Lisbeth Knudsen: Glem alt om betalingsmur for Berlingske

Storbritanniens svar på Berlingske Tidende - The Times og Sunday Times - indførte i dag fuld betaling for alt indhold på nettet. Men adm. direktør for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, slår fast, at det kommer ikke til at ske for de store avistitler i Danmark.

Storbritanniens svar på Berlingske Tidende – The Times og Sunday Times – indførte i dag fuld betaling for alt indhold på nettet. Men adm. direktør for Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, slår fast, at det kommer ikke til at ske for de store avistitler i Danmark.

I et interview med Journalisten.dk siger hun, at det hverken er på tegnebrædtet nu eller i fremtiden:

»Altså, vi har ingen planer om at gå i retning af, hvad the Times og Sunday Times har gjort. Jeg tror ikke på den der gitterløsning,« siger Lisbeth Knudsen med henvisning til, at man fra og med i dag skal betale ved "kasse 1" for overhovedet at kunne logge sig ind på de britiske avisers hjemmesider.

»Jeg tror rigtigt meget på at lave niche-produkter og special-områder, hvor vi kan tage penge for indholdet. Men det at lave et generelt gitter, tror jeg ikke på er løsningen,« siger hun.

Ifølge Lisbeth Knudsen er det danske marked simpelthen for lille. Og derfor regner hun ikke med, at nogen af de store danske avistitler vil være i stand til at kræve betaling for deres hovedsites.

»For både Times og Sunday Times gælder jo, at de ikke bare har et britisk publikum, men også et internationalt publikum, så deres marked er betydeligt større end vores. De har nogle muligheder, som vi andre ikke har. Og ligegyldigt hvilken større dansk avis, du taler om, så tror jeg ikke på gitterløsninger. Jeg ser ikke for mig, at vi på det danske marked kan gøre noget tilsvarende.«

Berlingske Media har derimod satset på flere niche-sites – eksempelvis Ugen – som Lisbeth Knudsen har stor tiltro til:

»Jeg tror på, at det i stedet handler om at satse på nicher og spcialsites og så vores info-shop, som går rigtigt godt. Meget af det er små beløb, som vi får ind, men vi er meget tilfredse med den omsætning vi har fået,« siger Lisbeth Knudsen, der ikke vil oplyse nogen tal.

»Et eksempel er vores nye løbesite, hvor noget er gratis, og hvor noget er betalingsområde, hvis man melder sig ind. Der ser vi også en meget positiv udvilkling. Så jeg tror meget på unikke områder eller applikationer til smartphones, hvor det handler om convenience.«

Med hensyn til nye nicheprodukter lancerer Berlingske i øvrigt i løbet af få dage en ny businss-applikation til smartphones. Lige nu afventer man blog godkendelses-proceduren hos iTunes.

»Den vil dels give adgang til indhold fra business.dk, men også en masse andet. Eksempelvis kan du vælge at følge bestemte virksomheders aktie-udvikling.«

Den ny business-applikation fra Berlingske bliver umiddelbart gratis, men man skal betale for det mere specifikke indhold.

1 Kommentar

Max Kim Tobiasen
20. JULI 2010
Re: Lisbeth Knudsen: Glem alt om betalingsmur for Berlingske

"Berlingske Media har derimod satset på flere niche-sites - eksempelvis Ugen - som Lisbeth Knudsen har stor tiltro til"

Det er en noget uheldig udtalelse eftersom ugen lige er lukket ned efter en relativt kort levetid.

Først Dagen, så Ugen - jeg håber ikke der er nogen der har planer om at lancere Måneden.

Når det er sagt har Lisbeth Knudsen fat i noget af det rigtige.  Der er ikke nogen der har fundet den rigtige løsning til at transformere de gamle bladhuse til indtægtsskabende digitale mastodonter, det eneste der er sikkert er at det bliver en svær kamp. Vejen frem er at prøve nogle ting af og lære af fejlene. I den process vil der selvfølgelig være nogen nederlag. Ugen fungerede desværre ikke, men forhåbentligt har man lært noget af det og er bedre rustet til det næste forsøg.At gøre forsøget var det rigtige.

Som ikke-journalist, teknologi orienteret forbruger og udvikler kan jeg dog ikke undgå at bemærke at bladhusene ser ud til at mangle friskt blod der har en bedre forståelse for de muligheder og begrænsninger der ligger i de digitale medier. Jeg har efterhånden set en del eksempler på dårligt designede sign-up forms, kommentar moduler og godkendelsesprocesser der kunne være lavet mere elegant med flere kunder til følge. Conversions, split-tests og funnels er ofte fremmedord for bladhusene selvom det er begreber der er ligeså centrale som oplagstal er for aviser. 

Der er  masser af interessante muligheder hvis man tænker i nye baner og udnytter nettets muligheder. Se hvordan Digg og reddit gør med sociale nyheder. Se hvordan Wikileaks fungerer og  hvordan de formår at breake interessante nyheder. Tænk i to-vejs kommunikation istedet for en-vejs kommunikation. Tænk location-based. Tænk netværk.Tænk viralt. Tænk iterativt. Tænk billigt.

Bliv ved med at prøve noget nyt - der skal nok være en model der fungerer. Men hent noget ekspertise fra web-verdenen, det mangler. Personligt kan jeg se masser af muligheder, men jeg kommer heller ikke fra den traditionelle medieverden. 

 Mvh. 

 Max Kim Tobiasen