Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel

Lisbeth Knudsen kalder det for "en fuldkommen irrelevant bemærkning", at Egon Balsby i Berlingske Tidende har fremhævet, at Informations David Rehling er homoseksuel. Egon Balsby forsvarer sit ordvalg over for Journalisten.dk.

Lisbeth Knudsen kalder det for "en fuldkommen irrelevant bemærkning", at Egon Balsby i Berlingske Tidende har fremhævet, at Informations David Rehling er homoseksuel. Egon Balsby forsvarer sit ordvalg over for Journalisten.dk.

Berlingske Tidendes faste skribent i avisens satirespalter "Groft sagt" bliver kritiseret af avisens chefredaktør Lisbeth Knudsen. Det sker, efter at Egon Balsby den 4. marts kaldte Informations David Rehling for avisens "homoseksuelle ateist-medarbejder".
Det prædikat fik David Rehling til at rette henvendelse til Lisbeth Knudsen for at høre, om formuleringen er i overensstemmelse med Berlingske etiske kodeks.  Det er den ikke.
"Jeg vil gerne på avisens vegne beklage, at Egon Balsby i sit Groft sagt
bidrag den 4. marts blander en fuldkommen irrelevant bemærkning om seksuel orientering ind i sin kommentar til din anmeldelse," skriver Lisbeth Knudsen i en mail til David Rehling.

Journalisten har via mail spurgt Lisbeth Knudsen, om avisens læsere også bliver gjort bekendt med beklagelsen, men har ikke fået svar.

Egon Balsbys kommentar faldt, efter at David Rehling i Information havde anmeldt bogen "Det ender godt" skrevet af præsten Johannes Møllehave og Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager.  Lisbeth Knudsen påpeger over for David Rehling, at det kan være relevant at fremhæve, at anmelderen af netop den bog er ateist. Men det er derimod irrelevant, om anmelderen er homoseksuel.
"Denne holdning vil Egon Balsby selvfølgelig også blive gjort bekendt med," slutter Lisbeth Knudsen.

Egon Balsby påpeger over for Journalisten, at det centrale i hans kommentar er det paradoksale, at Information vælger at lade en ateist anmelde en bog om troen på gud. Men han mener samtidigt at det er relevant at påpege, at David Rehling er homoseksuel.
»Der foregår en kamp verden over mellem homoseksuelle ateister og kirken. Nogle homoseksuelle fornægter på den ene side kirken, og på den anden side ønsker de at modtage kirkens og guds velsignelse gennem ægteskabet. Min bemærkning om David Rehlings seksualitet er et hint til den kirkekamp,« forklarer Egon Balsby, der understreger, at det på 14 linjer kan være svært at udtrykke sig helt præcist.
– Ved du om David Rehling ønsker guds velsignelse?
»Nej.«

Egon Balsby har selv intet hørt fra Lisbeth Knudsen og føler sig ikke voldsomt irettesat af Berlingske Tidende. En anden redaktør har i en anden sammemhæng nævnt, at avisen havde beklaget over for David Rehling.
»Jeg blev mildt irettesat og svarede, at jeg tog kritikken til efterretning. Jeg accepterer, hvis avisen mener, jeg har overtrådt nogle normativer, men jeg er ikke enig i den vurdering.«

Egon Balsby finder det bemærkelsesværdigt, at David Rehling føler sig gået for nær.
»Jeg mener: Der går jo ikke en sommer, uden at han vælger at udstille sine solbrune cykellår på en eller anden bjergtop på bagsiden af Information. Hans homoseksualitet er ingen hemmelighed.«
Samtidig understreger Egon Balsby dog, at han ikke fremover vil skrive om David Rehlings seksuelle observans. Hvis det kan undgås.
»Der er 99 procent chance for, at jeg ikke skriver om hans seksualitet mere, men han kan jo placere sig i medierne med tanker, der omfatter hans seksuelle observans på en måde, som jeg finder interessant. Og så kan jeg godt finde på at skrive om det igen.«

Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Lisbeth Knudsen og David Rehling.

10 Kommentarer

knud wede
15. JUNI 2010
Re: Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel

En hr. Luther mente åbenbart, at denne/dette gud er ligeglad med om man er helgen eller massemorder;- nådada, hvor havde han den viden fra?Nok kun fra sig selv.

Homoseksuel?? Hvorfor ikke blot homo? Homoer har jo et ganske almindeligt liv som alle andre mennesker;- deres orientering mod det samme køn er jo ikke alene seksuel!

Det er derfor meningsløst at fremhæve, at en person er homo, ligesåvel som det er meningsløst at fremhæve, at en person er hetero.Ligesåvel som det er ligegyldigt at fremhæve om folk er gudedyrkere eller ej.

Så længe mennesker opfører sig ordentligt;- bl.a. overholder loven, så må de have de private synspunkter, de vil.

Søren Chester
11. MARTS 2009
Re: Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel
Thomas Maxe: Til din orientering - alle bliver velsignet i kirken under gudstjenesten, uanset hvilken seksualitet osv. de har. Det dejlige ved kristendommen er jo, at vi alle er lige overfor Gud. Som Luther udtrykte det:  Gud er ligeglad med, om du er helgen eller massemorder...
Flemming Brandt
11. MARTS 2009
Re: Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel

Undskyld, er det mig, der misser symbolikken - eller hvad: Hvad har solbrune cykellår på en bjergtop at gøre med seksuel orientering????

Det giver ihvertfald Tour de France nogle helt nye perspektiver, som jeg fuldkommen overså i de år, hvor jeg dækkede løbet.

Ovenstående skrevet uden disrespekt for homoseksuelle, ateister, meningsmaskiner - eller cykelryttere for den sags skyld.

Thomas Maxe
10. MARTS 2009
Re: Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel

Chester: Jeg vedgår gerne, at jeg er skeptisk over for kirken. I Guds navn har amerikanske kristne f.eks. etableret www.godhatesfags.com og flere initiativer i samme boldgade. I Danmark har flere kristne grupper slået sig op på kampagner, der skulle reformere "homoseksuelle på afveje" - men jeg har nu ikke kendskab til modsvarende kampagner fra "talrige homoseksuelle" rettet mod hverken Gud eller "heteroseksuelle på afveje". Jeg kan derfor kun gentage, at du gør uret, når du mener, at en homoseksuel journalist pr. definition er en del af en kamp mod kirken.

Det er i øvrigt ikke helt rigtigt, at alle kan blive velsignet i kirken. En række præster vil af samvittighedsgrunde og med henvisning til deres tro ikke velsigne homoseksuelle par. Det er der ingen, der kan tvinge dem til, men jeg har nu heller ikke kendskab til, at det skulle give anledning til sværdslag i praksis.

Jeg vil gerne understrege, jeg har stor respekt for kirken, for kristendommen og ikke mindst for mennesker som Johannes Møllehave, som jeg beundrer og holder af. Jeg ønsker heller ikke kirkebryllupper for homoer. Så vær rar ikke at inkludere mig i mængden af homoseksuelle journalister, der er i kamp mod kirken.

Søren Chester
10. MARTS 2009
Re: Lisbeth Knudsen: Balsby må ikke kalde Rehling homoseksuel

Thomas Maxe: Det er vist dig, der har fordomme overfor kirkens folk...Men det er rigtigt, at mange præster mener, at ægteskabet er for manden og kvinden, og at denne holdning er blevet skarpt kritiseret af talrige homoseksuelle, der også gerne vil have en kirkelig velsignelse. Det er iøvrigt en noget misforstået kritik, fordi alle kan blive velsignet i kirken. I kristendommen (i modsætning til f.eks. isleam) er alle nemlig lige overfor Gud...

Flere