search

Lisbeth Knudsen bliver direktør i Mandag Morgen

Lisbeth Knudsen, tidligere koncernchef og ansv. chefredaktør for Berlingske, bliver direktør i Mandag Morgen. »Mandag Morgen repræsenterer noget originalt i mediebilledet,« udtaler hun (Opdateret 12.41)

Den tidligere koncernchef i Berlingske Lisbeth Knudsen tiltræder den 1. december som direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter.

Det oplyser Mandag Morgen i en pressemeddelelse.

Direktørposten omfatter blandt andet ugebrevet Mandag Morgen, Mandag Morgens digitale medieaktiviteter og de projekter, som virksomheden Mandag Morgen Velfærd laver.

»Mandag Morgen repræsenterer noget originalt i mediebilledet, som jeg synes, det vil være spændende at være med til at sikre en stærk position, også i den digitale nutid og fremtid,« siger Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

Vil indtage andre poster

Lisbeth Knudsens tiltræden kobles til, at Mandag Morgen omstrukturerer virksomheden. De danske aktiviteter samles i én virksomhed med 35 medarbejdere.

Den tidligere koncernchef udtaler samtidig i meddelelsen, at hun efter aftale med Mandag Morgen gerne må indtage andre magtposter samtidig.

”Jobbet vil samtidig efter min aftale med Mandag Morgen give mig mulighed for at realisere et personligt ønske om at kunne bidrage med mange års ledelseserfaring og alsidig viden om den digitale udvikling til et professionelt bestyrelsesarbejde i nogle spændende virksomheder og institutioner, som har stukket en føler ud, siden jeg forlod Berlingske Media for nogle uger siden," lyder det.

Var uenig i strategien

Lisbeth Knudsen stoppede i Berlingske Media for et par uger siden. Det skete, fordi hun var uenig i den strategi, koncernens nye ejere ønsker at rulle ud.

"Et frugtbart samarbejde mellem ejeren, bestyrelsen og den administrerende direktør kræver enighed om den grundlæggende strategi, målsætningerne og virksomhedskulturen. Hvis det ikke er på plads, så er det altid ejerens privilegium at sætte holdet," udtalte Lisbeth Knudsen i den forbindelse.

Vil være ny type virksomhed

Mandag Morgens adm. direktør og ansv. chefredaktør, Erik Rasmussen, udtaler i pressemeddelelsen:

”Ansættelsen af Lisbeth Knudsen skal ses som et vigtigt led i gennemførelsen af en ny strategi for Mandag Morgen – en strategi, der skal styrke såvel vores danske som internationale aktiviteter. Jeg ser store potentialer på det danske marked for en ny type vidensvirksomhed, der satser på at formidle løsninger på de komplekse udfordringer, vi konfronteres med, og hvor den intelligente journalistik spiller en vigtig rolle."

Senest opdateret klokken 12.41.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen