JydskeVestkysten vil helt tæt på læserne. Fra august har hver lokalredaktion fået en bil, så medarbejderne kan lave mojo-journalistik og zoome ind på det, borgerne sludrer om over køledisken. Fagbladet Journalisten drog i marken
for at finde ud af, om historier kan blive for snoldede.

Fagbladet Journalisten sender sine medarbejdere i kort praktik på forskellige journalistiske arbejdspladser. Ida Nyegård Espersen har besøgt JydskeVestkysten som mobiljournalist.

Kombinationen af nuet og det nære er essensen af mojo-journalistik, hvor journalisterne skifter kontoret ud med et kamera og laptop i bilen og kører rundt og rapporterer live til nettet. På JydskeVestkysten skal borgerne involveres mere, især på nettet, lyder målsætningen. Derfor er lokalredaktionerne fra august 2010 blevet udstyret med mojo-grej, så de kan komme ud over rampen som mobiljournalister og køre egnen tynd for gode historier og topaktuelle hændelser.

Læresætning nummer 1: Husk kameraet
Første mojo-spadestik foregår i Ølgod 25 kilometer fra Varde. Min midlertidige praktikvejleder, Dorthe Knudsen, har dækket byens gøren og laden i flere år. I dag skal der skrives om et begyndende vejarbejde i gågaden, fordi det kan påvirke butikkernes indkomst.

Dorthe Knudsen går ind i "Din Tøjmand" og siger »Hva så?« uden yderligere præsentation. Ejeren, Lindholm, giver sig prompte til at tale om vejarbejdets betydning, mens hun noterer på blokken. Ikke så mange spørgsmål. Dorthe Knudsens respons: »Det er jo det« kompenserer fuldt ud for de opfølgende spørgsmål, for Lindholm ved, hvad det handler om. De kender jo til hinanden. Jeg holder mig i baggrunden og nøjes med at observere. Med digitalkameraets rem om nakken tager hun to billeder af ham. Han poserer i stolt erhvervsmandspositur med hænderne i "talestolsgreb" på et rullebord med skjorter foran en arbejdende gravko.

Det er samme omgang hos bageren fire butikker længere nede ad gaden. Han var også kilde i Dorthe Knudsens artikel fra Ølgod for tre dage siden. I anledning af et open by night-arrangement var bageren klædt ud som barmfager kvinde i tyrolermundering. Det gav mange klik på Jv.dk.

Herefter besøger vi "Skobutikken" for at høre om vejarbejdets konsekvenser. Vi må returnere igen, fordi Dorthe Knudsen har glemt, at ejeren skal fotograferes. Tidligere tog de professionelle fotografer på JydskeVestkysten alle billeder. De kunne snildt have 10-12 forskellige opgaver dagligt og brugte samtidig meget af arbejdstiden på at tilbagelægge store afstande mellem hver fotobestilling.

Dorthe Knudsen sætter sig på knæ ved bilens bagagerum, lægger otte billeder på nettet og skriver 300 tegn som brødtekst.
»Det er ikke fantastisk fotomæssigt. Pointen er, at vi har været her. Med mojo kommer vi andre steder hen, end vi ellers ville have gjort. Det er vigtigt, at vi er der for de få.«

Jeg er meget spændt på at se, hvor mange "de få" dækker over. Hvem der vil læse historien. Ud over butiksejerne har vi kun set to mennesker i byen på en time, hvoraf den ene var journalist på Ugeavisen Tistrup-Ølgod.

•På jagt. Praktikvejleder Dorthe Knudsen går rundgang i stiv kuling med computer i favn for at søge efter sendesignal. – foto: Hans Christian Jacobsen

Læresætning nummer 2: Husk avisen
Min tid som mojo-jomfru ender i Starup-Tofterup – "mulighedernes by", gør byskiltet i øvrigt opmærksom på. Her skal Dorthe Knudsen skrive, og jeg skal fotografere fra et motionsløb i anledning af byens festuge.

Det pisser ned, og jeg søger tilflugt i et stort bolchefarvet telt med regnbukser på armen og digitalkamera om halsen. Folk bemærker, at der er fremmede i teltet, men en fotovest og større linse havde været kærkommen for min autoritet som pressefotograf. Mest af alt føler jeg mig som den ukendte kusine, der er kommet til familiefest uden varsel. Lidt undskyldende.

Folk er utroligt imødekommende. Billederne er rædderlige. Ufrivillig tunge ud ad munden, lysende reflekser på tøjet, røde øjne og overbelyste, ligblege ansigter. De manglende fotoevner bliver understøttet af kameraet, som har så lang lukketid, at smilene når at stivne i en kunstig grimasse hos de affotograferede.

Imens går Dorte Knudsen rundt på parkeringspladsen med routeren i forskellige retninger, for signalet lader vente på sig. Det dukker dog op, og vi får smidt to nyheder på nettet. En på 211 tegn fra fem-kilometerløbets start og en på 422 tegn fra dets slutning. Allerede efter en halv time har startskuds-artiklen fået 105 klik. Der er utvivlsomt imponerende, når cirka 250 af byens 1100 beboere har været i festteltet i det tidsrum.

»Der er sådan lidt Find Holger over det. Folk skal lige ind og se, om naboens søn eller deres kone er med på billederne,« siger Dorthe Knudsen.

Bagefter kører vi 30 kilometer tilbage til redaktionen i Varde for at skrive en artikel om motionsløbet til morgendagens avis.
Vi har tilsyneladende været så optaget af mojo-arbejde, at vi har glemt at tænke på en vinkel til avisen. Så avisartiklen bliver en lidt længere variation over nethistorien "Pladsen ved stadion i Starup var fyldt med løbelystne folk, der skulle ud og løbe fem eller ti kilometer. Det holdt tørvejr, da løberne skulle af sted …" Artiklen bliver trykt med de samme tvivlsomme billeder, jeg tog til webben.

»Man skal virkelig lige vænne sig til at tænke på flere medier samtidig. I stedet for at bruge tiden på at tale med folk under løbet og finde en avisvinkel, sad jeg i stedet inde i bilen for at lægge noget nyt på nettet med det samme,« siger Dorthe Knudsen.

Man må håbe, at borgerne er lige så nysgerrige efter at finde Holger i avisen. Igen.

Læresætning nummer 3: Husk signalet
Senere følger jeg i hælene på Bente Jacobsen. Hun har været journalist på Varde-redaktionen i mere end 30 år, kender Gud og hver mand og skriver dagligt cirka tre hele sider i tabloidformat til avisen. Vi skal rapportere fra optakterne til Ho fåremarked. Ho by huser ikke meget mere end 200 indbyggere. Men en gang om året – sådan har det efter sigende været siden 1688 – er der kræmmermarked, og byen bliver invaderet af godt 100.000 krejlere og andet godtfolk. »Jylland tipper næsten den weekend,« siger Bente Jacobsen.

På vej til Ho kører vi gennem Jarderup, "Årets landsby 2009", og Billum med sloganet "Laaangt ude, men tæt på alt det, der betyder noget".

I Ho tager Bente Jacobsen et-to billeder af hvert motiv uden så mange dikkedarer og interviewer effektivt Tonny og Kenny. Henholdsvis tivoliejer og altmuligmand, mens de er ved at læsse fire paller pomfritter og sætte et telt op.
Hurtigt tilbage til bilen. Intet sendesignal. 23 kilometers kørsel tilbage til redaktionen i Varde, inden artiklen kan blive lagt på nettet. Sendemasterne er åbenbart ikke vågnet op til nyheden om mojo-journalistikkens komme.

»Det er lidt synd for historiens nerve, at der ikke er signal. Ud over identifikation er noget af det vigtige ved mojo jo, at vi beskriver, hvad der sker i øjeblikket uden at skulle koordinere en masse,« siger Bente Jacobsen.
To timer senere har nyheden haft knap 800 klik.

•Appelsiiin. Ja, lidt mere til højre, nå nej venstre, mente jeg, eller …  – foto: Hans Christian Jacobsen

Læresætning nummer 4: Husk læserne
Vestjylland har været ramt af nattestorm. Dorthe Knudsen og jeg tager ud for at lede efter væltede træer fra morgenstunden. Der er flade landskaber og vindblæste træer. Men væltede er de ikke. Så turen går til Blåvand helt ude ved kysten. Her vil vi tale med nogle campister om reaktionerne på vejrets rasen.

Det hele klapper. Jeg interviewer, og folk viser rundt i forteltet, fortæller levende om campinglivet og lader sig ikke slå ud af "lidt vandpjaskeri og blæsevejr". Tungen bliver i munden på kilderne, og deres øjne forbliver blå, fordi jeg tager billeder udenfor. Husker tilmed at tænke på en vinkel til både web og avisen. Vi skynder os tilbage til bilen for at lægge stoffet på nettet.

Det er nuet, og det er nært. Vi er opløftede. Men der er heller ikke noget signal denne gang. Fuldstændig dødt. Så vi kører 27 kilometer tilbage til Varde-redaktionen, før jeg kan offentliggøre artiklen "Standhaftige Blåvands-campister tog storm i stiv arm". Mobiljournalistik uden sendesignal er usejt.

Min campingartikel er på 500 tegn. Jeg har reelt set ikke interviewet nogen, men blot stået og sladret, som de fleste ville gøre med naboen over hækken. Sagt "Næ da" og "Nå da" med store øjne og så skrevet campisternes udbrud ned uden stavefejl. Er det virkelig journalistik? Kan det ikke blive for småt?

Historien får 1.038 klik på en time og ligger i top-tre over de allermest læste historier på Jv.dk. Artiklen fra vejarbejdet i Ølgods gågade, hvis væsentlighed undrede mig to dage tidligere, har fået 2.057 klik.

Læserne er vilde med artiklerne, og jeg er pinligt berørt. Over eget snæversyn. Over at have gjort mig til dommer over definitionen "ægte journalistik" ud fra mine og ikke læsernes behov.

I de tre dage, jeg har været i praktik som mojo, har vi næppe lavet kunst, og ved første øjekast kunne mojo-artiklerne minde om en udvidet form for Facebook med billeder og statusopdateringer. Til gengæld har vi ramt læsernes hverdag.

BORGERJOURNALISTIK
I 2008 erkendte JydskeVestkysten, at de skød med spredehagl. Ville for meget. For lidt. Og ledelsen besluttede sig for, at avisen burde fokusere på det, ingen andre aviser kunne gøre lige så godt – lave lokaljournalistik fra egnen. Og være stolt af det.

Siden har JydskeVestkysten fået registreret 5.000 borgerjournalister på Jv.dk. Nu kan borgerjournalist Merethe Juul Thysen fra Gammelby i Skærbæk for eksempel fortælle, at "Hos Kerstin Hiersemann & Haymo Krüger på Hedebovej i Birkelev, Vodder Sogn, har de en solsikke, som er blevet 3,15 meter høj", og borgerjournalist Judy Reimer fra Kolding kan skrive en reportage fra et kursus om gravpladsmode, hvor "det var iøjnefaldende med den overdrevne brug af bunddække, samt at gravstenen med fordel kan placeres helt fremme på gravstedet".

Det sker på borgerjournalisternes præmisser. Og læserne anbefaler ivrigt artiklerne til hinanden.