Foto: Martin Bubandt
»Det ser ikke godt ud for Banke.«
Det er ikke usædvanligt, at områderedaktør Marianne Husted ringer til journalist Nana Hanghøj om aftenen for at drøfte næste dags historier i Fredericia Dagblad. Men mandag den 20. november 2012 er det anderledes. Nana Hanghøj kan høre det på redaktørens stemme, da hun tager telefonen ude i sit køkken.
Avisen er i besiddelse af en mail, der understøtter et rygte i byen – at borgmester Thomas Banke, Venstre, har et medicinmisbrug.
Da den oplysning først er sluppet fri, viser det sig, at det udløser en ukontrollabel kædereaktion, der kommer til at sende den unge Venstre-komet hovedkulds gennem den mediemølle, der få år tidligere var med til at hylde ham, og som nu ender med at koste ham posten..
Nana Hanghøj aftaler med Husted, at de møder ind næste morgen klokken 7. Det bliver ikke til mange timers søvn den nat.
Historien om Thomas Bankes fald begynder et døgn før, da Venstre-politiker Peder Hvejsel søndag aften klikker ”send” på den mail, avisen senere får fat i. Kort efter bliver Banke ringet op af Peder Hvejsel, hans partifælle og trofaste støtte.
»Jeg tror lige, jeg har ødelagt din karriere,« lyder Hvejsels brødbetyngede stemme, og han forklarer, at han ved en fejl har videresendt en lang mailkorrespondance med en diskussion om Bankes medicinforbrug til radio VLR.
En time senere sidder de begge i Thomas Bankes lille, grå rækkehus udkanten af byen sammen med byens partiforening Jakob Ladingkær. Bølgerne går højt over Hvejsels uforklarlige bommert, men Thomas Banke forsøger at dulme gemytterne og tænke klart. Den mail skal standses, og i løbet af kort tid lykkes det at få fremskaffet et telefonnummer til Alex Pedersen, administrerende direktør og chefredaktør i Jyske Medier, som VLR hører under.
»Jeg ved ikke, hvad de er ude på, men den mail er sendt ved en fejl, oplysningerne er urigtige og stærkt injurierende. Det kan ikke have nogen nyhedsværdi,« appellerer Banke til Alex Pedersen og glemmer ikke at nævne, at han allerede har kontaktet en advokat.
Banke har fanget chefredaktøren på det forkerte ben. Den gamle cykelrytter har netop lagt sig til rette på sofaen for at se Forbrydelsen med familien. Han hører Banke snakke om injurier og advokater og tænker mest på at få sagen ud af verden og komme tilbage til sofaen.
Kort tid efter modtager Thomas Banke en sms fra Alex Pedersen:
”Hej Thomas. Som du kan se af nedenstående sms, har vores radiochef haft fat i de relevante personer, der tjekker nyhed@vlr.dk, og ’jeres’ mail kommer ikke videre. Fortsat god aften. Vh Alex”, stod der.
Der kunne sagen være endt. Men mandag morgen erfarer Alex Pedersen tre ting, da han møder på arbejde: Mailen findes stadig, en medarbejder har læst den, og den er fyldt med kommunalpolitisk sprængstof.
»Vi snakker så om, at det kan godt være, den er sendt forkert, men den indeholder ting, der bekræfter nogle rygter, vores journalister har hørt om Thomas i flere år. Det kan vi simpelthen ikke sidde overhørig. Omvendt ville vi jo også kunne blive skudt i skoene, at vi dækkede over manden,« fortæller Alex Pedersen.
Han erkender, at det var et svagt øjeblik, da han imødekom Bankes krav om at få mailen slettet.
»Det skulle jeg nok have afvist med det samme.«
Alt det ved Thomas Banke selvsagt ikke noget om søndag aften, og han går i seng, om ikke med ro i sindet, så dog med troen på, at problemerne omkring hans brug af smertestillende medicin kan undgå offentlighedens interesse.
Baggrunden er umiddelbart helt banal og uskyldig. Banke har siden foråret 2011 været plaget af voldsomme tandsmerter, og hans tandlæge har derfor sat et længere behandlingsforløb i gang. Smerterne er imidlertid langt ud over, hvad almindelig håndkøbsmedicin kan gøre noget ved, og Bankes læge har i stedet ordineret forskellige morfinpræparater til sin patient. Men han advarer ham også – medicinen er vanedannende og stærk, og der kan være situationer, hvor man virker påvirket, når man har taget den. Lægen råder derfor også Banke til at alliere sig med sine nærmeste arbejdskolleger og få dem til at sige til, hvis han virker mærkelig på jobbet.
Og det råd følger Banke. På et møde med kommunaldirektør Søren Adsersen aftaler de, at han og nogle af de øverste embedsmænd skal tage fat i Thomas Banke og sige det til ham, når han bør tage hjem og lægge sig. Og da Søren Adsersens job bliver overtaget af Tim Jeppesen, bliver også han indviet i den lille, særlige opgave.
»Han fortalte, at han brugte den her medicin, så han kunne virke påvirket. Jeg måtte meget gerne sige det og sende ham hjem. Det ville han hellere,« fortæller Tim Jeppesen.
Det kommer også til situationer, hvor Tim Jeppesen må lægge en hånd på Bankes skulder og foreslå ham at tage fri resten af dagen. Men det er ikke altid, borgmesteren følger sin kommunaldirektørs råd.
»Det forventede jeg heller ikke. Han er jo selv den nærmeste til at vurdere sine ressourcer, og om han kan klare noget eller ej,« siger Tim Jeppesen.
Thomas Banke er ikke typen, der frivilligt lader tingene gå sig forbi. Han render til mange møder og arrangementer og kører generelt sig selv hårdt. Nogle gange lidt for hårdt.
»Der kommer nogle episoder, hvor jeg burde være taget hjem. Men det er altså ikke sådan, at jeg har været voldsomt påvirket. Jeg tager også mine forholdsregler. For eksempel kører jeg ikke bil, når jeg har taget meget medicin,« fortæller han.
Forholdsregler eller ej, Thomas Bankes medicinforbrug bliver bemærket. I marts 2012 holder Kommunernes Landsforening topmøde i Aalborg, hvor også Fredericia er repræsenteret. Men borgmesteren har det ikke godt.
»Han er tydeligt påvirket … så meget at folk bemærker det. Han virker sløv, vælter et glas, taler mærkeligt,« fortæller byrådskollegaen Mads Lund.
Det er tandsmerterne, der har tvunget Banke til at tage medicin inden den afsluttende fest.
»Jeg har ondt hele tiden, men jeg kan ikke dæmpe det … ikke uden at jeg vil komme til at falde i søvn. Inden festen om aftenen har jeg sagt til alle, at jeg tager tidligt hjem, men en af mine byrådskolleger mener, jeg bør blive til festen, og så vælger jeg at tage medicinen,« siger Banke.
Bagefter står det klart for ham, at han burde have droppet festen og taget tilbage på hotellet. Men han mener ikke, hans opførsel var så skandaløs, som den senere er udlagt.
»Det kan godt være, jeg har væltet et glas. Jeg har taget min medicin, men jeg drikker ikke alkohol til middagen. KL plejer at holde nogle gode fester, og jeg tror, der har været folk, der var mere påvirkede end mig. Når der bliver lagt mærke til mig, er det, fordi rygterne allerede løber.«
Thomas Banke er en mand, der suger opmærksomhed. Da han i sommeren 2007 blev valgt som landsformand for Venstres Ungdom, gik der mindre end en måned, inden han havde bragt sig selv og sin forening på toppen af spisesedlerne. ”VU-formand: Jeg var på stoffer”, stod der. I forbindelse med et budskab om en mere liberal politik omkring euforiserende stoffer fortalte Banke, at han som yngre havde røget hash, taget kokain og amfetamin. Knap et år efter var den gal igen. Den ellers så pæne, unge statskundskabsstuderende tog skridtet helt ud og erklærede VU som tilhænger af fri hash.
Så da rygterne om Fredericia-borgmesteren, der nogle gange var ”på et eller andet”, begynder at florere i 2011, skal der ikke elefanthukommelse til at erindre, at det da vist ikke er første gang, Thomas Banke er ude på det euforiserede overdrev.
På Fredericia Dagblad vidste man naturligvis også, hvad der blev snakket om i byen.
»Rygterne går på alle mulige ting – lige fra hårde stoffer til alt muligt andet. Rygterne skal ses i lyset af, at han før har fortalt, han tog stoffer som yngre,« siger journalist Thomas Juul.
Hans skrivebord står gemt bag en skærm for enden af det åbne redaktionslokale, lige op og ned af kollegaen Nana Hanghøjs. Sammen med deres redaktør Marianne Husted har de flere gange drøftet det, man sagde om Banke, men beslutningen var, at så længe der kun var tale om rygter, og ingen ville gå til citat, skulle de lade det ligge. Kun da Banke i december 2011 fyldte 30, bad avisen i et fødselsdagsinterview om hans kommentar til rygterne. Han afviste alt, og det var så det.
Men Nana Hanghøj har en klar fornemmelse af, at noget er galt.
»Alle kunne se, at han til tider havde problemer. Hans ageren var til tider mærkelig … sådan lidt hektisk, næsten manisk. Og så drak han enormt meget vand.«
Byrådskollegerne er blevet orienterede om Bankes brug af smertestillende medicin, men de er ikke trygge ved situationen. Efter KL-mødet i marts 2012 retter den socialdemokratiske byrådsgruppe henvendelse til Venstres byrådsgruppe omkring Thomas Bankes helbred. Svaret fra V-gruppeformanden lyder, at der ikke er nogen grund til uro. Situationen er under kontrol.
Men i efteråret knækker filmen for de øvrige borgerlige byrådsmedlemmer. De forlanger et møde med Venstre-gruppen, hvor eneste punkt på dagsordenen er Thomas Banke og hans medicinforbrug.
»Jeg siger, at jeg synes, vi er nødt til at mødes med Thomas og hjælpe ham. Vi har så et møde, hvor vi siger: Det duer ikke. Hvis du har dårlige dage, må du melde dig syg. Du kan ikke møde op og virke fjern og træt,« fortæller Susanne Eilersen, der sidder i byrådet for Dansk Folkeparti.
Thomas Banke kan godt se, at der er et problem, og han indvilliger i, at der skal gøres noget, så han kan komme ud af sit medicinforbrug. Aftalen bliver, at kommunaldirektør Tim Jeppesen skal undersøge, hvilke muligheder der findes for nedtrapnings-behandling. Thomas Banke skal indgå i et behandlingsforløb og lover desuden at lade være med at komme på rådhuset, når han er medicinpåvirket. Sagen er så småt ved at falde på plads.
Indtil Peter Hvejsel trykker ”send” hin søndag aften, og den famøse mail ryger af sted.
Gothersgade er en af nervetrådene i byens handelsliv. Det travle handelsstrøg løber forbi rådhuset og ender ved havnedokkerne, hvor Fredericia Skibsværft tidligere lå. Og det er hernede, kun få hundrede meter fra rådhuset, vi finder baggrunden for, at der overhovedet kom en venstremand på borgmesterposten.
Fredericia Skibsværft var landets største reparationsværft, og arbejdet med at efterse og renovere store skibe gav arbejde til mere end 400 af byens borgere. Men Realdania-fonden havde et tilbud, der var endnu bedre: en helt ny bydel med 1.000 boliger og tilhørende erhvervslejemål og et byggearbejde, der kunne give beskæftigelse til op mod 2.800 mand.
Spørgsmålet om værftets fremtid kom til at splitte byen. På den ene side stod de, der mente, at værftet var essentielt for byens beskæftigelse og selvforståelse som industriby, ikke mindst efter at den gamle Superfos-fabrik også var lukket inden for kort tid. På den anden side stod de, der så Realdanias tilbud som en mulighed for at udvikle byen og tage skridtet ud af industritiden. Blandt de sidstnævnte var også et bredt flertal i byrådssalen, og således gik det til, at det blev den socialdemokratiske borgmester Uffe Steiner Jensens lod at opsige lejemålet for værftet og smide en af byens største og mest traditionsrige arbejdsgivere på porten.
Det var i 2009 – valgåret – og reaktionen udeblev ikke. Selvom det var et bredt politisk flertal, der havde stemt for opsigelsen af værftet, så var det socialdemokraterne, der måtte taget vælgerhugget. Og det blev præcis så stort, at balancen tippede til højre. Fra sammen med SF at sidde på 11 ud af 21 pladser i byrådssalen, røg man ned på 10, og vejen var banet for en borgerlig borgmester for første i næsten 90 år.
»Venstre stemte også for beslutningen om at lukke værftet, men det gik man meget stille med bagefter. Ikke mindst var Thomas Banke god til at holde sig tilbage, når det handlede om værftet.«
Henning Due Lorentzen er stoppet med at arbejde, men rundt omkring ham blomstrer det som aldrig før. Han sidder i Erritsø i en sjældent velholdt have. Ikke så meget som en trekløver vover sig op af mulden under de farvestrålende rhododendron-buske. Før var det hele Fredericia, den pensionerede politimand gik og holdt orden på. Nu er distriktet skaleret ned til haven på Rønnebækgårdsvej.
Hvis tingene var gået en smule anderledes, havde det været Henning Due Lorentzen, der i 2009 var blevet vippet af pinden som socialdemokratisk borgmester. Ja, hvem ved – måske havde han siddet endnu. Kun en enkelt stemme skilte i 1998 ham og Uffe Steiner Jensen ved nomineringsvalget som borgmesterkandidat.
Han husker, da Venstre og Thomas Banke kom til magten.
»Det var jo lidt spændende med den her unge komet. Men samtidig var vi hunderædde for, at det halve Fredericia skulle privatiseres. Og jeg skal love for, at den frygt viste sig velbegrundet med de udmeldinger, Banke siden kom med om udlicitering, salg af kommunale ejendomme og så videre. Hovedbudskabet har jo nærmest været, at hvis bare noget blev privatiseret, ville det blive meget bedre,« siger Lorentzen.
Da Fredericia Dagblad og historien om Bankes medicinforbrug kommer på gaden ved middagstid den 21. november, bliver Henning Due Lorentzen med egne ord ’belejret’ af pressen. Han er blevet udpeget som talsmand, fordi den tidligere borgmester Uffe Steiner Jensen ofte bliver skudt i skoene, at han bare er bitter over at være blevet væltet.
Men socialdemokraterne gør ifølge Lorentzen selv intet forsøg på at tvære Thomas Banke ned i sølet.
»Det er en meget diplomatisk Henning Due, man kan opleve i de dage. Vi har fra starten den holdning, at vi ikke aktivt vil skade Thomas og have en politisk gevinst på baggrund af situationen. Så jeg siger hele tiden: Det er ikke personen Thomas Banke, det handler om, det er borgmesterens evne til at passe sit arbejde,« fortæller Henning Due Lorentzen.
Billedet af de blide socialdemokrater, der ikke ønskede at profitere politisk på Bankes medicinforbrug, bliver dog ikke genkendt alle steder i byen.
»I så fald er det da en meget mærkelig opførsel. Deres udtalelser i byrådssalen handlede stort set kun om manden Thomas Banke, og om han kunne sidde på den post. Socialdemokraterne har hele tiden presset på, for at han skulle gå ud og tage sygeorlov. De har en mission – det er vi ikke i tvivl om – om at dokumentere, at Thomas ikke passer sit arbejde,« siger Jakob Ladingkær.
Der er travlt på Fredericia Dagblads redaktion om morgenen den 21. november. Nana Hanghøj og Thomas Juul sidder og skriver på de sensationelle historier om byens borgmester, som byrådet vil tvinge i behandling for medicinafhængighed, og imens får Thomas Banke klokken 8 en opringning fra Alex Pedersen.
”Vi har læst mailen, og vi har besluttet alligevel at trykke historien. Om et øjeblik lægger jeg røret på, og så vil du blive ringet op af udgaveredaktør Marianne Husted, så du kan give dine kommentarer til sagen”, lyder chefredaktørens besked.
Kort efter er Thomas Banke på vej til redaktionen. Med sig har han sin iPad med sin tandlægejournal, hvor hele behandlingsforløbet dokumenteres. Han ved, at løbet for at standse historierne er kørt. Men nu vil han til gengæld gerne give sin version af sagen.
»Vi har et længere møde med ham. Ikke så meget om vores brug af mailen, men om selve sagen. Han vil gerne forklare sig og de problemer, han har og er ved at få styr på,« fortæller Marianne Husted.
Forklaringen kommer i onsdagens avis, hvor Banke i et interview fortæller, hvordan det var tandsmerterne, der sendte ham på morfin.
På det tidspunkt tror Jakob Ladingkær på, at sagen er ved at finde et roligt leje.
»Nu er alle kortene ligesom lagt på bordet. Tingene er offentliggjort. Og byrådspolitikerne har en dialog om, at han skal nedtrappes og tage en periode, hvor han er sygemeldt,« fortæller han.
Men lugten af blodet fra det sårede dyr har spredt sig i skoven. Samme dag, som borgerne i Fredericia kan læse om deres borgmesters uudholdelige tandsmerter, modtager kommunen en anmodning om aktindsigt i Thomas Bankes regnskaber for hans kreditkort, hans kørsel og hans telefon.
Ordentlige folk med styr på tingene. Det er det indtryk, man får, når man tager rundt og taler med lokalpolitikere i Fredericia. Henning Dues pletfrie have, Mads Lunds lyse erhvervslokaler, Jakob Ladingkjær, der tager imod i rengøringsselskabet RENT, hvor han er IT-chef, alt imens en vinduespudser rutinemæssigt fjerner, hvad der måtte være af pletter på vinduesfacaden.
Hos Thomas Banke er indtrykket anderledes.
Manden tager imod iført shorts og poloshirt i sit lille, anonyme rækkehus. Han skal direkte videre til en hockey-aftale bagefter. Hjemmet ligner det, det er – en ungkarlehybel tilhørende en mand først i 30’erne, der render ind og ud, men også har en udtalt hang til historie og samfundsfag. Bogstablerne rundt omkring er biografier og historisk litteratur – Slagtebænk Dybbøl – krig og store tanker. På væggen hænger idolet Kennedy samt en valgplakat fra genrens guldalder, hvor det fastslås, at det er Venstre og ikke Socialdemokratiet, der sikrer vækst og fremgang.
»Selvom man må erkende, at socialdemokraterne dengang var bedre til det med valgplakater,« kommer det ude fra køkkenet fra den livligt konverserende Banke.
På sofaen ligger stadig betræk fra en opredning. Kaffen … det bliver en Nescafé, hvis det er ok. Den hjemmebagte kage kan man kigge i vejviseren efter.
Kort sagt – Thomas Banke er ikke en person, der hænger sig vanvittigt meget i formaliteter.
Det fandt man også ud af på borgmesterkontoret, efterhånden som den nye, unge borgmester kom i gang med sit embede. Thomas Banke brugte penge, som borgmestre nu en gang gør. Han rejste rundt, han talte i telefon. Det kneb bare med at få lavet kørselsregnskaberne og få afleveret bilagene og dokumentationen rettidigt. Samtidig røg der nogle gange privatindkøb ind over kreditkortet. Det afregnede Banke efterfølgende – overførte penge fra sin private konto eller modregnede med de penge, han havde lagt ud.
Da Tim Jeppesen i maj 2012 tiltræder som kommunaldirektør, går der ikke mange dage, før han bliver præsenteret for den lidt problematiske praksis, der har indsneget sig omkring Bankes forbrug.
»Et af problemerne er, at vi har svært ved at få bilag fra ham. For eksempel var der et indkøb på iTunes, hvor vi rykkede for bilag igen og igen og for dokumentation for brugen. Til sidst siger Thomas så, at han må betale beløbet tilbage. Så kommunekassen fungerer lidt som kreditinstitut for ham, og sådan har det tilsyneladende været, siden han startede,« fortæller Tim Jeppesen.
Ud over ham var det vicekommunaldirektøren, borgmestersekretæren og sekretariatschefen, der kender til problemet, og da Tim Jeppesen har været i sit job i en måneds tid, begynder de at drøfte, om de skal inddrage Bankes kreditkort.
Som øverste ansvarlige embedsmand står Jeppesen i et dilemma. Hvis der er tale om ulovligheder, er det hans pligt at bringe sagen op i kommunens økonomiudvalg. Efter at have rådført sig med eksperter og kontakter vurderer han dog, at der ikke er dokumentation for egentlige ulovligheder. Beløbene er ikke store, og Thomas Banke har altid betalt det tilbage, han skulle.
Det er også sådan, Banke selv ser på situationen.
»Jeg er ikke en administratortype, og jeg har det med at afregne alt for sent. Men jeg sidder ikke og planlægger, hvordan jeg kan få penge ud af systemet. Jeg havde konstant flere penge til gode, end jeg skyldte kommunen, så jeg opfattede ikke, at administrationen så det som et stort problem,« siger han.
Men situationen er uholdbar. Den tvivlsomme praksis må høre op, beslutter Tim Jeppesen, og han indkalder Thomas Banke til et møde den 15. august. Jeppesen har ikke nogen årelang karriere i kommunalt regi. Men han kommer fra en stilling som forvaltningsdirektør i Svendborg, og han har erfaring og kendskab nok til at vide, at sammenblanding af privatforbrug og offentlige midler er noget, der kan vælte skamlen under selv den mest magtfulde borgmester.
»Jeg ved, at der er borgmestre, der ikke en gang vil have et kreditkort, fordi det er dødsensfarligt. Og det var lige præcis, hvad jeg sagde til Thomas: Det her er dødsensfarligt. Du kan gøre hvad som helst – score damer og køre galt i bil. Men forbrug af skatteborgernes penge – det kan koste dig posten.«
Det var ord, der ramte plet, husker Jeppesen. Den ellers slagfærdige Thomas Banke blev stille. De nødvendige aftaler blev indgået om at få ryddet op, betalt tilbage og stoppe med at bruge kommunens kort ved private indkøb. Og det skete faktisk også. Siden august har der ikke været de samme problemer med Bankes forbrug, siger Tim Jeppesen.
Han vurderer selv, at det var appellen til Thomas Bankes politiske forståelse, der havde en effekt.
»Det er helt sikkert, at Thomas tidligere har fået at vide, at den måde, han gør det på, er forkert. Så jeg har spurgt mig selv, hvad forskellen er på det, jeg har sagt, og det, den tidligere kommunaldirektør har sagt. Og jeg tror, at det er det med de politiske konsekvenser, som gjorde forskellen.«
I november 2012 var sagen med Bankes bilagsrod således et overstået kapitel. Der var ryddet op, praksis var ændret, og da der ikke var sket ulovligheder, kunne kommunaldirektøren betragte det som en intern, administrativ sag, som byrådet ikke behøvede at kende til.
Men Fredericia er ikke nogen storby, og desuden er der ikke langt til Odense. I hvert fald ligger der 22. november en aktindsigtsbegæring fra TV 2-journalist Gitte Risbjerg Pedersen.
»Vi får et tip om, at der ligger en korrespondance om Thomas Bankes forbrug, hvor man har forsøgt at kalde ham til orden,« fortæller hun.
Aktindsigten spørger til regnskaber og bilag samt til notater, korrespondance og bilag fra direktionen om Bankes embedsførelse. I virkeligheden var det sidstnævnte, Gitte Risbjerg Pedersen var mest interesseret i.
»Det var jo ikke de store beløb, der var tale om. Vi taler ikke Brixtofte her. Det interessante var, at han stort set havde fået det at vide hele sin embedsperiode,« siger hun.
Hun får indsigten, men kun i regnskaber og bilag. Det andet vurderes at være for udefineret. Gitte Risbjerg beslutter at holde på historien og forsøge med en ny aktindsigtsbegæring, hvor hun spørger specifikt til korrespondance og notater vedrørende kørsel og kreditkort-brug. Den ryger af sted 5. december.
»Jeg havde spurgt forkert. Og efter den første aktindsigt var det lidt sådan … både og … om vi skulle skrive historien, da beløbene var relativt små,« fortæller hun.
Da svaret på den anden aktindsigtsbegæring kommer fredag den 14. december, er Gitte Risbjerg netop stået af flyet i Bangkok på vej til en to ugers ferie. Det bliver derfor to kolleger, der laver indslaget, der kommer i TV2 Nyhederne lørdag aften. Indslaget starter med billedet af Henning Due Lorentzen, der sidder og kigger i dokumenterne. Og Henning Due har da også om nogen haft tid til at sætte sig ind i tallene. Kort efter Gitte Risbjergs aktindsigtsbegæring, meldte han sig nemlig også på banen med en tilsvarende begæring. Samme dag, som TV 2’s indslag kommer i fjernsynet, udsender Socialdemokraterne og SF i Fredericia en pressemeddelelse, hvori de fastslår, at tilliden til Thomas Banke er væk, og henviser til hans ”misbrug af kontokort” og ”indrømmede misbrug af morfin”. Samtidig offentliggør de på hjemmesiden en kopi af de bilag, de har fået aktindsigt i.
Hvem der har tippet TV 2 om Thomas Bankes bilagsrod, vil Gitte Risbjerg Pedersen naturligvis ikke fortælle. Banke er selv overbevist om, at det er en person med tidligere eller nuværende tæt tilknytning til forvaltningen. Vedkommende har vidst præcist, hvad der var at finde.
»Jeg mener ikke, der er nogen diskussion om, at der er givet et meget præcist tip om de korrespondancer, der siden blev offentliggjort,« siger han.
Henning Due Lorentzen afviser, at det skulle være ham, der har tippet, eller at der skulle være tale om nogen former for koordinering mellem TV 2 og Socialdemokraterne i denne sag.
»Jeg fik at vide fra Uffe Steiner, der sidder i Økonomiudvalget, at der var kommet en aktindsigtsbegæring, der antyder, at der skulle være rod i bilagene. Hvis det skulle have noget på sig, er der jo sket et svigt, som vi også gerne ville kende til,« siger Henning Due.
På det tidspunkt, hvor han beder om aktindsigten, fortæller han det også til Fredericia Dagblad, og her fremstiller han det som en konsekvens af, at han tidligere har opfordret Thomas Banke til at tage sygeorlov for at få styr på sit medicinforbrug, hvilket Banke har afvist.
