Hvordan var din opvækst?

»Jeg er født og opvokset på et lille landbrug i nærheden af Thisted. En slags produktionskollektiv, hvor vi børn måtte give en hånd med, for at det hele kunne hænge sammen. Det var fysisk hårdt, men det var også tilfredsstillende, fordi vi lærte mange ting og følte os nyttige. For eksempel lærte jeg at bakke med en traktor med firhjulet vogn på. Man kan sige, jeg er barn af en selvstændighedskultur, som nok har præget mig en del siden.«

Hvornår fandt du ud af, at du skulle være journalist?

»Ret tidligt. Min far gik op i politik, og jeg var med ham til vælgermøder, hvor jeg husker, at diskussionerne var meget intense. Jeg begyndte at skrive indlæg i den lokale avis. I gymnasiet fik jeg en inspirerende dansklærer, som lærte mig om mediekritik, og da jeg blev student, søgte jeg straks ind på Journalisthøjskolen og dumpede. Jeg var knust. I stedet begyndte jeg at studere jura, men søgte ind på Journalisthøjskolen igen et halvt år senere og kom ind. Det endte med, at jeg tog de to uddannelser samtidig.«

Har du kunnet bruge dine to uddannelser? 

»Da jeg blev færdiguddannet, gik jeg meget bevidst efter en plads på Jyllands-Postens dengang nye tillæg Erhverv og Økonomi. De søgte egentlig en mere erfaren journalist, men eftersom jeg også var jurist, ansatte de mig.«

Siden har du haft mange lederjobs. Hvad tiltrækker dig ved personaleansvar?

»Det stammer nok fra min opvækst. Jeg kan godt lide at have ansvar. Det er spændende at skulle hjælpe folk til at præstere; at motivere dem til bedre resultater. Det fandt jeg ud af, da jeg var på TV Avisen. At jeg skulle have ansvar for mere end et indslag på nogle få minutter. Selv om det er et fantastisk job, så er man en lille brik i en større maskine – jeg ville gerne have et mere overordnet ansvar og påvirke, hvad der skulle sættes i gang. Og det har jeg så gjort nærmest lige siden.«

Hvad er branchens største udfordring? 

»En er, at mange journalister stadig synes, det er finere at skrive til print end til digitale platforme. De hænger fast i gamle tider, hvor print var førende. Sandheden er, at det overvejende er ældre mennesker og kommunikationschefer, der læser dagbladenes printudgaver. Hvis de digitale platforme skal eksistere på længere sigt, skal der leveres journalistik af værdi, som folk er parate til at betale for. Man får simpelthen ikke udnyttet alle de muligheder, der er i digital formidling. Det er ikke nok at hælde en printtekst på nettet. Hvor tit ser man for eksempel noget så banalt som links til kilder på de digitale mainstreamplatforme?«

Hvad er løsningen? 

»Jeg har ingen totalløsning, men det er oplivende, at vi i disse dage ser mange små start-ups, som Zetland, InsideBusiness og erhvervsfilosofi.dk. At entreprenørskab er nået til journaliststanden. Men de får svært ved at overleve på digitale vilkår, fordi de ikke har tilstrækkelig adgang til potentielle kunders kontaktdata. Hvis man skal markedsføre i større skala, skal man have adgang til at nå folk, og ingen produkter sælger sig selv. Det kræver løbende markedsføring, og det har store virksomheder alt andet lige lettere ved.«

På djøfbladets hjemmeside bliver det digitale ikke udnyttet i ret høj grad, ser det ud til. Der er faktisk ikke et eneste link i de første fem artikler? 

»Ja, jeg vil helt klart undersøge nærmere, hvordan djøfbladet kan klare sig bedre digitalt. Lige nu er det min tredje arbejdsdag, og jeg er kun lige ved at sætte mig ind i det, men det er helt klart noget, jeg vil have fokus på.«

Er djøfbladet godt nok til at være kritisk over for de problemer, der er i fagene?

»Man kan altid være mere kritisk. Men jeg synes bestemt, at djøfbladet har en kritisk kant. Rapporten fra Bo Smith-udvalget er for eksempel blevet dækket kritisk, og bladet skriver også om for eksempel djøfiserings-debatten. Lige hvor på skalaen for kritisk journalistik, djøfbladet ligger, er svært for mig at sige. Som sagt er det kun min tredje arbejdsdag.«

Hvis du står i en situation, hvor din redaktion mener ét, og Djøfs kommunikationschef mener noget andet, hvilken side vil du så som chefredaktør lytte til?

»Det kan jeg ikke svare på. Senere i år skal bladets retningslinjer revideres, og jeg vil der stræbe efter klarhed om den publicistiske ramme. Det slider på en medarbejdergruppe, hvis strategien ikke står helt klart. Men overordnet vil jeg sige, at der jo ikke er nogen, der er helt fri. De store morgenaviser modtager et betydeligt beløb i mediestøtte. De store tv-stationer er finansieret af licens. Der er altid nogen, der betaler. Man kan godt lege, at man udgiver noget fuldstændig idealistisk frit ud i luften, men det er der ikke nogen, der gør, når det kommer til stykket.«