search

Lige på grænsen

Chefredaktøren drømmer om en dybdeborende og opsøgende avis. Derfor holder den rullende redaktion klar parat på P-pladsen. Men den holder tit stille. For mailbunkerne i indbakken holder journalisterne i stolen. Og snart skal de udkomme hver time.

Chefredaktøren drømmer om en dybdeborende og opsøgende avis. Derfor holder den rullende redaktion klar parat på P-pladsen. Men den holder tit stille. For mailbunkerne i indbakken holder journalisterne i stolen. Og snart skal de udkomme hver time.

Kan journalistik og arbejdsglæde overleve i en tid, hvor evig digital deadline udfordrer ritualet om en daglig udgivelse? Journalistens udsendte reporter opsøger en række hæderkronede danske provinsaviser, hvor fortid og nutid mødes. Første stop er Flensborg Avis. Næste gang besøger vi Morsø Folkeblad.

LÆSELYST. Det er et lidt overraskende synspunkt, jeg bliver mødt med af den 19-årige redaktør for ungdomssiderne 'Sandpapir', Jon Karstoft, da jeg ankommer til Flensborg Avis lige på den anden side af grænsen:
»Vores generation er den mest ambitiøse og interesserede nogensinde,« siger han – og sveder lidt, samtidig med at han virker utroligt selvsikker.
»Vi unge vil virkelig gerne læse aviser,« siger han og ser næsten bedende på mig.

Han elsker at læse langt og er overbevist om, at papiret holder – i avisverdenen. Artiklerne skal bare være godt skrevet. Dét er hemmeligheden. Også bag Flensborg Avis, der har skrevet til det danske mindretal i Tyskland siden 1869.
Jon går i 3. g på Duborg-Skolen, som er dansksproget. Han har været i byen hele natten og kom først hjem klokken seks. Han vil ikke være journalist, men læse statskundskab.

Nogle af medarbejderne her på Flensborg Avis har en dansk journalistuddannelse – men avisen arbejder på tyske præmisser, og her i landet kommer journalisterne i mesterlære og har tit en akademisk baggrund. De er udfordret. For også Flensborg Avis er i en brydningstid.
Der har været krise, og avisen har været hårdt ramt. Men redaktøren mener stadig, at hans journalister skal 'ud i verden'. Samtidig taler han om 24-timers nyheder på nettet og dybdegående artikler i avisen.

Døren står åben til et lille kontor, hvor chefredaktørens sekretær sidder og læser korrektur på næste dags avis. Det gør de alle sammen, for korrekturlæsere har avisen aldrig brugt. De læser hinandens ting.
Klokken 12.15 begynder redaktionsmødet. Mit navn står øverst på redaktionssekretærens ellers blanke papir – og der kommer aldrig til at stå andet.

Chefredaktøren ser hen på en af journalisterne: »Trine var i Frøslevlejren i går, og hun overvejer, om præsten har genbrugt sin tale – så hun kan vel også lige så godt genbruge sin historie fra sidste år,« siger han.
Der lyder spredt fnisen for enden af bordet.

Desuden er der lige kommet en pressemeddelelse fra kommunen om manglende skatteindtægter fra grænsependlere, og kulturmedarbejderen har en reportage fra en koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester.
»Jeg har klippet et billede fra nettet,« siger kulturmanden – men det kan man desværre ikke bruge til noget – for der var kun syv betalende gæster til koncerten.
»Yes,« lyder det triumferende fra sporten, der har været til to lokale brag – med billeder til.

»Man kan ryge inde hos mig,« siger en kvindelig medarbejder i højhælede sko – for ifølge den tyske rygelov må arbejdspladserne selv bestemme, hvad de vil gøre med røgen.

