risiko for, at der i nogle kommuner og lokalsamfund ikke er hverken kontrol med eller debat om det politiske arbejde og andre lokale aktiviteter. De første skridt er taget med den nye medieaftale, hvor der skrues lidt op for den økonomiske støtte til lokale og regionale medier, men der skal meget mere til.
- Medieejerne skal løfte blikket fra bundlinjen og udvikle i stedet for at afvikle. Digitalisering og nye generationer betyder nye krav til både form og indhold. Og hyppige nedskæringer og fyringsrunder giver ikke overskud til at tænke nyt. Det er der akut brug for. Heldigvis dukker der jævnligt nye medier frem, men der er brug for langt mere nytænkning og fremtidsfokus. Ligesom der skal tænkes i nye forretningsmodeller, nu da techgiganterne har haft så stor succes med at bruge data til at sætte sig på annoncemarkedet. Betaling for dansk indhold fra Google og andre er én vej at gå, men det er for lidt og for usikkert til at danne basis for fremtidens medier.
- Og så en kæmpe opfordring til især medielederne derude: Brug aftalerne om efteruddannelse aktivt. Hold op med at se på efteruddannelse som en slags luksus for medarbejderne, der kan spares på. Se det i stedet som en mulighed for at udvikle hele organisationen. Gå i aktiv dialog med medarbejderne om behov og muligheder for at lære nyt. Det er win-win.
- Uddannelserne til branchen skal fortsat udvikles, så mediestuderende er klædt på til at arbejde med AI og andre teknologier. Vi skal hele tiden have et kritisk fokus på at gøre vores uddannelser så gode som muligt. Ligesom det er helt afgørende at have fokus på at nytænke journalistikken i alle dens former, så den passer til fremtiden.
De seneste mange måneder har jeg i min dialog med medlemmer og tillidsfolk givet støtte og opbakning, når en ny sparerunde ramte. Den støtte og opbakning er jeg og jeres fagforbund altid klar med. Det er selve kernen i at være et fagforbund. Men nu er det tid til at tale med store bogstaver for at få ejere, ledelser og vores politikere til at gøre en større indsats for at fremtidssikre medierne. Det er på alle måder nødvendigt, og uanset hvor dedikerede og dygtige vi er som medarbejdere, så kan vi ikke vende udviklingen alene.
Tine Johansen er formand for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.