Når interview i nyhedsfladen fremstår tandsløse, så er det for let at skyde skylden på  medietrænerne. Journalisterne skal simpelthen klædes på til at matche stadig mere professionelle kilder.

Journalister omtaler ofte medietræning som en slags doping for ledere.
Det er nærmest snyd, at kilderne tillader sig at komme forberedte til studiet. Så kan man ikke længere bringe ofrene ud af ligevægt alene ved at tænde lamperne i studiet og stille dem et spørgsmål, de ikke er forberedte på.
I gamle dage kunne Stig Andersen stille daværende og nu afdøde trafikminister Knud Østergaard et pludseligt spørgsmål om formålet med Storebæltsbroen, hvortil ministeren uforberedt og noget tøvende svarede, at så kunne man da få frisk mælk over Storebælt.
Så var han grillet. Bevares, det var underholdende, men blev vi klogere, når der blev sat ild til ofrene for åben skærm?
Nu har kilderne lært lektien og er godt forberedte. Alene de seneste tre år har omtrent 5.000 slips og spadseredragter trænet foran et kamera.
Det er kun sundt for den demokratiske debat, at kilderne kender både arenaen og overskrifterne i forvejen, så de har mulighed for at svare for sig.

Men de har også lært nogle hundekunster under træningen, som sætter den fjerde statsmagt ud af spillet, medmindre journalisterne kan matche dem.
Den mest klassiske er blot at lade være med at svare på spørgsmålene og lire en i forvejen indlært lektie af, stort set uanset hvad journalisten spørger om.
Journalisterne og studieværterne skal kunne stille det spørgsmål, der bryder igennem panseret, men de kan ikke længere matche kilderne. Fagmedarbejderen har fået sparket, en mange gange større flade skal fyldes, og så er det billigt at interviewe kilderne live.
Journalisterne fremstår nu så dårligt klædt på, at kommunikationsbranchen frygter at miste den givtige forretning, som medierådgivning er. Det siger kommunikationsrådgiver Erik Ove åbenhjertigt i dette nummer af Journalisten.

Der er heldigvis undtagelser. I sidste uge leverede DR-programmet "Kontants" vært Kåre Qvist et fint eksempel på, hvordan den forberedte vært trænger igennem medietrænede servicechefers parader. Det fremgik af programmet, at kunder hos internetudbyderen Cybercity blev sendt til inkasso for tjenester, som de for længst havde afbestilt. Servicechefen lirede den sædvanlige spindoktor-remse af. Det var uacceptabelt. Hun kunne skam godt forstå, at 'Lone og Jørgen var sure', men seerne måtte jo forstå, at det jo var et stort firma med 100.000 henvendelser om måneden. Nu ville det blive bedre.
Værten Kåre Qvist sagde direkte, at han var forberedt på lige netop det svar og viste et citat på skærmen, hvor en chef for Cybercity havde liret den samme remse af for halvandet år siden. Særdeles effektivt og et eksempel til skolebogen.

TV-avisens chef, Susanne Hegelund, fortæller i dette nummer af Journalisten, at man i dag lægger mere vægt på, at interviewet skal 'glide'. Problemet er, at seerne får det ene letflydende og ligegyldige interview efter det andet. I forrige uge viste Jens Olaf Jersild, hvad der sker, hvis man sætter flow og feel good over alt andet, da han som den eneste journalist i Danmark fik et reelt interview med Morten Lund. Det skete endda i et magasinformat, hvor 'DRs skarpeste interviewer' angiveligt skulle tage 'et fast greb om ugens vigtigste historie'. Det viste sig at være vildledende markedsføring fra DR, da interviewet udviklede sig til noget, der mere lignede et tungekys end et knytnæveslag.
Investor Morten Lund havde en rigtig møgsag. Det var blevet afsløret, at han havde forsøgt at hive 139 millioner kroner i land på Nyhedsavisens lukning via en lokumsaftale med Mecom. I al hemmelighed via et selskab ejet af en tidligere bedrageridømt stråmand med bopæl på Mallorca.
Men Jersild gav Morten Lund lov til at hælde vand ud af ørerne, om at pengene skam var tiltænkt kreditorer og medarbejdere. Men hvorfor skulle pengene så overføres så hemmeligt, Morten Lund? Og hvorfor via en bedrageridømt stråmand? De spørgsmål fik Morten Lund ikke. I stedet blev han spurgt til sin iværksætterånd, sit eget og sågar moderens store hjerte. Det flød skam, men var lige til glemmebogen for seeren og til lærebogen som skrækeksempel på ligegyldig grød.