search

Live-tv på JP.dk boomede under KB-branden

JP.dk oplevede eksplosive seertal, da de sendte live-tv fra branden i KB-Hallen i går. »Vi taler om femcifrede seertal,« fortæller tv-redaktør Jacob Bendixen Andersen til Journalisten.dk.

JP.dk oplevede eksplosive seertal, da de sendte live-tv fra branden i KB-Hallen i går. »Vi taler om femcifrede seertal,« fortæller tv-redaktør Jacob Bendixen Andersen til Journalisten.dk.

Det var en stor nyhed i går, da der var storbrand i KB-Hallen. Og branden styrkede en særlig niche på nettet: Live-tv.

Det fortæller JP.dks tv-redaktør, Jacob Bendixen Andersen. JP.dk satsede på at vise branden i live-billeder, og det var en stor succes.

»Det glæder os vanvittigt meget, at folk ser med, fordi de direkte billeder journalistisk set tilfører os rigtigt meget. Det er simpelthen en stærk måde at dække en sådan nyhedsbegivenhed på,« siger han.

Og overraskende mange seere kiggede med på live-billederne af den brændende hal.

 »Vi taler om femcifrede seertal – det er rigtigt flot. Især fordi det jo er over en relativ kort periode, mens folk er på arbejde. Det styrker os i troen på, at vi netmedier sætter dagsordenen, mens folk er ved computeren. Når folk så kommer hjem og sætter sig i sofaen tager fjernsynet over – endnu i hvert fald,« siger han til Journalisten.dk.

JP.dk har sendt direkte tv i godt et år, og det er ved store begivenheder som branden i KB-Hallen, at læserne virkelig tager konceptet til sig. Eller på valgnatten.

»Under branden i går nåede vi det næsthøjeste seertal på en live-udsendelse hos os. Kun overgået af valgnatten for et par uger siden, hvor vi også sendte direkte,« fortæller Jacob Bendixen Andersen.

En anden interessant pointe i forhold til live-tv på nettet er, at kvaliteten ikke er afgørende for seerne, mener han.

»Vi ser en klar tendens til, at når det drejer sig om 'breaking news', så er selve kvaliteten af videoen ikke det afgørende. Det drejer sig mere om 'at kunne se med'. Nu er vores livevideo faktisk ret god kvalitet, men en del af de andre klip fra KB-Hallen i går var lavet med iPhone og sendt hjem med mail via telefonen.«

JPs tv-hold lagde løbende små videoklip fra branden ud på sitet, som læserne kunne følge. Disse klip blev ifølge Bendixen Andersen set cirka 30.000 gange.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen