Line Ritz var en af de journalister på TV 2, der begyndte at arbejde på den MeToo-dokumentar, stationen havde sat i værk. TV 2 droppede projektet i januar, og kort efter sagde hun op for at fortsætte arbejdet hos Impact TV, der var gået videre med det. Da dokumentaren udkom på Discovery+ i slutningen af november, var Line Ritz på barsel.

Journalisten har mødt hende til et interview om projektet.

Hvordan har det været at være væk på barsel, da dokumentaren endelig kom ud?

”Virkelig hektisk og massivt! Min kæreste var væk på seminar den dag, den udkom, så jeg var alene med vores datter, og lige pludselig stak det bare helt af. Jeg blev fuldstændigt bombarderet med henvendelser. Til sidst var jeg nødt til at slå notifikationer fra og lægge telefonen væk. Jeg kunne slet ikke håndtere det – og jeg er stadig helt på røven over, hvor meget lovestorm både jeg og de medvirkende har fået.”

Hvordan kom du med på projektet til at starte med?

”Efter Sofie Lindes tale begyndte Signe Daugbjerg fra TV 2 at undersøge sexisme i forskellige brancher. Jeg blev koblet på som ekstra tilrettelægger, og sammen researchede vi på flere mediearbejdspladser. Men der var bare nogle voldsomme historier på TV 2, som vi havde svært ved at se bort fra. Helt unge kvinder, som havde haft virkelig grænseoverskridende oplevelser. Fra det øjeblik researchen gik den vej, vidste jeg, at det var risikabelt. Jeg gik jo på en måde op imod min egen arbejdsplads. Men samtidig var jeg fra start indstillet på, at jeg ikke bare kunne lægge de historier ned og ignorere, at jeg nogensinde havde hørt dem.”

Efter fire måneders research lukkede TV 2 projektet ned. Hvordan reagerede du?

”Jeg kan huske, at de andre på holdet reagerede meget mere voldsomt end mig. Jeg tænkte, at det jo kunne være, de ombestemte sig. Det gjorde de selvfølgelig ikke, men det føltes bare så surrealistisk og magtesløst at blive lukket ned, når man havde kæmpet for at fortælle de her vigtige historier så længe.”

Hvorfor besluttede du at sige op på TV 2, da Impact tilbød dig at følge projektet til dørs hos dem?

”Faktisk følte jeg mig presset til det. Ikke af nogen mennesker, men fordi jeg ikke følte, jeg havde noget valg. Tanken om, at de her kvinder ikke ville få lov at fortælle deres historier, kunne jeg næsten ikke holde ud. Og Signe var bundet til et andet projekt, så jeg var det sidste bindeled, hvis projektet skulle videre. Der var kun mig.”

Du var gravid i femte måned på det tidspunkt. Hvad var din største bekymring?

”Der var rigtig mange bekymringer. Jeg var bekymret for, om jeg blacklistede mig selv på TV 2 og aldrig nogensinde kunne komme tilbage. Jeg var vildt glad for at være på TV 2, så jeg var også virkelig bange for at skifte job for at lave en dokumentar, der aldrig blev til noget. Mega bange! Jeg anede jo ikke, om der overhovedet ville komme et produkt ud af det. Og så var der hele ansvaret for, at historierne kom ud – og at de kom ud på en måde, som kvinderne kunne se sig selv i. Det var min største bekymring hele vejen igennem. Jeg følte virkelig, at det ansvar lå hos mig. At alles øjne var på mig.”

Hvordan påvirkede det dig?

”Psykisk har det faktisk påvirket mig ret meget. Hormonerne bankede jo derudad i min krop, og jeg havde sindssygt svært ved at sove om natten. På nogle måder er jeg nok lidt et espeløv – jeg kan godt blive usikker og bange for, at folk ikke kan lide det, jeg laver. Derfor var jeg også virkelig bange for, at jeg ikke kunne leve op til forventningerne.”

Hvad var det sværeste ved at skulle samle stumperne og fortsætte projektet med et nyt hold?

”Jeg blev heldigvis koblet sammen med nogle sindssygt dygtige folk på Impact. Men overgangen var svær. Jeg måtte ikke tage noget materiale med ud fra TV 2 – jeg skulle aflevere alt, inklusive min notesblok – så præmissen var, at vi startede forfra. Men jeg havde jo fire måneders research oppe i hovedet. Og i mit hjerte var det svært at skulle overbevise kvinderne med så skrøbelige historier og så meget på spil om, at de godt kunne stole på det nye hold og stille op til lange og voldsomme interviews igen. Men måden, de svarede på, overbeviste mig faktisk endnu mere om, hvor vigtig historien er. At de kunne fortælle så ekstremt detaljeret én gang til, og at de blev lige så påvirket af at fortælle deres historie anden gang. Det siger meget om, hvor dybt det har siddet i dem. Og hvor ekstremt vigtigt det var at få historien ud.”

Hvordan har kvinderne reageret på dokumentaren?

”Meget positivt. De var alle sammen meget nervøse op til udgivelsen, men de har udtrykkeligt givet udtryk for deres taknemmelighed over, at jeg valgte at gøre det. Og det er jo altafgørende. Når man har arbejdet med så vigtige historier så længe, så er det altafgørende, at de mennesker, som havde modet til at stille sig frem og fortælle, synes, at det er blevet gjort på en respektfuld måde.”

Debatten kører jo stadig i kølvandet på dokumentaren. Hvad håber du, der kommer ud af den?

”Jeg håber, at vi bliver ved med at tale om det. For det er første skridt mod en løsning. Men allermest håber jeg, at vi alle sammen kan få lov at være i en branche, hvor vi ikke skal opleve forskel på mænd og kvinder. Hvor alle – også unge, smukke 22-årige praktikanter – kan få lov at gå på arbejde uden at blive forskelsbehandlet, nedgjort eller nedprioriteret på baggrund af deres køn. Det er det bedste, der kan ske.”

”Jeg håber, at vi bliver ved med at tale om det. For det er første skridt mod en løsning,” siger Line Ritz. Foto: Sara Galbiati