search

Licensen til DR stiger måske som følge af brugerbetalt TV 2

Journalisten.dk kunne i går afsløre, hvordan den kommende redningsplan for TV 2 indebærer brugerbetaling for TV 2 fra år 2012. Men for at få Socialdemokraternes accept er regeringen nu angiveligt parat til at øge licensen til DR.

Journalisten.dk kunne i går afsløre, hvordan den kommende redningsplan for TV 2 indebærer brugerbetaling for TV 2 fra år 2012. Men for at få Socialdemokraternes accept er regeringen nu angiveligt parat til at øge licensen til DR.

Det kan umiddelbart lyde lidt som den omvendte verden. En borgerlig regering, der går med til at styrke DR. Men kilder tæt på forhandlingerne siger til Journalisten.dk, at Socialdemokraterne vil tage sig godt betalt, hvis de skal gå med til en abonnementsordning for TV 2. Og derfor åbnes der nu op for noget-for-noget-princippet.

Godt nok forsøgte Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, at lægge afstand til meldingerne på Journalisten.dk om et brugerbetalt TV 2. Men han var dog på ingen måde afvisende. Svaret var i stedet, at der var tale om 'ren spekulation', hvilket derfor i Christiansborg-sammenhænge øjeblikkeligt blev tolket som et halvt tilsagn.

Og her til aften kan Berlingske Tidende så berette, at den socialdemokratiske pris for at gå med er højere licens til DR.

Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger regner regeringen således i øjeblikket på en løsning, der vil give DR et økonomisk løft i de kommende år. En model går på, at licensen fremover skal følge den reelle lønudvikling, skriver avisen.

Værd at bemærke er det, at Mogens Jensen nu også har modereret sin modstand til næsten at være et tilsagn til brugerbetaling:

»Jeg vil ikke kommentere forhandlingerne, mens de pågår, men det har fra start været et centralt krav fra vores side, at hvis man skal ind og redde TV 2, så må man også gøre noget for DR,« siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.

Og reddes – det skal TV 2. Ellers vil EU ikke acceptere den danske stats ekstraordinære lån til TV 2 på omkring en halv mia. kr., som blev bevilget for et halvt år siden.

EU stiller tilmed krav til måden, man vil redde TV 2 på. Det nytter for eksempel ikke at genindføre licensfinansiering af TV 2, som Mogens Jensen spøgte med tidligere i dag. Det vil blot være at betragte som ny ulovlig statsstøtte. Brugerbetaling – som i øvrigt nok vil blive forsøgt solgt i offentligheden med det lidt pænere ord 'abonnementsordning' – er derimod spiseligt for Kommissionen.

Ifølge Journalisten.dk's oplysninger er der stadig en del løse ender, før forhandlingerne kommer på plads. For selv om DR får en anelse mere i licens, er en fremtidig brugerbetaling af TV 2 fra 2012 ikke tilstrækkeligt til at klare de nuværende driftsøkonomiske problemer på TV 2. Her afventer man nogle tekniske beregninger og forslag.

Målet er dog, at man kan strikke en plan sammen, når kulturminister Carina Christensen (K) og medieordførerne mødes nu på fredag og muligvis også ekstraordinært torsdag. Redningsplanen, som skal gøre TV 2 økonomisk bæredygtig, skal siden afstemmes med forventningerne fra EU-Kommissionen, inden man melder den officielt ud. Derfor kan der godt gå yderligere noget tid. Man har dog stadig nogle uger at løbe på inden den officielle frist den 4. februar.

Viser det sig i øvrigt, at TV 2 skulle gå hen og få bedret den løbende driftsøkonomi betydeligt i løbet af de kommende år, arbejder politikerne også med en kattelem, hvad angår brugerbetalingen. Netop fordi den først er tænkt indført i 2012, som beskrevet i går af Journalisten.dk, så har man altså nogle år, hvor man reelt kan nå at ombestemme sig, lyder ræsonnementet.

Læs mere om planerne for et brugerbetalt TV 2 her.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen