Lisbeth Knudsen jubler over ny radiokanal

Det blev som ventet Berlingske Media og People Group, der i dag fik tilladelsen til at drive Danmarks nye landsdækkende radiokanal, der får navnet Radio 24syv. Lisbeth Knudsen betegner det som "en historisk dag".

Det blev som ventet Berlingske Media og People Group, der i dag fik tilladelsen til at drive Danmarks nye landsdækkende radiokanal, der får navnet Radio 24syv. Lisbeth Knudsen betegner det som "en historisk dag".

Senere i dag afsløres dele af det kommende programindhold og ikke mindst hvem, der bliver direktør for Radio 24syv.

Men beskeden fra Kulturministeriet og Radio- og tv-nævnet om, at det vitterlig bliver Berlingske People, der skal stå for radiostationen, får koncernchef for Berlingske Media til at juble:

"Det er virkelig en stor og historisk dag for os. Det er en kæmpe udfordring, der ligger foran os, og vi takker for den tillid, som Radio- og tv-nævnet har vist os. Vi glæder os til at komme i gang, men er også fuldstændigt klar over, at der ligger en enorm udfordring forude. Til gengæld har vi gjort vores forarbejde så godt og detaljeret, at det bare er om at komme i gang. Vi fornemmer allerede en stor positiv forhåndsinteresse for radiokanalen hos en masse kreative mennesker, som gerne vil være med på at starte noget nyt og kaste sig ud i at skabe et alternativ til DR's mange kanaler," siger Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Dele af konceptet for den ny radiokanal har i øvrigt allerede været omtalt tidligere. Berlingske People ønsker, at Radio 24syv skal have »nyheder som omdrejningspunkt og livsnerve«, og i nyhedsprogrammerne vil der være »tid til uddybning« og »tid til fordybelse og samtale«, har Lisbeth Knudsen forklaret.

»Vi vil gerne lave radio for dem, der er for gamle til P3, for unge til P4 og for moderne til P1. Vi forventer at tage lyttere både fra P3, P4 og P1,« sagde hun for nylig til sin egen avis.

Læs også om nævnets beslutning om at udpege Berlingske People A/S som vinderen af den fjerde FM-radiokanal.

0 Kommentarer