Gang på gang sættes der spørgsmålstegn ved, om Urban bliver den næste gratisavis, som må lukke. Og hvorvidt Stiften overlever. Nu slår koncernchef Lisbeth Knudsen fast, at samtlige titler i Berlingske Media fortsætter. (opdateret 15:28)
»Jeg ved godt, det lyder utroligt i disse tider, men vi har faktisk planer om at udvikle det redaktionelle indhold på Urban.«
Meldingen kommer fra Lisbeth Knudsen, der gerne vil slå fast, at hun ikke pønser på at give op i kampen mellem gratisaviserne.
»Jeg er sådan set helt enig med Lars Munch (chef for JP/Politikens Hus, red.) i, at der ikke er plads til tre nationale gratisaviser. Jeg er bare ikke enig med ham i, hvilken der ikke skal være der,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Og på flere områder er Berlingske Media derfor ved at »fremtidssikre« både Urban og de øvrige udgivelser.
Blandt arbejder koncernen med en række udenomsaktiviteter og events i forhold til flere af sine titler – heriblandt AOK på nettet, AOK som avistillæg og endelig gratisavisen Urban.
»Vi har blandt andet ansat en event-manager, som skal udvikle forskellige aktiviteter i hovedstaden.«
– Hvor meget kan man tjene på de her udenomsaktiviteter?
»Det er svært at give et meget konkret bud på. Vi har nogle erfaringer fra B.T. og Berlingske Tidende Enterprise med salg af bøger, events og andet i en læsershop. Der har vi rigtigt gode vækstrater,« siger Lisbeth Knudsen, der dog erkender, at beløbet er »en lille bitte del« i forhold til annonceomsætningen.
»Men jeg tror også, vi kan få noget ud af det i forhold til Urban.«
– Mange bække små?
»Du skal høre det sådan, at vi mener, at en virksomhed som vores skal have et tredje indtægtsben i fremtiden ud over bladsalg og annoncer. Det vil sige partnerskaber, events og aktiviteter sammen med en lang række partnere. Men det skal og bliver aldrig hovedindtægtsgrundlaget. Og det kan ikke holde print i live – i sig selv – men bidrage til den samlede omsætning.«
– Hvis det ikke bliver Urban, som lukker, hvem så?
»For mig at se er 24timer den svageste i øjeblikket. Oplags- og læsertalsmæssigt. Jeg tror, der er et godt marked for to aviser i Danmark på det her området. Og det håber jeg da på et eller andet tidspunkt bliver situationen i Danmark. Men der er ingen tvivl om, at annonceomsætningen gør, at der er et hårdt udskillelsesløb nu.«
– Men Berlingske-koncernen havde et tocifret underskud for Urban for godt et år siden. Det er vel ikke blevet meget bedre?
»Underskuddet er ikke væk. Til gengæld besluttede vi for halvanden måned siden at reducere oplaget for Urban fra godt 210.000 og til 130.000. Og så samtidig koncentrere os om udgivelse i de store byer. Det er blevet positivt modtaget af mediebureauerne,« udtaler Lisbeth Knudsen.
Hun understreger samtidig, at den anden udgivelse i Berlingske Media, hvis overlevelse også igen og igen betvivles, heller ikke bliver lukket.
Århus Stiftstidende er kommet for at blive.
»Det vil være meget, meget kedeligt, hvis ikke der i landets næststørste by skulle kunne være en byens avis – som Århus Stiftstidende. Det er en avis med en 210 år lang historie, og det er vigtigt for store byer at have en egen avis,« fastslår hun.
Lisbeth Knudsen peger i samme åndedrag på udviklingen i USA, hvor en række af de store byer helt har mistet deres avis.
»Det er simpelthen problematisk for den demokratiske debat. Og det er jo også det, der er vores kerneområde: at være vagthunden, der holder øje med magthaverne. Det gælder også på det lokale niveau. Så byens avis skal være der.«
– Men at drive avis er jo ikke et filantropisk foretagende i dag. Det tror jeg heller ikke, David Montgomery synes. Så Stiften skal vel mere end bare være demokratisk vigtig. Den skal også give overskud?
