Lige lovligt presset kort

MENINGSLØST. Tivoli begyndte for nogle år siden. Politiet har gjort det mindst lige så længe: nægtet adgang mod forevist pressekort.

MENINGSLØST. Tivoli begyndte for nogle år siden. Politiet har gjort det mindst lige så længe: nægtet adgang mod forevist pressekort.
Det gør ikke så meget, at journalister ikke længere gratis kan kigge Tivoli i kortene. Det er noget andet med politiet. Det hedder sig, at pressekortet giver journalister adgang til områder, der er afspærret af politiet – selvfølgelig uden at stå i vejen for politiets arbejde eller krænke privatlivets fred.
De seneste år er jeg omkring 20 gange blevet afvist ved en politiafspærring eller senere bortvist både som freelancer og ansat ved dagblad.
Begrundelsen fra politiets side er hver gang enten bare fræk: Jeg vil skide på dit pressekort. Eller den er usagligt begrundet: Du skal gå ind på fortovet (selv om netop hele gaden er spærret af). Eller: Det er ikke sikkert for dig at gå længere frem (selv om det myldrer med uvedkommende personer). Eller: Af hensyn til den anholdte bedes du gå væk (selv om det er helt tydeligt, at den anholdte ønsker, at episoden bliver bevidnet).
Det skal medgives, at der er situationer, hvor pressekortet slet ikke virker: Når en flok betjente stiller sig i vejen for eller skubber til fotografer, mens der pågår en voldsom anholdelse.
Det er én ting: at politiet slet ikke respekterer et pressekort, medmindre der står TV 2 eller DR på journalistens ryg, og kameraet snurrer.
En anden ting er så, at det måske er politiets opfattelse, at snart sagt hvem som helst kan fremvise et pressekort. Og at nogle af dem ønsker at chikanere politiet ved at dokumentere, hvad der foregår, når kniplerne synger.
Vores forbund har i dag mange medlemmer, der ikke er beskæftiget som journalister. Det giver ingen mening (heller ikke for politiet), at de alle udstyres med pressekort (selv om nogle af pressekortene efter sigende ikke er påtrykt, at de giver adgang bag politiets afspærringer).
Men den dårligste begrundelse indtil videre for at have et pressekort kommer fra forbundets egen formand i Journalisten 06/2009. Han mener, at det må være op til den enkelte, om man har brug for et. Selv siger han, at han har brug for sit pressekort for at undgå sikkerhedsforanstaltningerne på Christiansborg. •

Mikkel Schou, journalist

0 Kommentarer