Lisbeth Knudsen advarer mod pressestramninger

Chefredaktør Lisbeth Knudsen advarer umiddelbart før etikhøring på Christiansborg politikerne om at lave stramninger over for pressen.

Chefredaktør Lisbeth Knudsen advarer umiddelbart før etikhøring på Christiansborg politikerne om at lave stramninger over for pressen.

Få dage før Folketingets kulturudvalg og retsudvalg mødes til en høring om presseetik advarer Berlingske chefredaktør Lisbeth Knudsen i sin blog om, at gennemføre stramninger.

"Politikerne er i deres gode ret til at kritisere pressen og til at hudflette dårlig etik hos pressens repræsentanter, men laver de lovgivningsmæssige indgreb i forhold til de frivilligt aftalte presseetiske regler, som medierne har underlagt sig i dag, så er Danmark på vej i en helt gal retning på pressefrihedsindekset," skriver Lisbeth Knudsen.

Høringen gennemføres den 9. maj og Lisbeth Knudsen mener at anledningen udelukkende er at politikerne føler sig udfordret af den tabloide presse, der endevender skraldespande og fokuserer på politikernes egne valg af skoler til børnene.

"Personsagerne går af og til for vidt, og det er til konstant diskussion – også i medierne selv. Men politikerne bør ikke bruge deres egen irritation til et generelt indgreb i pressefriheden over for de medier, som netop skal have styrken og friheden til at kontrollere politikerne," advarer Lisbeth Knudsen.

Dermed er hun på linje med Pressenævnet selv, der på et møde i sidste uge diskuterede politikernes ønsker om stramninger. Ifølge Journalistens oplysninger efter mødet, ønsker Pressenævnet ikke at sanktionere hårdere eller at få flere beføjelser. Der skal højst være tale om klarere formidling af kendelserne.

Advokat Mikael Havemann, der har speciale i medieret, har via Journalisten.dk derimod advaret medierne om, at hvis de ikke bliver bedre til at bedrive selvjustits, vil politikerne helt sikkert gribe ind. 

0 Kommentarer