Lisbeth Knudsen afviser etik-brud

Trods massiv kritik fra mediejurister erklærer koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, at der intet er at komme efter. Hun afviser tillige, at B.T. brød med de interne retningslinier, da en journalist ringede undercover til Nørrebro-præsten Per Ramsdal. 

Trods massiv kritik fra mediejurister erklærer koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, at der intet er at komme efter. Hun afviser tillige, at B.T. brød med de interne retningslinier, da en journalist ringede undercover til Nørrebro-præsten Per Ramsdal. 

Lisbeth Knudsen står dermed bag sin chefredaktør på B.T. Peter Brüchmann, der tidligere i dag forsvarede fremgangsmåden på Journalisten.dk:

»Jeg mener, at B.T. har handlet korrekt i denne her sag. Det er en sag af stor offentlig interesse, og B.T. har ikke kunnet skaffe oplysningerne på anden måde. Og det forbehold tager vi også i det etiske regler,« siger Lisbeth Knudsen til Journalisten.dk

I reglerne står: "Artikler må som udgangspunkt ikke være frembragt 'under cover'. Med mindre særlige forhold gør sig gældende, så en sag med væsentlig offentlig interesse ikke kan tilvejebringes på anden vis, arbejder journalister under fuldt navn."

Og Lisbeth Knudsen mener altså, at sagen har så stor offentlig interesse, at det retfærdiggør fremgangsmåden.

Tidligere i dag skrev Journalisten.dk artiklen 'B.T. brød med egne etiske regler'. Men den konklusion, som artiklen kommer med, mener Lisbeth Knudsen ikke holder:

»Jeg mener, at I henviste til en forkert paragraf. Det her handler efter min bedste overbevisning om en under cover-handling. I henviste til Agent Provocateur-paragraffen, men meningen med den paragraf er en anden. Dér handler det om for eksempel af infiltrere en bande som AK81. Det er noget andet,« udtaler Lisbeth Knudsen.

Uanset de interne etikregler er mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole dog ikke i tvivl om, at B.T. har forbrudt sig mod almindelig god presseskik. Over for Politiken.dk påpeger han idag, at samtalen med præsten i Brorson-kirken, Per Ramsdal, slet ikke indeholder dokumentation for den påstand, som B.T. kommer med. Altså at præsten skulle være bagmand i et hemmeligt netværk.

"Samtalen afdækker faktisk ikke det, som B.T. påstår. De beskylder Per Ramsdal for at være hemmelig bagmand i et netværk, der skjuler flygtninge for politiet, men det bliver ikke afdækket i samtalen. Derfor mener jeg, at B. T. s skjulte optagelser og ikke mindst deres artikel med disse voldsomme beskyldninger, der ikke er dækning for, er i strid med god presseskik," udtaler Oluf Jørgensen til sitet.

Læs også: B.T. brød med egne etiske regler

0 Kommentarer