”Thomas Banke vælger at fortsætte et forløb, hvor vi ikke har tillid til, at han nødvendigvis tager de beslutninger, som er de rigtige for kommunen. Derfor er vi nødt til at blive lidt mere skarpe”, citeres Henning Due for i avisen.
Uanset hvilke motiver der ligger bag, så har aktindsigten åbnet endnu en flanke for Thomas Banke. Og som om det ikke er nok, kommer borgmesteren igen til at jokke i spinaten omkring sin smertestillende medicin.
Torsdag den 13. december er Fredericias byråd sammen i Nyborg, og Thomas Banke har netop været ved tandlægen.
»Jeg har fået foretaget en større operation, så jeg er træt og udkørt og falder hen i bussen. Men jeg vil ikke melde afbud til turen. Det er Mads Lund, der har arrangeret den, og han har netop påtalt over for mig, at jeg for nylig gik tidligt hjem fra et møde med nogle byrådsveteraner,« fortæller Banke.
Blandt de øvrige byrådsmedlemmer er det tydeligt, at den nu igen er gal med Thomas.
»Han virker snøvlende og træt og taler usammenhængende. Han sveder også meget,« fortæller Susanne Eilersen.
På det tidspunkt er Thomas Banke ifølge ham selv i gang med et nedtrapnings-program af sin medicin under vejledning af en specialist. Men Nyborg-turen skaber et yderligere pres på Banke, også fra hans egne partifæller.
Allerede dagen efter ringer han til specialisten for at høre, om man kan springe nedtrapningen over og tage en kold tyrker. Svaret er, at det kan man godt, men man vil være fuldstændig uarbejdsdygtig i mindst tre-fire dage efter. Banke beslutter, at det må være løsningen. Hen under aften udsender han en pressemeddelelse om, at han tager på sygeorlov fordi ”jeg ikke længere ser mig i stand til fuldt ud at fokusere på borgmestergerningen i den kommende tid”.
Sidste weekend inden juleferien. Sådan en plejer at dufte af gløgg, æbleskiver og hyggeligt samvær med familie og venner. Men i Fredericia er julefreden ikke i nærheden af at sænke sig. Tværtimod trækker det op til storm.
Fredag kommer Thomas Bankes regnskaber og bilag ud til dem, der har søgt aktindsigten. Ud over oversigter over rejser og forbrug er der en dokumentsamling på 120 sider med notater, der beskriver, hvordan forvaltningsledelsen igennem hele Bankes embedsperiode har forsøgt at kalde ham til orden og brugt mange administrative ressourcer på at håndtere hans omgang med kommunens midler.
Lørdag kommer pressemeddelelsen fra Socialdemokraterne og SF, der samtidig gør dokumenterne offentlige.
Jakob Ladingkær er fredag blevet orienteret af Banke om, at der nok kommer noget, men ikke noget alvorligt. Sådan opfatter han heller ikke selv dokumenterne.
»Jeg kunne ikke vurdere, om der var sket noget ulovligt. Jeg kunne bare notere, at der var hævninger, der skulle tilbagebetales. Men jeg synes, det var forholdsvis små beløb, så jeg tænkte – herregud, er det bare det …«
Den stærke reaktion fra oppositionen i byrådet opfatter Ladingkær primært som led i et politisk spil.
»Jeg ser det som en bevidst overreaktion – uha, nu skal vi være indignerede over det her. At de så lægger det hele ud til offentligheden – oven i købet med Bankes cpr-nummer – synes jeg egentlig bare er en fortsættelse af den personlige hetz med en underforståelse af, at han har gjort det bevidst, og alle skal vide, hvilken tyv han er,« siger Jakob Ladingkær.
Lørdag aften er han til julefrokost, og derfor ser han ikke, hvordan sagen på få minutter udvikler sig fra at være et lokalpolitisk fænomen til en landsdækkende nyhed. »Dokumenter, som TV 2 har søgt aktindsigt i, viser …« lyder den velkendte formulering, og så ved den erfarne nyheds-bruger, at det ikke er sidste gang, man kommer til at høre om den sag.
Blæsten om Banke er gået et trin op på Beaufort-skalaen, og det mærker Jakob Ladingkær allerede næste morgen. Her bliver han vækket af formanden for Venstres byrådsgruppe Peter Hvejsel, der beder ham skynde sig ned til rådhuset, hvor der er hasteindkaldt til ekstraordinært møde i Økonomiudvalget, angiveligt på foranledning af Mads Lund i hans egenskab af viceborgmester.
Et møde i Økonomiudvalget på en søndag – en adventssøndag – er i sig selv lidt af et særsyn i den kommunalpolitiske verden.
»De er alle fuldstændig i panik den dag. Alene det at det skal gå så hurtigt … udvalgsmøde på en søndag …« konstaterer Thomas Banke.
Samtidig har pressen fået indstillet kikkertsigtet og er klar til at følge op på afsløringen af borgmester-sagen. Sendevognene er kørt i stilling, og de skrivende journalister har også meldt deres ankomst. De kan notere, at et enigt Økonomiudvalg udtrykker mistillid til borgmesteren, herunder også medlemmerne af Venstres byrådsgruppe.
”Morfin-sagen var politisk chikane fra S og SF, men når man nærlæser de her bilag og specielt de interne skrivelser, kan vi ikke støtte Thomas og se hinanden i øjnene længere”, siger Peder Hvejsel til BT
Samme aften udsender Thomas Banke, der nu formelt er på sygeorlov og ikke deltager i møderne, en pressemeddelelse om, at han beklager rodet i regnskaberne, og at han nu vil overveje sin fremtid som borgmester. Mandag er der indkaldt til ekstraordinært byrådsmøde, og igen udtrykkes deres mistillid til borgmesteren. Byrådspolitikerne skal også overveje, om sagen skal anmeldes til politiet, men da en borger allerede er kommet dem i forkøbet med en anmeldelse, vælger de at lade det ligge. Tingene sker hurtigt i de dage.
Susanne Eilersen er med til at stemme for byrådets mistillidsvotum. Men et eller andet sted syntes hun, at det går lidt for stærkt.
»Jeg føler mig lidt presset, og jeg siger hele tiden: Lad os nu lige vente. Det er noget, skidt, hvad der er foregået, men nu må vi tage en timeout og få forvaltningen til at kigge det igennem. Men der var flertal for et mistillidsvotum, og så følte vi, at vi også måtte stemme for. Ellers ville det se ud, som om vi accepterer, at der er uorden i regnskaberne,« siger hun.
Hun oplever, at det massive pressefokus er med til at stresse og eskalere tingene i de dage.
»Pressen skubber på for at få politikerne til at tage stilling og tage ansvar, og jo mere pressen skubber, jo mere stressede og desperate bliver folk for, at der skal ske et eller andet.«
»Pressen skubber på for at få politikerne til at tage stilling og tage ansvar, og jo mere pressen skubber, jo mere stressede og desperate bliver folk for, at der skal ske et eller andet.«
Susanne Eilersen, Dansk Folkeparti
Thomas Banke er ikke kun et stjerneskud fra trekantsområdet, da han i 2009 vælter den socialdemokratiske ’regeringsmagt’ i Randers og som 27årig bliver en af landets yngste borgmestre. Som tidligere VU-formand er han et kendt navn i landspolitiske kredse. Dels naturligvis for sine kontroversielle udtalelser om stoffer, men også for sit store oratoriske talent og for en meget loyal opbakning af Lars Løkke Rasmussen, ikke mindst da denne i 2008 var under beskydning og politianmeldelse fra Hørsholm-borgmesteren Uffe Thorndal for at have købt cigaretter, hotelovernatninger og middage på statens regning som amtsborgmester.
Banke reagerede med at oprette en Løkke-støtteside på Facebook og mod-politianmelde Thorndal for falsk anmeldelse.
”Han har forsøgt at begå karaktermord på Lars en gang tidligere, og nu synes vi, at Thorndahls perverterede hævntogt skal stoppes. Han skulle hellere koncentrere sig om at yde Hørsholms borgere en ordentlig service. Det her er en sag om personlig hævn og forsøg på at få Lars ned med nakken”, udtalte Banke dengang.
En vis form for kvittering kom der også fra Lars Løkkes side, da han i november 2009 talte på Venstres landsmøde. Her bad han en særlig gruppe af nyvalgte borgmestre – herunder Banke – rejse sig og modtage forsamlingens hyldest.
”Vi skal hylde vores helte. Mine damer og herrer – så skal der klappes igennem for fremtiden”, sagde Løkke dengang. Flere har siden spået Banke en gylden politisk fremtid i partiet.
Da Bankes egen bilagssag for alvor blusser op i december 2012, slikker mange journalister sig om munden ved tanken om at få Lars Løkke til at forholde sig til sin ’helt’ fra landsmødet og til en sag, der på sin vis ligner det, Løkke selv var ude i. Og lige så meget som pressens mund løber i vand, lige så stramme er læberne hos V-formanden. Ikke et ord kommer der fra Venstre-toppen, bortset fra MF Jacob Jensen, der vredt tilbageviser drillende socialdemokratiske kommentarer med, at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus, og nævner uheldige socialdemokratiske borgmester-sager i Skive og Hvidovre.
