Min yndlingsaversion i medierne er…

Vilkårene som freelancejournalist og at kulturjournalistik ikke altid bliver anerkendt som seriøs journalistik. Ej, som kulturjournalist, der sumper rundt i prekariatet, bliver det noget klynkeri, og hvis der er én ting, jeg er af træt af, kultur bliver associeret med, er det offerkortet.

I stedet vil jeg gribe i egen barm og komme med min yndlingsaversion i kulturjournalistikken, som jeg ved Gud har været og stadig er skyldig i; når intervieweren bruger sig selv i portrætinterviews. Journalistens ego og erfaringer fungerer i klummer og til en vis grad i anmeldelser, men ikke i portrætinterviews.

Jeg behøver ikke vide, hvilke tanker du gjorde dig på turen hen til caféen, hvordan kaffebestillingen gik, og hvordan kemien var mellem jer (god, altid god). Jeg vil hellere selv danne mig et indtryk af den, der bliver interviewet, end at få journalistens meta-betragtninger over sin egen rolle og situationen.

Det irriterer mig så meget, fordi…

Journalisten bliver større end historien.

Da jeg skrev for Den Korte Radioavis, kaldte vi netop Kirsten Birgit for journalisten, der blev større end historien, men den karakter må gerne blive i satiren.

I knaldromaner bliver kvindelige hovedpersoner beskrevet så vagt, at man selv kan sætte sig i hendes sted og dermed leve sig ind i fortællingen. På samme måde har jeg det med interviews. Jeg vil gerne selv få fornemmelsen af, at det er mig, der sidder med kaffen og lytter til svarene, i stedet for at være voyeur til, hvad der lyder som en rigtig hyggelig dag for journalisten.

Misforstå mig ikke, jeg labber personlige vinkler i mig, og jeg elsker, når en historie udspringer af en personlig undren, og jeg’et er til stede i tendenshistorier. At påstå jeg holder mit eget ego ude i strakt arm ville være hyklerisk, og derfor er det i lige så høj grad en opsang til mig selv. Hver ting til sin tid, og portrætinterviews er ikke journalistens tid.

Jeg kan anbefale at lytte til Christian Stentofts radiomontage ’Afslag på et kys’ fra 1989, hvor han interviewer en alkoholiseret psykiatrisk overlæge, der forsøger at forføre ham. ”Hvad fanden er du for en interviewer. Du er jo ikke selv til stede!” siger overlægen, når Stentoft holder sig i baggrunden. ”Er du et menneske eller en båndoptager?!” Som Stentoft så rigtigt svarer, så viser han hele tiden noget af sig selv, selvom han holder sig i baggrunden. Alt bliver filtreret gennem ham. Interviews er ikke objektive, men der er ingen grund til at sætte sig selv unødigt i fokus – medmindre det er for at vise, at ham du interviewer virkelig gerne vil kysse dig!

Det man kunne gøre for at ændre det er…

At give jeg’et en velfortjent pause, når man interviewer. Det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan bruge sig selv i selve interviewsituationen, f.eks. til at kaste bolden op, men på skrift er det den interviewede, der skal smashe bolden i nettet (medmindre det er et kritisk interview, så har alle serveretten). Det kunne være et skridt i retningen af, at kulturjournalistik blev anset som mindre subjektiv. Kulturjournalister vælter sjældent ministre, men vi prøver at blive klogere på, hvad det vil sige at vælte rundt og være menneske. Hov, der kom jeg alligevel til at sadle den høje kulturhest, fordømt! Fik jeg sagt, at det er et rakkerliv at være freelancer?

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Jeg er meget optaget af klimadækningen i medierne, og med #rydfladenforklimaet har der på det seneste været fokus på en ensidig, hvis ikke manglende klimadækning. Det er som om, at flere medier har hørt budskabet, og det er da håbefuldt.

Jeg håber og tror også, at hurtige nyheder serveret på sociale medier til en koncentrationsevne på få sekunder er mindre attraktive end langsommere nyheder, hvor man kan komme i dybden – og ikke mindst at man vil betale for det. Fordybelse, langsomhed og ro er efterhånden en luksus, og det kan være en podcast om ét emne eller at sidde med printavisen og læse en historie, der ikke er serveret af en algoritme – måske ligefrem læse, lytte til eller se et godt portrætinterview?

Sådan har stafetten bevæget sig:

Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen ->

Mikkel Frey Damgaard, taleskriver for miljøministeren ->

Jeppe Wad, journalist og podcastvært ->

Christian Ottenheim, partner i Beam Audio Agency ->

Tilrettelægger og satiriker i DR, Ellen Kirstine Jensen ->

Journalist og forfatter Lone Frank ->