Hun hedder Trine Flamming, men bliver også kaldt for Trine Nyhedstrekant, fordi hun ikke kan finde ud af at skrive historier inden for den traditionelle nyhedsskabelon. Hun skriver meget tit alt for langt.
»Vi har været i Journalisten før – for eksempel dengang en journalist havde skrevet i rubrikken: 'Jeg kan ikke finde en rubrik'. Og det havde redaktionssekretæren godt set – og havde moret sig – men han havde bare glemt at rette det, så den blev trykt. Efter det har vi fået at vide, at hvis vi ikke kan finde en rubrik, så skriver vi sådan her: "ckjhuhkjhkjhkf" – for dét bliver fanget af korrekturen.« Hun hamrer løs på tasterne med cigaretten mellem læberne.

Trine har ansvaret for Sønderjyllands-stoffet, og det er hendes drømmejob. Hun læste erhvervsøkonomi og tilbød sig som freelancer til sporten. Det gik fint, og en dag spurgte de, om hun kunne tænke sig at komme i mesterlære – og her sidder hun så, otte år senere.


Ude i verden ruller rollatoren forbi avisens ildrøde bil – foto: Ulrik Jantzen

Uden for Trines vindue, på parkeringspladsen, står den såkaldte 'rullende redaktion', der blev lavet for 10 år siden. Først var det bare en gammel brugt bil, men nu er det en stor rød busagtig redaktion med avisens telefonnummer – hvis man nu skulle få lyst til at ringe til den.

Så I har altså rullende journalistik?
»Ja – men især i agurketiden – for da bliver vi nødt til det.«

Du er ikke meget for det …?
»Det er jo lettere at blive hérinde,« siger hun. »Hvis vi er væk i bare tre timer, så er der over tyve nye mails, der ligger og venter. Jeg har også Sydslesvigs danske Ungdomsorganisationer, og jeg skal sørge for, at Sønderjylland har noget stof at putte på – at det ikke kun er Ritzau-telegrammer og pressemeddelelser – så der er meget at se til.«

1.200 af de små 7.000 aviser skal køres i bil til Fredericia for at blive bragt videre til deres læsere i for eksempel København – så aviserne skal af sted omkring klokken 20 – og først skal de jo trykkes.
Det sidste er nu nemt. Flensborg Avis er den eneste tilbageværende danske avis, der har eget trykkeri i huset. Det ligger lige nede ad gangen og til venstre – man kan svagt høre den rytmiske lyd fra maskinerne.

Der er fotografer tilknyttet avisen, men de har ikke tid, så Trine må tage sine billeder selv. I eftermiddag skal hun ud til nogle mænd, der passer på en grænsebom mellem Danmark og Tyskland. De har malet den op – det er det samme hvert år.
Der sidder en ældre journalist over for hende, og hans gamle skrivemaskine står stadig på reolen. Han har stort gråt krøllet hår og hedder Mads Bruhn. Han rømmer sig og siger:
»Nu skal jeg fortælle dig, hvorfor vi journalister skal skrive kort og præcist. Engang havde vi en stor drabssag, hvor jeg var kommet til at skrive 55 linjer – og så fik jeg en opringning fra chefen: 'Herr kollega Bruhn, wie oft hab' ich gesagt, 40 Zeilen. Sonst kann sich der Leser ja gleich ein Buch kaufen.«

Jon fra ungdomssiderne siger, at hans generation er den mest engagerede generation … og at han elsker at læse langt?
»Hans generation er den mest røvkedelige, veltilpassede, småborgerlige fimsegeneration.«

Det sagde man vel også om din generation?
»Nej … min generation var nogle snothvalpe … og nogle røde svin.«

»Da jeg tiltrådte, betingede jeg mig, at jeg kunne være uafhængig,« siger chefredaktør Bjarne Lønborg og ruller lidt rundt med én af sine mange guldfingerringe. »Jeg er den første chefredaktør, der kommer udefra.«
Avisen skriver jo for det danske mindretal i Tyskland – og derfor har der været en tradition for, at redaktørerne på Flensborg Avis var en del af mindretallet – men Bjarne Lønborg er født i Esbjerg.