Imens er det trods alt, som om en eller anden form for julefred begynder at sænke sig over Fredericia.
Thomas Banke er dog ikke helt rolig. Han ved, at TV 2 arbejder på flere indslag på baggrund af hans bilag – til ’til agurketiden’. Samtidig går diskussionerne internt i Venstres partiforening.
Jakob Ladingkær har personligt været imod den hurtige mistillidserklæring til Banke. Han vælger for partiets skyld at bakke op om byrådsgruppen, men da tingene falder en smule ned, kommer han igen i tvivl.
»Vi holder de her møder hele julen, hvor man får tid til at snakke det igennem og få det på afstand. Der vender jeg tilbage til min oprindelige beslutning om, at det er overilet at træffe en så afgørende beslutning. Jeg vurderer, at vi godt kan reparere den skade, der er sket. Værre var det heller ikke. Og så kunne jeg ikke se, at Venstre havde andre borgmesterkandidater,« fortæller Ladingkær.
Overvejelserne fører til, at man på et bestyrelsesmøde søndag den 6. januar skal tage stilling til, om man vil opfordre Thomas Banke til at trække sig eller til at vende tilbage som borgmester.
Det møde kommer til at indlede en uge, der sent vil blive glemt i Fredericia.
TV 2-reporter Lasse Ravnø er på eftermiddagsvagt på Kvægtorvet, da han pludselig bliver bedt om at sætte sig i bilen med en kameramand og køre mod Fredericia. Et ubekræftet rygte lød, at den ellers detroniserede borgmester Thomas Banke var på vej til et comeback.
»Det var vist Gitte Risbjerg, der havde haft fingrene i sagen og havde hørt, at der var noget under opsejling. Men vi anede ikke, hvor det foregik, så det var bare af sted på lykke og fromme. Jeg sad i bilen og ringede til Gud og hvermand. Først fik vi at vide, at det var på det gamle rådhus, men det var det ikke. Så var det et firma i et industrikvarter, hvor vi endte med at stå, mens de alle sammen sad derinde og snakkede,« fortæller Ravnø.
Ravnøs opgave er i al sin enkelthed: Find ud af, hvad der foregår, og gå på live.
Den første, der kommer ud fra rengøringsselskabets RENTs lokaler, hvor mødet holdes, er Thomas Banke selv, der først venligt og derefter lettere irriteret afviser at svare på spørgsmål. Derefter løber Lasse Ravnø hid og did mellem tilknappede V-medlemmer, der forlader mødet, og biler, der kører væk, når han kommer stormende med sin kameramand.
Han har dog fået nok information til i sin standup at kunne konstatere, at Banke er på vej tilbage, og at der er lagt op til rivegilde i Venstre.
Mere præcist kan det næppe formuleres. Bestyrelsen i Venstre Fredericia beslutter søndag, at man alligevel ikke bakker Venstres byrådsmedlemmer op omkring deres mistillid til Thomas Banke. Banke skal fortsætte som borgmester, og så må medlemmerne tage endelig beslutning ved generalforsamlingen i februar. Den beslutning støttes også af byrådsmedlemmet Pernelle Jensen, der er gift med Jakob Ladingkær.
Det får de fire øvrige byrådsmedlemmer til at gøre brug af den mulighed, der ligger i Venstres regelsæt, hvor flertallet af en byrådsgruppe kan ekskludere et medlem af partiet. Natten til mandag modtager Banke derfor et ultimatum om at trække sig inden mandag formiddag eller blive ekskluderet.
»Han skriver ikke under, og de eksekverer det så heller ikke. Vi prøver at få dem indkaldt til møde og få en løsning, men det vil de ikke. Så indkalder vi bestyrelsen og stemmer om, at hvis de ekskluderer Thomas, så må de ryge samme vej. De skal komme til forhandlingsbordet, så vi kan finde en fælles løsning. På den måde tror vi, vi kan holde dem i skak,« fortæller Jakob Ladingkær.
Men den direkte forbindelse er afbrudt. Kommunikationen mellem de to fløje foregår gennem medierne, som i disse dage flyder over med udtalelser fra de implicerede parter.
Om tirsdagen gentager byrådsgruppen sit krav med en ny skæringsdato: Banke skal gå af inden onsdag klokken 12, ellers bliver han ekskluderet af partiet. Samme tirsdag meddeler Thomas Banke officielt i et interview i TV Syd om aftenen, at han afbryder sin sygeorlov og vender tilbage til borgmesterposten.
Indtil da er mediekrigen primært foregået internt i Venstres egen lejr. De politiske modstandere har kunnet læne sig tilbage og nyde synet af de stridende parter, ligesom de borgerlige støtter ikke har haft grund til at få noget klinket.
Men Bankes meddelelse, om at han vender tilbage, får en ny spiller til at melde sig på banen. Mads Lund har fået nok.
Mads Lund er en mand, der kan kunsten at gøre en god forretning. I 1979 købte han en edb-maskine med 5 mb harddisk for 40.000 kroner. Seks år senere havde hans selskab Danline Software over 40 ansatte og kontorer i Fredericia, København og New York. Det firma er i dag solgt og afløst af det lidt mindre foretagende Danline Innovation, hvor han selv er direktør.
Lund er liberal, og i 1990 blev han valgt i byrådet for Venstre. Op til kommunalvalget i 1998 kæmpede han med Peder Hvejsel om at blive partiets spidskandidat – en kamp Hvejsel trak sig sejrrigt ud af. To år senere røg Mads Lund så helt ud af partiet, primært fordi han ikke ville acceptere, at byrådsgruppeformanden skulle have to stemmer ved afstemninger. Den samme dag, hvor Lund blev ekskluderet, stiftede han Borgergruppen, som han siden har repræsenteret i byrådet.
I det meste af sin byrådstid har Mads Lund indtaget en mere perifær position i byrådet uden synderlig indflydelse. Men det ændrede sig med ét ved valget i 2009, hvor han pludselig befandt sig som tungen på vægtskålen i det 21 mand store byråd.
Umiddelbart lignede det et reelt borgerligt flertal på 11 mod 10, men så nemt skulle det ikke blive, og Fredericia skulle blive den sidste kommune, der fik sin konstituering på plads. Mads Lund forhandlede både til højre og venstre og forsøgte at udnytte sin favorable position til selv at tage borgmesterposten.
Da røgen havde lagt sig over den gamle fæstningsby, var det dog med det forventede borgerlige flertal og Venstres spidskandidat Thomas Banke som borgmester. Men det var også med Mads Lund som 1. viceborgmester, formand for to udvalg og en håndfuld bestyrelsesposter.
»Alle kan jo tælle til 11, og Mads Lund solgte sig dyrt. Det kan man ikke klandre ham for. Han fik mange poster og blev en travl mand,« konstaterer Henning Due Lorentzen om sin byrådskollega.
»Jeg følte mig dømt som tyv, uden at have fået chancen for at bevise min uskyld, og samtidig har de personer, der ville skade mig, haft fri adgang til at sige alt det, de ville. Enhver nuance, der var til min fordel, blev luget væk.«
Thomas Banke, tidligere borgmester
Men de prestigefyldte poster var ikke det eneste krav, Mads Lund stillede for at støtte Thomas Banke. Den dag, Banke bliver indsat som borgmester, annoncerer Mads Lund, at de har underskrevet en såkaldt ’moralsk aftale’, om at Thomas Banke skal gå af som borgmester, hvis mindst seks borgerlige byrådsmedlemmer ikke mener, han gør det godt nok – eller som Mads Lund selv formulerer over for Fredericia Dagblad: ”Han har bare skrevet under på, hvordan han vil opføre sig”.
Nogle mener, aftalen var Mads Lunds krog til eventuelt at kunne vippe Banke af pinden og tilrane sig borgmesterposten undervejs i forløbet. Lund forklarer selv, at han simpelthen var usikker på, om Thomas Banke var mand for at lægge det arbejde, der kræves.
»Vi var bekymrede for, om Venstres kandidat var i stand til at udfylde stolen – om han var flittig nok. Vi havde jo siddet i byråd sammen med ham, hvor han havde vist en lidt afslappet tilgang til tingene. Thomas er en oratorisk begavelse, men han havde ikke just sendt et signal om at være myreflittig,« fortæller Mads Lund.
Samarbejdet mellem de borgerlige byrådsmedlemmer bliver dog langt fra nogen skovtur. Alliancen slår sprækker, ikke mindst på grund af dårlig kemi mellem Mads Lund og det konservative byrådsmedlem John Bader. Lund har en kontant facon, men Bader vil ikke lade sig hundse med, og da de kommer til at sidde i samme udvalg – Teknisk Udvalg – er det som en krudttønde, der kan eksplodere ved den mindste gnist. Det sker da også flere gange, blandt andet da Bader stemmer en legeplads igennem med S og SF.
Samtidig er der klager over den måde, Mads Lund gebærder sig på over for embedsmændene. Nogle mener, viceborgmesteren blander sig en kende for meget i sagsbehandlingen og med sin kontante facon dirigerer rundt med forvaltningens medarbejdere.
I forsommeren 2011 er John Bader angiveligt klar til at stemme sammen med Socialdemokraterne og SF for et mistillidsvotum til Mads Lund som formand for Teknisk Udvalg. Det borgerlige flertal er ved at blive sprængt, og Thomas Banke må gøre noget. Det bliver Mads Lund, der bliver ofret.
»Jeg kan huske, at jeg i pinsen bruger hele weekenden på nogle tyskere fra en venskabsby, og efterfølgende giver Thomas mig en gave, fordi jeg havde været så flittig. En flot schweizerkniv. Så tager jeg på en studietur til Korea, og da jeg kommer hjem, er der Tall Ships Race. Vi indvier en båd klokken 15, og klokken 16 tager han mig med op på rådhuset og fortæller, at han har været nødt til at omkonstituere byrådet,« fortæller Mads Lund.
Lund er ude, forstået på den måde at han mister sine formandsposter og formelt står uden for flertalssamarbejdet i byrådet, der nu består af en bred koalition hen over midten. Han er skuffet, men ikke knust, og udadtil bliver der ikke noget opgør mellem ham og Banke. I stedet læner Mads Lund sig tilbage og venter med en vis tålmodighed på at se, hvor længe Thomas Banke kan holde sammen på den nu endnu mere brogede flok.
Efter knap et år begynder sprækkerne at indfinde sig. I forbindelse med en sparerunde får Mads Lund de borgerlige partier til at stemme for sit forslag om at undtage skolerne for besparelser – uden at den røde blok bliver orienteret.
De er rasende, og hævnen kommer ved sommerens budgetforhandlinger.
»Jeg kommer hjem fra ferie, og vi skal til at lave budget. Inden jeg rejser, har jeg sagt til Thomas: Husk, du er nødt til at have flertal for dit budget. Og så stemmer S og SF imod,« fortæller Mads Lund.
Det gør han så også selv, men Banke er rasende på sine koalitionspartnere, og han tilbyder Mads Lund at spole filmen tilbage og genkonstituere byrådet i det oprindelige set-up.
Og således kan Mads Lund i september 2012 genindtage sine formandsposter og rollen som det afgørende mandat for det borgerlige bystyre.
Samarbejdet mellem Thomas Banke og Mads Lund bliver af flere beskrevet som noget, der har karakter af et far-søn forhold. Selv om Banke formelt er førstemanden, lægger Lund ikke skjul på den magtsituation, han som tungen på den parlamentariske vægtskål står i. Banke støtter sig i høj grad op af Lunds mangeårige erfaring som byrådspolitiker, politisk er de meget enige, og Lund har også et langt stykke hen ad vejen fidus til den unge Venstre-komet.
»Thomas er velbegavet, en flink fyr og absolut sympatisk. Han minder lidt om mig – han er bedre til at bore huller end passe pumperne. Der kunne være meget kort fra ide til action,« fortæller Mads Lund.
Til gengæld bryder han sig ikke om den lidt skødesløse tilgang, Thomas Banke nogle gange udviser. For eksempel er Bankes iPad en konstant kilde til irritation hos Mads Lund.
»Vi sidder til et møde i Økonomiudvalget, der starter klokken syv. Fem minutter over syv uploader han et billede på sin Facebook-profil. Og tyve minutter over syv kommenterer han det fandeme igen. Bagefter siger jeg til ham: Hvis du gør det igen, så får jeg din iPad taget fra dig, og så kan du få en gammeldags bærbar.«
På samme måde ser han på de situationer, hvor Banke virker påvirket. Ved et møde med nogle embedsmænd sidder han og er ved at falde i søvn. Mads Lund bliver rasende, og efterfølgende giver han borgmesteren en regulær skideballe.
Lund er også blandt dem, der i efteråret 2012 lægger størst pres på i forhold til medicin-sagen. Han vil have aftaler om, at Banke kommer i behandling, at han ikke kommer på arbejde, når han har taget medicin, og så vil Mads Lund have lægelig dokumentation for, at Thomas Banke er stoffri. Det er det, som bliver diskuteret i den mail-korrespondance, som Peder Hvejsel af en eller anden grund kommer til at sende til VLR.
Susanne Eilersen er også bekymret for Bankes medicinforbrug og vil gerne have ham i et behandlingsforløb. Men hun bliver alligevel forarget, da hun ved et møde blandt de borgerlige byrådspolitikerer hører om Mads Lunds krav om dokumentation.
»Thomas informerer os om, at Lund har bedt om de prøver. Vi synes, det er lidt grænseoverskridende og intimiderende, og det siger vi til Thomas. Men han siger, at nu gider han ikke mere ballade. Nu skal der ro på, og han kan bevise, at han er på en nedtrapnings-kur,« fortæller Susanne Eilersen.
Thomas Banke går til sin læge for at få lavet en urintest, der måler indholdet af medicinske stoffer i kroppen. Men han er bekymret for, om nogen i testforløbet vil kunne opsnappe hans personlige sundhedsoplysninger.
»Folk er jo nysgerrige, når der er tale om offentlige personer. Jeg har to gange oplevet, at min postkasse har stået vidt åben. Derfor vælger jeg at få det gjort anonymt. Og det havde hverken klinik eller laboratorium noget problem med,« fortæller Thomas Banke.
Anonymiseringen foregår helt konkret på den måde, at Bankes læge sender urintesten ind under navnet Julius Juliusen. Til gengæld skriver lægen under på, at resultatet, der kommer tilbage, er resultatet fra Thomas Bankes urin.
Ved mødet med de borgerlige byrådsmedlemmer, hvor sagen bliver diskuteret, får Banke ikke mindst stor opbakning fra partifællen Kenny Bruun Olsen.
»Thomas forklarede, at han ikke ville have sit navn til at stå på urintesten, så han vil bruge et alias. Så foreslår Kenny Bruun Olsen, at han tager med Thomas ned på privathospitalet for at bevidne, at navnet på testen er Thomas’ alias,« fortæller Susanne Eilersen.
Således bliver aftalen. Thomas Banke får lavet en test, og Kenny Bruun Olsen bliver vidnet, der først og fremmest over for Mads Lund kan sige god for Thomas Bankes dokumentation.
Thomas Banke inviterer Mads Lund – og for øvrigt også Nana Hanghøj fra Fredericia Dagblad – op på borgmesterkontoret for at fremvise prøven. Hanghøj nævner det i en bisætning i en artikel, og så er der sådan set ikke mere omkring den sag.
Indtil 9. januar hvor Bankes gamle urinprøve pludselig bliver hot stuff.
Mens bilagssagen spidser til op under jul, holder Mads Lund lav profil i pressen. Beslutningerne i Økonomiudvalget og byrådet er blevet, som han ønskede det, og de interne skærmydsler i Venstre-gruppen behøver han ikke at blande sig i.
Men da Thomas Banke den 8. januar erklærer, at han nu vender tilbage fra sin sygeorlov, får piben en anden lyd.
»Hvis Thomas havde valgt at gå i behandling, så kunne han være kommet tilbage. Og hvis han havde ageret nogenlunde som forventeligt. Men det med, at ingen kunne styre ham … at han kom efter jul og sagde: Her har I mig tilbage. Der var for mange, der tænkte: Manden er jo livsfarlig,« siger Mads Lund.
Den efterfølgende dag kontakter han Venstres byrådsmedlemmer.
»Den morgen siger jeg til Venstre: Nu siger jeg det sgu, som det er.«
Kort tid efter står TV 2-reporten Andreas Lykke Sognstrup ved Mads Lunds kontor i det nordvestlige Fredericia.
»Det er morgenen efter, at Banke har sagt, han skal tilbage i borgmesterstolen. Så News-redaktionen forsøger at line nogle interviews op, og jeg jagter rundt og laver dem. Mads Lund har egentlig ikke villet blande sig, men når nu Banke vil tilbage, synes han alligevel, han vil sige noget,« fortæller Sognstrup.
Inden live-interviewet snakker han løst med Lund om, hvad han mener om sagerne.
»Han nævner også noget med en lægeerklæring, men jeg er lige i tvivl om, hvad han egentlig vil sige, når kameraet kører.«
Klokken 9.02 stiller studieværten om til Andreas Lykke Sognstrup, der starter med at spørge Mads Lund, hvorfor han ikke har tillid til Thomas Banke. Lund svarer, at alle godt kan lide Thomas, men han ikke kan acceptere den måde, han agerer som borgmester. Sognstrup vil høre nogle eksempler på, at Banke har svigtet, og dertil siger Mads Lund:
”Jeg har kæmpet med, at han ikke skal opdatere sin Facebook og læse avis midt i møderne, og han har sagt undskyld og lovet bedring. Så kom det, at han rent faktisk var påvirket af piller. Så lovede han at gå på afvænning. Det fik han ikke ud i livet. Så så jeg nogle højst besynderlige erklæringer om personer, der ikke findes, der skulle være ham. Altså en hel masse som ikke holdt vand, når det kom til stykket”.
Den havde Andreas Lykke Sognstrup ikke set komme, og han lyder næsten helt befippet, da han afbryder Mads Lund for at få ham til at uddybe.
”Der er eksempler på, at han har siddet til møder og ikke kunnet holde sig vågen, og han har også selv erkendt, at han har været påvirket. Han siger, det er morfin, det vil jeg vælge at tro på …” fortsætter Mads Lund og begynder så at tale om rodet i regnskaberne. Igen må Sognstrup afbryde for at få ham til at uddybe og forklare sine antydninger.
”Det er, at han i forbindelse med, at han skal dokumentere for mig, at han ikke er påvirket. Så kommer han og viser mig en lægeerklæring udstedt til en person, der hedder Julius Juliusen. Jeg kan jo bare sige: Det kan jeg ikke bruge til noget … du hedder Thomas Banke. Jeg har aldrig efterforsket det videre, jeg er sådan set også ligeglad med hans lægeerklæringer og urinprøver … der har bare været så umanerligt mange gange, hvor Thomas har lovet noget, og så er det ikke blevet til noget”, siger Lund.
På det tidspunkt har Bankes medicinproblemer spillet en relativt ubetydelig rolle i landsdækningen af sagen. Det har været bilagsrodet og partiets interne rivegilde, der har lavet overskrifterne. Men med et slag er misbrugs-dagsordenen tilbage. Og ikke alene antyder Mads Lund et fortsat ukontrollabelt misbrug af ukendte stoffer, han antyder også et decideret dokumentfalskneri.
Knap et kilometer derfra sidder journalisterne på Fredericia Dagblad og ser Mads Lund-interviewet. De har hørt beskyldningerne fra Mads Lund før, men det har altid været uden for referat.
»Jeg tænker lidt: Ahh Mads, hvorfor kunne du ikke have sagt det til mig til blokken? Det var jo nærmest et karaktermord, han begik der,« fortæller Nana Hanghøj.
»Det er ret friskt at vælge at begå karaktermord for åben skærm,« tilføjer Thomas Juul.
Senere om formiddagen laver Andreas Lykke Sognstrup et interview med Thomas Banke, hvor Banke forsøger at forklare sammenhængen. Indslaget bliver senere præsenteret på Tv2.dk under rubrikken ”Borgmester erkender falske lægedokumenter”.
En anden, der ser indslaget i News, er Susanne Eilersen. Og hun er harmdirrende.
»Jeg blev gal, det skal ikke være nogen hemmelighed. Det var under al værdighed at udstille Thomas på den måde. Mads Lund lader Thomas hænge i luften som en, der oven på sin svindel med bilag og misbrug medicin – som måske er andet end medicin – også er bedrager … måske, måske ikke. Det er virkelig at træde en person ned i muddergrøften.«
Som dagen skrider frem, forstår hun ikke, at Kenny Bruun Olsen ikke træder frem og forklarer den rette sammenhæng om Bankes Julius Juliusen-alias, som han jo selv var med hos lægen for at bevidne.
Om aftenen skriver hun i en sms til Kenny Bruun Olsen:
”Kenny, du, der taler så meget om værdighed, lader Mads nedgøre TB for åben skærm om prøven med navnet Julius … Dig, som selv var med Thomas for at kunne bekræfte ægtheden af prøven, du burde skamme dig…”
Men Kenny Bruun Olsen har faktisk dementeret.
»Da det kommer frem, hvad Mads Lund har sagt, bliver jeg med det samme ringet op af TV 2, DR og et dagblad. Jeg fortæller dem alle, at jeg har set det her stykke papir, som lægen har skrevet,« fortæller han.
Men ingen steder hører eller læser man Bruun Olsens ord for, at lægeattesten faktisk er god nok. Ikke ud over en bisætning i næste morgens BT, hvor vinklen i øvrigt fastholder, at der var tale om ulovligheder.
Kenny Bruun Olsen forklarer i dag, at han i sin tid viste testen, der beviste, at Thomas Banke var stoffri, til Mads Lund. Senere fik han så lægens attest for, at Julius Juliusen var Thomas Bankes alias. Men det papir glemte han at vise til Mads Lund.
»Der skete så meget i de dage … Det var en dum forglemmelse, som jeg er ked af over for Thomas.«
Han overvejede ikke at gå ud med en decideret pressemeddelelse.
»Jeg regner jo med, at når jeg siger det til medierne, så vil historien blive dementeret. Men det er åbenbart ikke så spændende,« siger Kenny Bruun Olsen.
Så Mads Lunds ord om mystiske lægeerklæringer får lov at hænge i luften.
Og imens drøner begivenhederne videre.
Indslaget med Mads Lund er langt fra det eneste, der rammer Thomas Banke den dag. I et indslag, som en amerikansk dustbuster næppe kunne have planlagt bedre, laver TV 2 et interview med den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte. Han har fulgt sagen tæt, fortæller han, og han kalder Thomas Banke et mandfolk og opfordrer ham til at stå fast.
Er der én person, som Thomas Banke næppe vil have som bonkammerat i lige præcis de dage, så er det den mand, der sværtede sit parti godt og grundigt til gennem et umådeholdent forbrug af kommunens penge til luksus-vin og andre private fornøjelser.
Mens kameraerne snurrer, og reporterne pløjer gaderne tynde, udløber det ultimatum, Venstre-byrådsgruppen har stillet til Thomas Banke om at trække sig. Gruppen meddeler derfor Venstres landssekretariat i Søllerød – og pressen – at Thomas Banke nu er ekskluderet. Det sætter lavinen i gang. Bestyrelsen i partiforeningen har allerede besluttet, at en eksklusion af Thomas Banke vil medføre en mod-eksklusion af de fire byrådsmedlemmer, og den bliver effektueret samme dag. Eneste tilbageværende byrådsmedlem er derefter Pernelle Jensen, Jakob Ladingkærs kone, der valgte at støtte Banke. Og da hun nu alene udgør byrådsgruppen, har hun bemyndigelse til at ophæve eksklusionen af Banke. Det sker også onsdag den 9. januar.
”Kaos”. ”Sæbeopera”. Medierne flyder naturligvis over med hånlige beskrivelser af den absurde politiske situation i Fredericia. Journalisterne har travlt – men også en fest.
»Det gik helt amok. Først var vi på rådhuset, så drønede vi rundt til de forskellige byrødder – den ene time var de ekskluderet, den anden var de ikke. Til sidst var der det store møde, som vi havde fundet ud af foregik nede i et rødt bindingsværkshus. Der stod vi fra 17-18-tiden til 23. Vi anede faktisk ikke, om det var der,« fortæller Lasse Ravnø.
Han havde egentlig fri den onsdag. Men da han havde været i Fredericia de forgående dage, var det ligesom blevet ’hans sag’, og han fik sin kone til at tage fri, så han selv kunne stå for dækningen.
»Det var en spændende sag, netop fordi den rullede fra time til time. Det var virkeligt sådan, at man stod med mikrofonen i den ene hånd og telefonen i den anden og ringede kilder op. Man vidste aldrig, hvad folk ville sige, når de kom ud fra møderne. Nyheder opstod direkte. Så på den måde var der fart på,« fortæller han.
Det synes Jakob Ladingkær også, der var – lidt for meget fart på.
»Det kom bare hele tiden. Hver gang, man havde udtalt sig, pakkede de kameraerne sammen, kørte hen til et de fire byrådsmedlemmer og valgte den bedste kommentar. Det var den måde, vi snakkede sammen på i en uge – over direkte tv.«
Han forsøgte forgæves at etablere dialog og møder mellem de stridende fløje, men kommunikationen var simpelthen ude af hans hænder.
»Der skal jo ske noget, så journalisterne kører bare rundt blandt de indblandede og sender ukritisk deres udtalelser videre. De sætter ikke spørgsmålstegn ved det, der bliver sagt. Der er fuldstændig åben mikrofon,« siger Ladingkær.
Der er forskel på at interviewe lokalpolitikere og landspolitikere, hvor kommunikationen fra sidstnævnte ofte er styret og strategisk tilrettelagt, bemærkede Lasse Ravnø.
»De var jo meget åbne om processen, og hvor de var. Der var ikke nogen, der var inde over, og der var ikke det der filter …« siger han.
Jakob Ladingkær fortæller, hvordan han reelt ikke var i stand til at gå på arbejde den uge, hvor Fredericia var hovedstaden i nyheds-Danmark. Han havde foretrukket jobbet.
