Kina

Lockdown forsinker DR’s oprustning i Kina

DR er gået fra to journalistiske medarbejdere til en enkelt i Kina, men DR ønsker fortsat at styrke sin tilstedeværelse i landet, siger udlandschef

I dag kunne DR fortælle, at DR’s Kina-korrespondent Philip Khokhar fremover får base i Istanbul, hvor han især skal dække Mellemøsten.

Hans job som Kina-korrespondent overtages af Philip Róin, der indtil nu har været udstationeret i Shanghai som reporter.

Med rokaden går DR dermed fra to journalistiske medarbejdere i Kina til blot en enkelt.

Det har flere gange været fremme, at danske medier satser alt for lidt på en af verdens mest folkerige nationer sammenlignet med for eksempel dækningen af USA.

I foråret forklarede udlandschef i DR Niels Kvale, at der var to DR-medarbejdere i landet, fordi DR ønsker at satse på Kina.

”Alt, hvad der foregår i Kina, er vigtigt. Men det er nogle gange svært at få dækket uden tilstedeværelse i landet, fordi det kræver stort kendskab og stor nysgerrighed. Og den opgave vil vi gerne løfte,” sagde Niels Kvale dengang.

Forsinket af corona

Niels Kvale forsikrer, at det fortsat er planen at styrke dækningen i Kina, men på grund af corona og streng lockdown i landet har det rent praktisk været besværligt at finde den rette løsning.

”Vi har præcis de samme ambitioner om at styrke vores Kina-dækning. Men om det bliver med to faste medarbejdere, som skal være der i flere år, eller om nogle skal være i landet i kortere perioder – det skal vi finde ud af nu,” siger Niels Kvale.

Niels Kvale forklarer, at Kina aldrig har været let at arbejde i.

”Men under corona har det været ekstremt besværligt.”

Nu hvor Philip Róins korrespondentjob er på plads, ser Niels Kvale frem til, at DR ”lidt forsinket” finder den rette bemanding i landet.

0 Kommentarer