Flensborg Avis ligger lige på grænsen – foto: Ulrik Jantzen

Chefredaktøren har en golfkugle og en kølle på sit slips, og han synes, hans avis laver kampagnejournalistik.
Det handler ikke bare om at blive citeret, det handler om at gøre noget for samfundet, mener han – eksempelvis er han stolt af, at avisen har været med til at sørge for, at der er kommet et større grænseoverskridende samarbejde.
»Dengang vi startede kampagnen, var der lige omkring 3.000 jobpendlere begge veje, i dag er der 17.000. Vi gav jo virkelig knald på den kampagne. Det er utroligt spændende at lave den slags journalistik, fordi du kan se resultaterne.«

Redaktøren vil gerne arbejde på flere medieplatforme: »Altså vi har en online-avis … Det er tanken, at den skal blive til en 24-timers avis, med time til time-nyheder, ligesom vi forbereder os på, at vi skal til at agere på alle de der mobile platforme, altså iPod, iPhone, sms-tjenester og alt sådan noget.«

Men gør det ikke bare, at der er endnu færre, der læser papiravisen?
»Ikke nødvendigvis, for hvis man laver den rigtige kombination, som består af time til time-nyheder på de dér mobile platforme, bliver det jo nødvendigt, at man får yderligere og mere dybdegående information i papiravisen, og så vil det gavne papiravisen.«

Så skal I ansætte nogle flere?
»Det behøver vi ikke. Det ville da være fint, hvis vi havde råd til det, men det har vi bare ikke.«

Men hvad nu, hvis man i stedet – som Jon siger – brugte mere tid på at gøre avisen så godt skrevet, at det bare sugede
læserne ind i den – i stedet for al den smarte teknik?
»Jo, det er da vigtigt – men jeg er desværre bange for, at der er alt for mange, som ikke er i stand til at vurdere det – og det er jo nok en følge af, at folks sproglige formåen ikke er så god, som den har været. Jeg tror, det er væsentligt, at man har sådan nogle pling-effekter i sine resumeindledninger og de rigtige billedtekster og sådan noget,« siger Bjarne Lønborg, som dog har bemærket, at ungdomssiderne 'Sandpapir' på en måde er blevet et begreb for mange af egnens unge.

»I det hele taget oplever vi, at de unge deltager langt mere i debatten, og det tror jeg i høj grad er, fordi avisen er blevet mere nærværende for dem – og så er det selvfølgelig også vores netavis, de læser, det kan man jo ikke komme uden om.«

Det hele er ikke så nemt at regne ud. Tre stillinger er ikke blevet genbesat. Og samtidig med at redaktøren gerne vil have sine journalister 'ud i verden', skal planen med 24-timers nyheder på nettet og dybdegående artikler i avisen sættes i værk allerede næste år.

Men alle de her begreber – platforme, time til time og mobil-journalister – er det ikke bare nogle andre ord for noget, man også sagde for 20 år siden?
»Jo – der var bare andre udtryk, men nu har jeg glemt, hvad det var.« Chefredaktøren smiler lidt.
Vi ved godt, begge to, hvor svært, det er …


På sporten kunne de godt tænke sig en ekstra mand i den store aviskamp – og de har tapetseret redaktionen til med sportstøj, det er jo deres store passion.  – foto: Ulrik Jantzen

På sportsredaktionen har redaktør Marc Peets lagt benene op på bordet, og der hænger trøjer og halstørklæder overalt. Hele rummet er broderet med sportstøj.
»Mor, jeg bliver nødt til at løbe,« siger han og smækker telefonrøret på. »Nu skal jeg jo passe på, at jeg ikke får fingrene i klemme, men i stedet for alle de nye fancy ting – vi har alle sammen fået et nyt kamera – så ville jeg hellere have en ekstra medarbejder. Vi har slet ikke tid til at lave alt det, vi skal lave til nettet – samtidig med at vi skal skrive i avisen – og de store sportsportrætter er helt væk nu,« siger han.

»Vi har fået at vide, at vi ikke må brokke os rundt på gangene, den kultur skal afskaffes,« siger Trine Flamming, da vi ruller af sted til grænsebommen.

Der står 13 mænd med gråt hår langs bommen og drikker Black Bird-bajere og snaps. De er i fleecejakker med ordene 'Bomlauget Bov' trykt på brystet. En meget gammel mand kommer trillende i mobil rullestol – og græder næsten, da han ser bommen, som den står dér, nymalet og fin – rød og hvid. Igen.
Trine fotograferer, mens hun fortæller om dengang, der var en journalist, som gerne ville være til to aftenmøder på samme tid – og så lagde han bare en båndoptager det ene sted.

Vi griner alle sammen, og én af mændene peger på Trine Flammings ildrøde Flensborg Avis-bil.
»I er sgu' snart mere synlige end politiet,« udbryder han.
Trine peger på den lille røde og hvide bom, som danner i'et i avisens logo og siger: »Kan du se, vi har hævet bommen en lille bitte smule?«


Hjemme, lige ved siden af redaktionen, venter den store rotationspresse med trykfarverne klar til at blive smurt på. Sidst trykte den en avis om, fordi der var fejl i en dødsannonce. Det er okay, det tager kun et kvarter. – foto: Ulrik Jantzen

Klokken er 18, og det er ved at være tid til trykstart.
De fleste er gået fra redaktionen – undtagen de to sidste – en tysk og en dansk redigerende medarbejder.
»Den næste trykpresse ender sikkert på museum,« siger den ene redigerende.
»Og det gør chefredaktøren sikkert også,« svarer den anden, og de ler begge hjerteligt.
Den danske medarbejder lægger de sidste historier på nettet – for det skal jo også gøres. Han kom her efter mange år på JydskeVestkysten, hvor hans stilling blev nedlagt.

Så glider aviserne ud på samlebåndet. Trykkeren er oprindeligt fra Kerteminde, og hans forældre græd, da Kjerteminde Avis lukkede på papir.
Omkring os står avispapiret i kæmpestore ruller, som var det toiletpapir til kæmper. Den store maskine dunker af sted.

Sker det nogensinde, at I skal trykke om?
»Ja – og det har vi lige gjort – for der var fejl i en dødsannonce,« siger trykkeren og viser den fejlramte side frem på en trykplade. Oprindeligt stod der, at herren gik bort efter 'et fuldt liv' – og det blev naturligvis ændret til 'et langt liv'.«
En skramlet hvid kassevogn svinger ind foran redaktionen, og en ung fyr i kondibukser springer ud. Hjemmevant lægger han de mange aviser på sin gaffeltruck og kører dem ind på bagsmækken.
Og så forsvinder Flensborg Avis rundt om hjørnet – ud i verden, opad mod grænsen, på vej mod nord.


Flensborg Avis ligger lige på grænsen, og her har ungdommen skyhøje visioner om lange, velskrevne artikler – for den nye generation er noget af det mest ambitiøse – og de vil virkelig gerne læse, mener den 19-årige redaktør af ungdomssiderne 'Sandpapir', Jon Karstoft. – foto: Ulrik Jantzen

FAKTA
Flensborg Avis er avis for det danske mindretal i Tyskland, udgivet i Flensborg siden 1869.
I 1974 optog avisen den dansksindede, men tysksprogede avis Südschleswigsche Heimat-Zeitung som tillæg, men er fra 1986 udkommet som enhedsavis med nogle tysksprogede sider.
Oplaget har været på 6.800 de seneste 10 år med lidt op- og nedgange.

Sidste nyt
Avisen fik for syv år siden en ungdomssektion under navnet 'Sandpapir'. Det er et opslag skrevet af gymnasieelever, der udkommer med avisen hver fredag.
Sportsredaktionen laver sit eget håndboldmagasin, der udkommer ved håndboldsæsonens start.

Planer
Nettet skal fremover bruges til 24-timers nyheder, samtidig med at der laves dybdeborende journalistik i papiravisen. Det starter i 2012.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen