Den skarpe tone har været hans kendetegn, og Hans Otto leverede da også en farvel-opsang, da han trak sig som formand for fotograferne efter 8½ år på posten.
»Jeg har oplevet, at nogle kolleger ligesom har glemt, hvorfor det egentlig er, at de er medlem af en fagforening. Og enkelte gange har jeg såmænd direkte undret mig, hvorfor de kke meldte sig ud. Jeg har oftere manglet den solidaritet, som burde være kendetegnende for medlemmer af det samme forbund. Det gælder om for enhver pris at mele egen kage, ligegyldig om det så sker på fællesskabets bekostning. Det synes jeg, er en skam.«
Sådan lød Hans Ottos personlige afslutning på hans sidste formandsberetning i Pressefotografforbundet.
Den skarpe tone har da også været hans kendetegn i hans 8½ år i spidsen for 715 pressefotografer. Og det bar andres farvel-taler også præg af:
»I skal vide, I har haft en god formand, som er stædig som ind i helvede. Det er sjovere at være med Hans end imod ham, og det kender jeg alt til. Konfrontationer er til for at blive taget, mener han, og sådan har jeg det også. Men vi har grundlæggende en stor respekt for hinanden. Tak for et godt samarbejde,« sagde formanden for Journalistforbundet, Lars Poulsen.
»Du var stiv, hård og urokkelig, men du er blevet mere rund i dine meninger gennem årene, og det har klædt dig. Du har kæmpet godt. Og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg var med til at gøre dig til formand,« sagde Lars Lindskov, som selv blev gjort til formand på generalforsamlingen – i øvrigt med hjælp fra Hans Otto.
»Lars (Lindskov red.) er først og fremmest en fremragende fotograf. Han har en god fantasi og er konstruktivt tænkende. Han kender meget til fagligt arbejde og har ofte været den grå eminence for mig i forhandlingssituationer. Og endelig en god kammerat, han er solidarisk. Han har ikke hår på hovedet, men til gengæld har han – åndelig talt – hår på brystet,« sagde Hans Otto om sin afløser, der blev klappet ind på sin post.
Selv sagde Lars Lindskov:
»Jeg har målt og vejet fordele og ulemper ved at blive formand. Der er flest ulemper. Men jeg vælger ulemperne, fordi det er en udfordrende fremtid, hvor ophavsretten skal sikres, efteruddannelsen forbedres, og faggrænserne bliver ophævet. Set med en gammel PF'ers øjne skal der sluges kameler – men vi skal ikke sætte os hen i et hjørne og fastholde faggrænserne, vi skal gå ind i en virkelighedsdiskussion, hvor vores rettigheder skal sikres.«
Freelancerne Lars Horn og Thomas Willmann blev genvalgt til bestyrelsen. Nicolas Lund-Larsen, tillidsrepræsentant på Berlingske Lokalaviser, freelanceren Teit Hornbak og pressefotograf på Politiken, Finn Frandsen, blev valgt til bestyrelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.