Libysk minister: Journalister er fredløse

Udenlandske journalister er trængt ulovligt ind i Libyen og bliver betragtet som fredløse, lyder det fra landets viceudenrigsminister.

Udenlandske journalister er trængt ulovligt ind i Libyen og bliver betragtet som fredløse, lyder det fra landets viceudenrigsminister.

Mens urolighederne i det nordafrikanske land Libyen tager til, strømmer det til med internationale journalister. Journalisterne kommer ind gennem den østlige grænse, og mange af dem samles i Benghazi, Libyens andenstørste by. Men korrespondenterne bliver nu truet i kraftige vendinger fra officielt hold. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Ifølge nyhedsbureauet AFP udtalte den libyske viceudenrigsminister, Khalid Kayem, i går, at udenlandske journalister opholder sig ulovligt i landet og bliver betragtet som fredløse. Men de udenlandske korrespondenter føler sig trygge i den østlige by Benghazi.

»Det er, som om den østlige provins af Libyen slet ikke er en del af landet,« siger Jon Williams, redaktør for BBC, til The Guardian. Han mener ikke, der er grund til at frygte for journalisternes sikkerhed i den del af landet. »Men rundt om Tripoli (Libyens hovedstad, red.) er det stadig virkelig farligt at opholde sig, måske mere end nogensinde før,« siger han til avisen.

Så vidt vides har det endnu ikke været muligt for udenlandske journalister at komme til hovedstaden Tripoli, hvor der meldes om heftige kampe.

Du kan læse om TV 2 korrespondenten Steffen Jensens rejse ind i Libyen her:

0 Kommentarer