search

Lisbeth Knudsen: »Alt er som forventet«

De tekniske og pladsmæssige problemer i Berlingskes nye mediehus i Pilestræde er blot begyndervanskeligheder, forsikrer koncernchef Lisbeth Knudsen. »Der er overhovedet ikke noget, der ikke er som forventet«.

De tekniske og pladsmæssige problemer i Berlingskes nye mediehus i Pilestræde er blot begyndervanskeligheder, forsikrer koncernchef Lisbeth Knudsen. »Der er overhovedet ikke noget, der ikke er som forventet«.

»Ja, det er rigtigt, at vi har støjgener. Men det er, fordi håndværkerne stadig er i gang i stueetagen. Men ellers er alt som forventet.«

Lisbeth Knudsen tilbageviser dermed totalt den kritik af 'Danmarks mest moderne mediehus', som flere medarbejdere har rejst over for Journalisten.dk.

Tillidsrepræsentant Frederik M. Juel udtalte således tidligere i dag, at rammerne ikke fungerer optimalt. Der har været problemer med det trådløse net, mobiltelefoner har ikke kunnet optage interview-samtaler, og så mangler der plads:
»Et af de helt store problemer ved free seating er, at der ikke er borde nok til alle,« sagde han til Journalisten.dk. Andre medarbejdere har anonymt klaget over det samme.

Men ifølge Lisbeth Knudsen er det helt forkert at rejse den kritik få uger efter indflytningen i Pilestræde:

»Jamen altså, vi er flyttet ind i et hus, hvor alt ikke er på plads. Og vi ønsker også at modulere organisationen. Det vidste alle, da vi flyttede ind. Det var en del af projektet. Vi har aldrig nogensinde troet, at vi ikke skulle tilpasse det. Så der er overhovedet ikke noget, der ikke er som forventet,« siger hun.

Med hensyn til problemerne med mobiltelefonerne, der ikke har kunnet optage samtalerne med kilderne, siger hun:
»Den første type mobiltelefon, som vi har givet til de fleste, havde problemer med optagefunktionen. Men nu får alle optageudstyr, som er totalt 100 pct. sikkert og så avanceret, at jeg er sikker på, at de fleste ikke engang får lært alle funktionerne at kende. Så problemet med mobiltelefonerne er der taget hånd om.«

Hvad angår det trådløse net, som skulle gøre det muligt for journalisterne at arbejde hvor som helst og når som helst fra deres nye bærbare computere, siger hun:
»Det fungerer.«

Ej heller kritikken af pladsproblemerne og free seating mener hun holder:
»Vi har i den første periode skullet indrette os, men nu er der ingen pladsmangel,« siger Lisbeth Knudsen og understreger endnu en gang, at tilbage er kun støjproblemerne fra ombygningen i stueetagen, hvor der skal indrettes butikker. Og det vil også snart være overstået.

Læs også: Revolutionen i Pilestræde.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen