Lisbeth Knudsen fyrer sig til respekt

Berlingskes massive nedskæringer af medarbejderne giver plus på bundlinjen og respekt i det store udland.

Berlingskes massive nedskæringer af medarbejderne giver plus på bundlinjen og respekt i det store udland.

I 2008 sparede Berlingske-koncernen 183 millioner på medarbejdere i sine tre største selskaber. I Berlingske Media blev en femtedel af medarbejderudgifterne fjernet. Og det er noget, de kan lide at høre på børsen i London.

"På mange måder opfattes rationaliseringerne i Danmark som en model for hele Mecom," siger en kilde fra Londons finansielle miljø til Børsen.

Fyrefesten er fortsat i 2009 med fjernelse af 75-100 stillinger. Lisbeth Knudsen siger til Børsen, at hun ikke har planer om yderligere afskedigelser, men at hun stadig er på jagt efter andre besparelser. Hun siger dog samtidig, at hun i år forudsætter et trecifret million-overskud i koncernen.

Men hvis den målsætning skal opfyldes, er det ikke slut med fyringerne i Berlingske, vurderer Børsens finansielle kilde.

"Det vil fortsætte, for reduktionerne er en følge af, at den traditionelle avisforretning lægges om. Samtidig er man jo nødt til at skære helt ind til benet på grund af recessionen," siger han.

Så sent som sidste uge slog Mecoms chef David Montgomery fast på en tale i Holland, at strategien i Mecoms selskaber fortsat skal være øget produktivitet på baggrund af færre omkostninger.

0 Kommentarer