Lillebror

 Ét enkelt dansk program står på blokken efter interviewet med Metronomes direktør, Niels Severin. Nemlig Langt fra Las Vegas.

 

Ét enkelt dansk program står på blokken efter interviewet med Metronomes direktør, Niels Severin. Nemlig Langt fra Las Vegas.

Casper Christensens sit com om livet på en fiktiv tv-station er udviklet og produceret hos Metronome. Engang næste år skulle den gerne få følgeskab af et par nye programmer, men de er stadig så hemmelige, at Severin ikke vil fortælle om dem.

"Vi udvikler seks-syv danske koncepter om året, men vi får måske kun to på. Hvis jeg skulle være lidt sur, og det ligger ellers ikke til mig, så er det svært at få nye koncepter i tv. Hvis et program har en god track record i udlandet, så vil de enormt gerne have det. Men ikke, hvis man kommer med noget nyt. Ind imellem er de for pivede."

"Vi har været med til at udvikle en pilot på en ny quiz. Båndet var brændende varmt, det røg, da jeg viste det for en dansk tv-station. De kunne rigtig godt lide det, men de ville vide, om det havde solgt i andre lande. De var de første, vi viste det til, og så ville de ikke købe det. Men de ville meget gerne holdes underrettet om, hvordan det gik."

 

Hvis jeg var tv-station
I det lys er det heldigt for Bent Fabricius-Bjerres gamle virksomhed, at den har storebror i Holland.

"Vi har førsteret til alle Endemol-formater i Danmark. Sidste år, da vi lavede Big Brother, stod Endemol for 30 procent af vores omsætning. Men det er meget sjovere at udvikle programmerne selv."

I følge Niels Severin sidder Metronome i dag på omkring en syvendedel af markedet, og han forventer ikke, at andelen vokser.

"Hvis markedet vokser, vokser vi også, men forholdsmæssigt ikke meget. Stationerne har en interesse i at holde flere spillere i gang. Der er fem-seks store på markedet, og vores ambition er at blive ved med at være en af dem, ikke at få 50 procent."

Derfor har han heller ingen planer om at blive medejer af TV 2 en dag.

"Vi skal ikke være broadcastere, men det ville være sjovt at arbejde sammen med en broadcaster som turde være first mover, altså tage nye formater ind. Jeg kunne godt ønske, at tv-stationerne gik efter nogle andre seere i stedet for at prøve at hugge hinandens."

"Der var to millioner seere sidste år til Melodi Grand Prix i Parken. Det betyder altså, at en til to millioner vågne mennesker havde valgt noget andet. Hvis jeg var tv-station, ville jeg gå efter dem. Det må da være ambitionen for en station – at lave programmer, der lægger gaderne øde."

Sagt af en mand, der selv har tv i stuen, køkkenet og soveværelset.

 

Spansk kæmpe
Metronome er ejet af hollandske Endemol og norske Schibsted. Endemol udvikler indhold til tv og nettet og opererer i 22 lande verden over. I 2000 solgte Endemol tv-programmer for omkring 4,5 milliarder kroner. For det beløb fik køberne sammenlagt 14.000 timers tv, eller tv nok til halvandet år i døgndrift.

Endemol har over 400 formater på lager og går efter at blive Europas største uafhængige tv-producent.

I juli 2000 betalte det spanske teleselskab Telefonica ca. 40 milliarder danske kroner for Endemol. Telefonica er den største teleudbyder i den spansk-portugisisk talende del af verden.

Læs også: Penge i æteren og Kometen

 

0 Kommentarer