search

Lige barselsmuligheder til alle

Her i januar har vi i DJ haft foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg for at understrege behovet for en barselsudligningsordning, der også omfatter alle selvbeskæftige, uanset om de er sel

Her i januar har vi i DJ haft foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg for at understrege behovet for en barselsudligningsordning, der også omfatter alle selvbeskæftige, uanset om de er selvstændige eller er freelancere med lønmodtagerstatus eller på anden måde løst ansat. Der blev lyttet, og forinden havde vi leveret en række alternative forslag til en løsning.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har tidligere udtalt, at "alle skal have lige mulighed for et godt arbejdsliv, uanset, hvordan de er beskæftiget". Jeg kan ikke være mere enig. Derfor har vi i DJ også i årevis kæmpet for, at alle skal omfattes af barselsfonden.

Nu oplever jeg, at viljen på Christiansborg langt om længe er til stede, så derfor skal vi bidrage til at finde løsninger og ikke nye problemer, som a-kassen ASE gjorde ved pludselig at problematisere en barselsfond til selvstændige uden at pege på andre løsninger. DJ derimod leverer ideer og løsninger.

Det var helt barokt at opleve, især fordi det i første omgang netop var personer med CVR-nummer og momspligt, der var kommet ind i varmen hos regeringen, mens vi lige nu arbejder for, at de 50-100.000 løst ansatte lønmodtagere med skiftende arbejdsgivere, nemlig vikarer og freelancere, også kan blive omfattet af barselsudligningsordningen.

Siden 2006 er der blevet indbetalt penge til barsel.dk for blandt andre de løst ansatte, men de har bare ikke kunne få penge fra fonden, når de gik på barsel. Det er helt galt. Revisionen af loven om barselsudligning skal gælde alle, der ikke er omfattet i dag – også de løstansatte.

Vi forstår godt, at det kan være svært at indrette lovgivningen, så de løse lønmodtagere kommer med, for de passer ikke ind i de klassiske "kasser" på arbejdsmarkedet. Men gruppen går ikke væk. Den vokser. Det gør den, fordi den løst tilknyttede arbejdskraft er med til at få enderne til at hænge sammen på det fleksible arbejdsmarked, og så står rigtig mange af dem også for den innovation og vækst, der er så hårdt brug for.

Derfor er politikerne nødt til at forholde sig til denne gruppe og sørge for, at alle – hver som en – kan få del i barselsudligningen. En ordning, hvor loven kun udvides med de selvstændige, skaber en helt urimelig ulighed for de løst ansatte, der som de eneste så bidrager til fonden uden at kunne bruge den, hvis de skal på barsel.

Jeg håber, ministeren holder ord, og lader alle få lige mulighed for barselsrefusion. Lad os få den rigtige lov med det samme.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen