Ofte stiger danske medier først på toget, når det har forladt perronen. Mediernes stedmoderlige behandling af EU-stoffet har konsekvenser i klimakampen.

I EU træffes de beslutninger og vedtages de love på det grønne område, som virkelig batter i klimaregnskabet og flytter os imod klimaneutralitet.  Glem USA, glem Kina, glem FN. Reelt er det kun EU, der kan løfte opgaven.

Klimaudfordringerne er så enorme, at vi har brug for europæisk holdkørsel, hvis vi for alvor skal gøre en forskel og nå i mål. Derfor undrer jeg mig over, at danske mediers dækning ikke har et større fokus på, hvad der sker i Bruxelles og EU. For det er trods alt hér, klimaslaget for alvor står.

Jeg fatter simpelthen ikke, at et elementært journalistisk grundprincip om relevans har så ringe kår i dækningen.

De beslutninger, regler og standarder, der tages og fastsættes i Bruxelles, påvirker samtidig direkte antallet af job på Als, i Bjerringbro, Esbjerg og Brande.

Til gengæld har jeg ikke tal på det antal ligegyldige person- og proceshistorier fra Snapstinget, som medierne gladeligt kolporterer. Det er ikke godt for klimakampen og vigtigheden og forståelsen af alt det grønne lovgivningsarbejde i Bruxelles, og hvad det betyder for menneskers hverdag, hvad angår mulighederne for at skabe og bevare produktion og arbejdspladser i Danmark.

Når væsentlige beslutninger så endelig trænger igennem til medierne, er løbet ofte kørt.

Tænk engang på diskussionen om øremærket barsel til fædre, der rasede for nylig. En diskussion, som ramte danske medier med stormstyrke – vel at mærke et par år efter, at det havde været gennem Bruxelles og blev vedtaget i Europa-Parlamentet.

Så hvis vi vil have en debat herhjemme, der flytter noget, så skal medierne stå meget tidligere op og følge processen på den lange vej mod beslutningerne.

Sandheden er, at de beslutninger, der træffes i Bruxelles og omegn, rammer Danmark med et par års forsinkelse.

Vi er meget danske. Det gælder det sproglige, hvor jeg oplever at få henvendelser fra danske journalister og lobbyister, der virker uforstående over, at arbejdssproget selvfølgelig er nødt til at være engelsk, hvis vi skal være hurtige på bolden.

Jeg mindes nærmest ikke, at mine udenlandske kolleger i Europa-Parlamentet optræder i danske medier på trods af den store og brede politiske virkelighed, de repræsenterer. Omvendt får jeg ofte selv henvendelser fra medier på tværs af Europa, som tilgår historien på baggrund af emnet snarere end det nationale udgangspunkt.

Ifølge The Economist er Bruxelles nu blevet verdens andenstørste hovedstad for lobbyisme, efter at Washington DC. Transparency International estimerer, at der er 25.000 lobbyister i Bruxelles med et samlet årligt budget, der forsigtigt estimeres til mere end 3 milliarder euro, heraf 7.500 lobbyister akkrediteret til Europa-Parlamentet.

Mange af de beslutninger, der har størst betydning for danskernes hverdag, træffes i Bruxelles, samtidig med at mere end halvdelen af danskerne i den seneste Eurobarometer-undersøgelse fra efteråret 2021 svarer, at de ikke har læst, hørt eller set nyheder fra Europa-Parlamentet på det seneste. Danmark er blandt de tre laveste i hele EU.

Derfor er det mig en konstant gåde, hvordan det arbejde kan være så underbelyst i danske medier.

Men uanset, hvad forklaringen måtte være, så står konklusionen bøjet i neon.

Danske medier skal give EU en helt anden og meget større opmærksomhed. Og hvis medierne tager væsentlighedskriteriet alvorligt, kommer det til at ske helt af sig selv. EU-debatten i Danmark fortjener at blive løftet, mens den foregår i Europa – og ikke når konsekvenserne af politikken begynder at dryppe på Danmark lang tid efter.

Morten Helveg Petersen er medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre. Han er aktuel med klimadebatbogen ’I Bruxelles kan ingen høre dig skrige’.