Den omfattende bladdød i USA og Storbritannien kan meget vel også være på vej til Danmark. Chefredaktør og koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen vurderer på sin blog, at det kan få konsekvenser for demokratiet.
Som beskrevet for nylig på Journalisten.dk, er krisen i den amerikanske avisindustri nu så omfattende, at flere storbyer snart risikerer at vinke farvel til det sidste dagblad. Udviklingen er så omfattende, at det ændrer fundamentalt på medierne rolle og betydning i samfundet. Ifølge Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen er der risiko for, at noget lignende kommer til at ske i Danmark.
I sit seneste blogindlæg på Berlingske.dk skriver hun blandt andet: "Vi har i Danmark uden tvivl kun set starten af den krise, som de amerikanske og britiske aviser er ude i."
Lisbeth Knudsen drager direkte paralleller mellem USA og Danmark og peger blandt andet på, at finanskrisen, en dramatisk nedgang i annonceomsætningen på rubrikmarkeder som job, bolig og biler samt endelig helt nye medievaner og mediespillere til sammen er ødelæggende for avisbranchens hidtidige forretningmodel.
Hun vurderer dog, at indtjeningen på det digitale område over tid vil kompensenere for noget af de tabte indtægter.
"Men ingen har endnu knækket den nød, hvordan aviserne skulle kunne opretholde en passende journalistisk bemanding til at udfylde rollen som offentlighedens vagthund alene på basis af den digitale annonceomsætning, som vi kender den i dag," skriver Lisbeth Knudsen på sin blog, hvor hun advarer imod konsekvenserne for det danske demokrati:
"Ingen tvivl om at borgerne og forbrugerne i de kommende år kommer til at levere masser af kritisk overvågning og samfundsdebat på nettet, og at aviserne skal tage den folkelige kraft på nettet tæt ind i arbejdet, men hverken det danske demokrati eller demokratiet andre steder vil have godt af, at de professionelle nyhedsorganisationer taber evnen til at udfordre magten, til at afsløre svindel og dårlig ledelse eller til at formidle den debat og de værdier, som udvikler os som samfund. Der savnes perspektiv i den mediepolitiske debat, når distributionsstøtten til aviserne er til diskussion. Intet demokrati kan være tjent med en svag professionel presse."
Hele blogindlægget kan læses her.
Læs også Mads Kristensens blogindlæg på Journalisten.dk: Når mediebossen tuder
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
FRA DALLAS, TEXAS Opholder mig p.t. i min foedeby og har lyttet med interesse til en del af de diskussioner, bl.a. paa NPR. Ogsaa set store announcer i Dallas Morning News. Det jeg kan tilfoeje herfra er, at aviserne ogsaa erkender at de ind i mellem ikke har folk, der kan de ting, som der kraeves i en digitale verden, men de fleste proever at holde fast i en redaktion, hvor der er muligt. Det andet er, at der er sgu' ingen, der er fredet og aviserne skal vise deres evne til at komme med vedkommende lokale reportager for at holde fast i laeserne. Poej fra Dallas. Luci Smith