Der skal ansættes op mod 40 medarbejdere til den ny radiokanal fra Berlingske People. En stor del af produktionen vil dog blive købt udenbys, fortæller Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk. Allerede nu har hun fået 55 ansøgninger.
Radio 24syv kommer givet til at skabe en del jobskift i den danske mediebranchen. Den ny radiostation, som skal gå i luften 1. november, får i alt brug for mellem 30 og 40 medarbejdere, der skal stå for driften og nyhedsproduktionen.
Hvor mange heraf, der bliver journalistisk relaterede, er endnu ikke afgjort, men koncernchef Lisbeth Knudsen siger til Journalisten.dk:
»Det er klart, at når vi skal åbne en helt ny nyhedsredaktion, så vil en række af de her jobs være journalistjobs.«
Hun pointerer i den sammenhæng, at det ligger i radioudbuddet, at Radio 24syv får sin egen uafhængige nyhedsredaktkon, som skal drive den centrale nyhedsdel.
»Og så er der selvfølgelig i vores oplæg lagt op til, at vi indkøber en meget stor del af det øvrige stof – så meget som muligt fra eksterne leverandører – og dermed involverer vi radioproduktionsmiljøet og andre kreative miljøer,« siger Lisbeth Knudsen og tilføjer:
»Det vil sige, at på en række af de programformater, vi tænker i, der vil det være eksterne leverandører, der bidrager til kanalen.«
Allerede senere i dag afsløres det, hvem der bliver direktør for den ny radio. Lisbeth Knudsen holder det hemmeligt frem til et pressemøde klokken 11:30, men siger:
»Det er en, som er kendt i branchen.«
Senere udpeger og ansætter bestyrelsen den kommende nyhedschef for Radio 24syv. Og de to chefer vil herefter stå for ansættelsen af de enkelte medarbejdere.
»Vi er i den heldige situation, at allerede inden vi i morges fik meddelelsen om, at vi har fået sendetilladelsen, så ligger der 50-55 ansøgninger på mit bord fra dybt professionelle mennesker. Og det er folk både inden for og uden for DR, der har søgt. Men alle med masser af erfaring fra radioproduktion,« siger Lisbeth Knudsen.
Hun vurderer i øvrigt, at flere af de kommende medarbejdere på Radio 24syv vil komme fra DR:
»DR er så stor en virksomhed, når det gælder radio og radioerfaring, at det vil være mærkeligt, hvis man ikke kigger på talenter, der enten er eller har været i DR, når man skal etablere en ny news/talk-radio,« siger hun til Journalisten.dk.
Berlingske People har officielt fået tilladelsen til at drive den nye radiostation i dag af Radio og tv-nævnet. Tilladelsen gælder fra 1. november 2011 og de følgende otte år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.