Mangeårig journalist på 'P1 Orientering' Niels Lindvig blev fyret fra DR midt i oktober. Det medførte protester fra lyttere – og en ekspert på direkte radio – og kollegerne på 'P1 Orientering' nedlagde arbejdet. Nu er det snart to måneder siden, at Niels Lindvig blev sendt hjem af ledelsen i DR.
Men i december kan du igen høre Niels Lindvig optræde som radiovært. Det sker hos konkurrenten Radio24syv.
»Jeg er vært på to ”årskrøniker”: En om året, der er gået i verden, og en om året, der kommer i verden. De bliver med gæster og interviews og varer tre timer hver,« siger Niels Lindvig.
De to programmer sendes nytårsaftensdag og nytårsdag. Formatet ligner de ”årskrøniker”, Niels Lindvig har lavet på 'P1 Orientering'.
»Men vi havde en time til hvert program, og her har jeg tre. Jeg sidder og forbereder programmerne nu,« siger han.
Stiller hellere end gerne op
Niels Lindvig er også vært på en udgave af Radio24syv-programmet 'Mikrofonholder' i december, hvor han interviewer forsvarsadvokat Thorkild Høyer.
Den tidligere P1-journalist har også medvirket i ’Cordua og Steno’ på Radio24syv et par gange, men det har været som kilde, hvor han har analyseret latinamerikanske forhold.
Niels Lindvig kan ikke gå i detaljer med vilkårene for sin aftale med Radio24syv, da den ikke er endeligt på plads endnu. Men han understreger, at han har indgået aftale med DR om, at han gerne må arbejde for konkurrenter.
»Jeg har fået lov at lave noget for konkurrerende virksomheder. Jeg har et ret langt opsigelsesvarsel, hvor de betaler mig, så DR har vel en interesse i, at jeg finder mig et andet arbejde,« siger han.
Kan du forestille dig, at du får flere opgaver på Radio24syv?
»Det ved jeg ikke endnu. Hvis Radio24syv – eller andre, for den sags skyld – kan bruge det, jeg kan, så stiller jeg hellere end gerne op. Men jeg vil ikke lave noget, jeg ikke kan finde ud af. Jeg skal ikke begynde at hoppe på tungen eller danse poledance. Jeg kan finde ud af udenrigspolitik.«
Savner kollegerne
Niels Lindvig har været på det samme program i 32 år – 'Orientering på P1', som tidligere hed 'Udefra'. Men han oplever det ikke som en stor forandring at arbejde for Radio24syv i stedet for DR.
»Der er ingen forskel. Jeg har arbejdet i udlandet i mange år, og jeg har benyttet mange radiofonier til at udkomme. I de allerførste år arbejdede jeg også for amerikanske radiofonier. Det er selvfølgelig andre arbejdsgange på Radio24syv, men det falder mig egentlig ret nemt.«
Han savner til gengæld sine kolleger.
»Jeg savner mine kolleger på 'Orientering' helt vildt meget. Det har været en absolut afgørende del af mit professionelle liv at kunne sparre med dem. Det har været en lykke for mig at sparre med folk, som kunne hellige sig deres stofområder,« siger Niels Lindvig.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tillykke, Niels! Jeg vil til mine dages ende undre mig over DR og dens tilsyneladende inkompetente ledelse, der fyrer en sådan kapacitet på det udenrigske som dig. Jeg kan næppe tro, at årsagen skulle være, at du under en julefrokost har sagt nogle sandheder om ledelsen. Eller har tisset i chefens papirkurv. Nu skal jeg til at hitte Radio24syv på min radio, der ellers kun var indstillet til P1.
Årets første julegave
Juhuu. Så bliver det igen en fornøjelse at høre radio - og ovenikøbet blive klogere samtidig.
Niels Lindvig er simpelthen den bedste radiojournalist jeg kender!
Det var hvad vi ventede på. Igen at få glæde af Niels Lindvigs dygtighed, sproglige kompetence og fine radiostemme.
Tillykke med jobbet. Jeg glæder mig til at høre din stemme igen.
Flere