»Det er sgu hårdt. Der går nogle uger, før man er ovenpå. Men man får sig en omgang intens medietræning. Til sidst er man ligeglad med, om det er live eller båndet, man snakker bare.«
Også Susanne Eilersen havde nogle opslidende dage – og søvnløse nætter – i den uge. Det, der nagede hende mest, var ikke så meget, at hun skulle udtale sig, men at hun reelt ikke selv kunne få lov at bestemme, hvad hun ville sige.
Hun var ked af den personlige hetz, der i hendes øjne var mod Thomas Banke, og hun havde også lyst til at tage Banke i forsvar over for nogle af de urigtige påstande. Problemet var bare, at hun ikke kunne få lov at forsvare Banke, uden at hun af journalisterne blev stillet til regnskab for bilagsrodet.
»Vi ville ikke forsvare det, han gjorde. Men der kom nogle ting frem, som ikke var rigtige, om at han havde bedraget og lignende. Det prøvede vi så at sige, men lige meget hvad vi gjorde – ringede til journalisten og sagde: Det er ikke rigtig, det, du har skrevet – så kunne jeg se, at uanset, hvordan man formulerede tingene, så blev det fortolket anderledes,« siger Eilersen.
Hun rådførte sig med mere erfarne politikere blandt andet på Christiansborg, og budskabet herfra var, at det bedste ville være at trække følehornene til sig og lade Venstre om at tage pressens opmærksomhed.
Det var også grunden til, at hun ikke gik ud og modsagde Mads Lunds mistænkeliggørelse af Thomas Banke den 9. januar.
»Ja. Jeg havde lyst til at gå ud og sige: Det er simpelthen løgn. Men jeg gjorde det ikke.«
Torsdag den 10. januar er aviserne proppet med stof om den vanvittige onsdag i Fredericia. Samtidig bliver det mere og mere klart, at sagen har udviklet sig til en politisk belastning for partiet Venstre i almindelighed og for Lars Løkke Rasmussen personligt. De gensidige eksklusioner er grinagtige i offentlighedens øjne, og samtidig vækker sagens indhold nogle rigtigt kedelige minder om Brixtofte og kritikken af Lars Løkkes egen amtsborgmester-tid.
Om formiddagen holder Venstre gruppemøde på Christiansborg, og da Løkke træder ud, er det tydeligt, at han har noget, han gerne vil sige.
”Det, jeg vil sige helt principielt, er, at vores forståelse af demokrati er, at når man har et politisk tillidshverv, så skal man også have tilliden på plads. Og har man ikke det, så skal man ikke have det hverv”, siger Lars Løkke.
Han bliver spurgt til Bankes genindtræden, og igen svarer han i generelle vendinger:
”Situationen i Fredericia er noget rod, og jeg opfordrer til, at man får ryddet op”.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad Lars Løkke mente med de ord, så sad de politiske kommentatorer i kø for at udlægge teksten: en fyreseddel til Banke.
På det tidspunkt sidder Thomas Banke i et tog på vej mod København. Han skal deltage i en radiodebat i P1, men med kort varsel aflyser han fra toget aftalen samt alle andre interviewaftaler, han havde.
Hans ankomst til Hovedbanegården er ventet med spænding. Journalister, fotografer og kamerafolk har taget opstilling for at få de første kommentarer fra borgmesteren, der nu er blevet undsagt af sin egen partiformand. Men Thomas Banke sniger sig lige så stille uden om klumpen af ventende pressefolk og over på den anden side af perronen, hvor der holder et tog, der går tilbage til Jylland. Her bliver han siddende til Fredericia, hvor Jakob Ladingkær tager imod ham.
»Lars Løkke kunne lige så godt have sagt: Træk dig, Thomas Banke, eller bliv smidt ud. Og den fanger Thomas med det samme. Da han kommer tilbage til Fredericia, tager jeg imod ham, og vi tager en snak. Men han har besluttet sig..«
Klokken 16 holder Thomas Banke et velbesøgt pressemøde, hvor han meddeler, at han trækker sig som borgmester.
Hvad der siden sker i Fredericia, må betragtes som efterspil. S og SF melder efter to dage ud, at det er op til Venstre-gruppen at finde en ny borgmester, som man nok skal støtte op om. Og dagen efter står det klart, at den nye borgmester bliver Kenny Bruun Olsen. Samme dag meddeler Banke, at han også trækker sig som byrådsmedlem.
Sagen om ulovlig omgang med kommunens penge, som en borger anmeldte til politiet, bliver efterforsket i løbet af foråret og venter nu på sin afslutning.
Hvad der væltede Banke, er naturligvis et spørgsmål, man kun kan lege med. Men det skal der jo også være plads til.
»Det, han i virkeligheden faldt på, er ikke, hvad der sker i kommunen. Det er den betydning, sagen får for Venstre på landsplan. Problemet for Venstre er, at der er nogle Venstre-folk, der opfører sig latterligt. Og det får nogle klokker til at ringe om bilagsrod i Farum, men også det bilagsrod der var i Løkkes fortid som amtsborgmester. Var det ikke sket, havde han nok siddet som borgmester i dag.«
Sådan siger kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Han hæfter sig ved, at de sager, som mediestormen har hvirvlet op, er sager, der reelt er under afslutning. Bilagsrodet er blevet ryddet op, og manden er i gang med et nedtrapningsforløb for sin medicin.
I Thomas Bankes øjne har hele forløbet været én lang tur i mediemæssig modvind, startende med det tip, der fik TV 2 til at søge aktindsigt i hans bilag, og kulminerende i de hektiske januar-dage.
»Når næsten 50 journalister vil have fat i mig på samme tid, så er tingene løbet ud af proportioner. Jeg synes, medierne piskede en stemning op uden at forholde sig til sagens substans og uden at inddrage væsentlige vinkler. Jeg følte mig dømt som tyv, uden at have fået chancen for at bevise min uskyld, og samtidig har de personer, der ville skade mig, haft fri adgang til at sige alt det, de ville. Enhver nuance, der var til min fordel, blev luget væk. Når man er i sådan en storm på dag to, har man til sidst kun et eneste valg: at trække sig.«
Og så er der selvfølgelig dem – og de er mange – der siger, at Thomas Banke ligger, som han har redt. At både hans medicin-problemer og hans bilagsrod var uacceptabelt, og at han ikke var rettidig og gjorde nok for at komme problemerne til livs.
I journalist Thomas Juuls øjne var bilagene en detalje.
»Det handler ikke kun om bilag og sjusk. Det handler om hele hans borgmesterperiode og en stigende mistillid. Bilagssagen var selvfølgelig ikke i orden, men så er det heller ikke vildere. Det er en mistillid, der blev bygget op gennem lang tid og ventede på at kulminere. Og det handlede også om hans facon, som nogle gange kunne være en enorm styrke, men andre gange en svaghed.«
17 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
En suveren velskrevet artikel, som i den grad sætter fokus på mediernes ufattelige magt og magtmisbrug! Nu dømmer man helt uden rettergang og agerer gerne offenlig bøddel ved nutidens gabestok af papir og tryksværte! Fredericia Dagblad brillierede atter ved at gå direkte efter Fredericias borgmester og glemme alt om saglig journalistik. Derfor er min glæde oprigtig stor over, at denne velskrevne artikel atter giver håb for fremtidens budbringere af nyheder og saglig journalistik!
Alt andet burde høre middelalderen til!
Hanghøj har begået en artikel i Fredericia Dagblad med afsæt journalisten.dk´s historie, hvor denne enestående journalist ikke får sagt undskyld for sin del af festen - selvom hun dog gentager, at mailen var kommet redaktionen i hænde ved en fejl.
Man kunne have forventet et "undskyld" herefter, men nej.
Hanghøj forsøger så at modificere sin brøde, for nu handler det ikke mere om "misbrug", men om "forbrug".
Vi er altså derhenne, hvor Hanghøj mener, at lægeordineret medicin er noget man forbruger. I daglig tale indtager man medicin, man er blevet ordineret ved lægen og har hentet på apoteket, men hos Hanghøj er medicin noget man forbruger.
Hvornår siger Hanghøj UNDSKYLD?
Kommentaren er ganske enkel: Fremragende redegørelse.
Ja - dygtigt håndværk - lækkert at læse en sprogekvilibrists udfoldelser og føle sig inddraget, og jo nærmest få lyst til en hel bogudgivelse. Tonsvis af gode tjekpoints !!! RESPEKT !
Befriende at læse rigtig journalistik igen, -til en forandring, TAK! Denne historie viser på godt, og især ondt, "Den Fjerde Statsmagt's" styrke og svaghed. Artiklen er en drejebog til den TV-dokumentar de samme TV-folk burde lave som bodshandling. Husk historien fortsætter til november når der er valg igen. Lad os håbe demokrati og god journalistik vinder til den tid.
Flere