Lisbeth Knudsen forlader Berlingske

Lisbeth Knudsen stopper som chefredaktør og koncernchef i Berlingske. Ejerne: "Vi kom til den konklusion, at vi ikke var i fuld overensstemmelse om den fremtidige strategi og drift af selskabet, og besluttede derfor, at det var bedst for alle interessenter at skilles på en god måde"

Lisbeth Knudsen stopper som både ansv. chefredaktør og koncernchef i Berlingske Media.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Mediehusets nye ejere, De Persgroep, ønsker ifølge meddelelsen at udvikle virksomheden under en ny ledelse. Det er aftalt, at Lisbeth Knudsen fratræder per 1. oktober.

Bestyrelsen har som konstitueret adm. direktør udpeget medlem af koncernledelsen og direktør for produktion, distribution og bladsalg Bjarne Werner Munck. Samtidig indledes processen med at søge efter en permanent CEO.

Til ansvarshavende chefredaktør for Berlingske har bestyrelsen udpeget Tom Jensen, der allerede i dag er medlem af Berlingskes chefredaktion og har været det siden 2007.

Uenige om strategien

Christian Van Thillo, administrerende direktør for De Persgroep, udtaler i meddelelsen:

"Der er ingen tvivl om, at Lisbeth er en meget engageret administrerende direktør, der har været medvirkende til den vellykkede transformation af virksomheden. Men vi er begge enige om, at DPG er en meget anderledes aktionær end det tidligere ejerskab, og at dette har store konsekvenser for både strategiske og operationelle beslutningsprocesser i virksomheden. Vi kom til den konklusion, at vi ikke var i fuld overensstemmelse om den fremtidige strategi og drift af selskabet, og besluttede derfor, at det var bedst for alle interessenter at skilles på en god måde. Vi ønsker Lisbeth alt godt i hendes fremtidige karriere.”

Lisbeth Knudsen udtaler i meddelelsen:

"Enhver med et job som administrerende direktør ved, at man kun har sådan et job til låns i en vis periode. I mit tilfælde har det nu været godt otte år i førersædet af Berlingske Media. Man ved også, at et frugtbart samarbejde mellem ejeren, bestyrelsen og den administrerende direktør kræver enighed om den grundlæggende strategi, målsætningerne og virksomhedskulturen. Hvis det ikke er på plads, så er det altid ejerens privilegium at sætte holdet."

Varm tak til medarbejderne

Lisbeth Knudsen udtaler også ros til medarbejderne i pressemeddelelsen:

"Jeg blev bedt om at lede Berlingske Media og Berlingske i en yderst turbulent periode, hvor jeg sammen med en dedikeret og kompetent gruppe af chefer og medarbejdere har formået at vende et katastrofalt stort underskud til en rentabel og en gældfri virksomhed, og samtidig omdanne virksomheden fra en overvejende printfokuseret virksomhed til et multimedieselskab. Jeg er overordentlig stolt af det, vi har opnået sammen, og af kvaliteten af det, vi tilbyder vores publikum i dag. Jeg vil gerne sige en varm tak til alle chefer og medarbejdere for at have været med mig på en krævende og fantastisk rejse til en forhåbentlig god fremtid. Jeg har forpligtet mig selv til altid at være på udkig efter ny, spændende læring og nye udfordringer og vil forhåbentlig være i stand til at bruge de mange års erfaring med digital transformation og fra de mange virksomheds- og organisatoriske bestyrelser, jeg har arbejdet med, til nye opgaver både i og uden for mediebranchen i fremtiden. Og jeg kommer aldrig til at opgive min interesse i at udvikle unik journalistik og interessante medier."

Hverken udtryk for god eller dårlig kurs

Bestyrelsesformand for Berlingske Media Kim Graven-Nielsen afviser i meddelelsen, at der har været tale om en dårlig kurs:

”Berlingske Media er et vigtigt mediehus i vort samfund, og jeg vil gerne takke Lisbeth, chefgruppen og medarbejderne for at have holdt fanen højt og stolt gennem de sidste mange år. Når en virksomhed får nye ejere og starter en dialog om fremtiden, ser vi sommetider et skift i strategien med følgende skift i topledelsen. Det er hverken udtryk for, at den hidtidige kurs har været god eller dårlig, men oftest et spørgsmål om stil og fokus. Vi ser fremad og har store ambitioner for Berlingske Media, således at virksomheden bevarer og udbygger sin plads i det danske mediebillede. Jeg vil gerne ønske Lisbeth al mulig held og lykke i fremtiden.”

Opdateres…

0 Kommentarer