»For os handler det ikke om at afvikle den – men om at udvikle den. Og jeg tror godt, jeg tør sige, at Århus Stiftstidende hører til en af de mest moderne mediearbejdspladser i Danmark. Vi har senest investeret rigtig meget i kompetencer. Alle arbejder efter webfirst-strategien. Alle medarbejderne har fået et mojo-kursus (mobil journalist, red.). Vi har indført det, der hedder skabelon-redigering, så journalisterne skriver direkte ind på siderne. Vi har etableret et moderne integreret redaktionssekretariat. Og vi samarbejder med Århus kulturavis, AOA-avisen og Ugeavisen.
Så jeg synes, jeg har rigtigt mange gode begrundelser for at sige, at vi har investeret i at udvikle Århus Stiftstidende, fordi vi agter at blive der, uanset hvad medieforskere og konkurrenter finder på at sige. Og derfor giver det rigtig god mening, at landets næststørste by skal have sin egen avis.«
Lisbeth Knudsen slår tyk streg under, at den danske mediebranche godt kan glemme alt om lukninger i Berlingske Media.
»Jeg giver ikke ret meget for de der dødsteorier, som bliver ved med at dukke op i medierne. Hvis vi nu investerer så mange kræfter i Århus Stiftstidende, ligner det så, at vi skulle have lyst til at lukke i Århus om kort tid?,« spørger Lisbeth Knudsen retorisk og svarer selv:
»Det har jeg simpelthen ingen intentioner om. Landets næststørste by skal have sin egen avis.«
Hun tilføjer, at den seneste omstrukturering af Midtjyske Medier, hvor 36 mistede jobbet, sikrer, at hele den midtjyske sektion kan holdes i live.
»Målsætningen er, at regnskabet går i nul i 2009. Og at vi samlet i 2010 gerne skulle have et plus – under indtryk af, hvad der sker med annoncekonjunkturerne.«
– Er der slet ingen steder, hvor der kan blive behov for at lukke?
»Jeg er absolut mere til at udvikle tingene dér, hvor de kan. Det er klart, der kan være steder, hvor man må sige: Her er det vanskeligt. Eller: Her giver det ikke mening. Eller: Her må man fusionere. Men når det gælder vores dagblade, er den lange analyse, at vi hellere skal tage det her initiativ nu, hvad angår omstrukturering frem for nedlæggelse af nogle af dagbladene.
Vi ser for os muligheder for at kunne bringe det her til at løbe rundt. Og vi har ikke andre udgivelser, hvor der på nogen måder er grund til at have de overvejelser.
Jeg har lukket to dagblade i min karriere, og det har sådan set være rigeligt,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk.
Hun tilføjer, at hun vil gå rigtigt langt i forhold til dagbladene.
»Det handler om, at hvis man ikke kan få dagblade til at gå i et marked, der burde kunne generere tilstrækkelig omsætning, er det ikke markedets skyld – så er det dårlig ledelse!
Og jeg mener, vi har en forpligtelse til at gøre alt, hvad vi kan for at få dem alle sammen til at blive kommercielle livskraftige udgivelser.«
Lisbeth Knudsen medgiver, at der naturligvis kan være situationer, hvor man kan gøre sig andre overvejelser.
»Men det er jeg slet ikke i. Jeg har ikke noget behov for at gå ud at demonstrere en eller anden brutalitet. De her virksomheder skal give overskud. Jeg ved godt, der er et par analytikere, der mener, det er mere markant at lukke noget. Det kan jeg selvfølgelig ikke tage mig af. Men det kræver naturligvis et samspil mellem alle medarbejdere, ledelse og organisation. Og den opbakning og commitment, som er fuldstændigt livsvigtigt, oplever jeg, der er.«
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.