Ukraine

Lev flygtede fra Putin. Nu er han Politikens forlængede arm ind i Rusland

I to måneder skal den russiske eksiljournalist hjælpe Politiken med insiderviden og kilder i Rusland, mens han på den anden side bliver klogere på, hvordan man laver avis i Danmark

En mulighed for at få en forlænget arm ind i Rusland.

Sådan beskriver Politikens internationale redaktør, Martin Aagaard, den chance, avisen øjnede, da den for nylig blev spurgt, om den ville lade en russisk eksiljournalist blive en del af dens redaktion på Rådhuspladsen.

Spørgsmålet kom fra Nordisk Journalistcenter (NJC). Centeret har med midler fra Nordisk Ministerråd stablet et fellowship-projekt på benene, hvor de betaler stipendier og ophold på fire nordiske medier til fire-fem uafhængige russiske journalister, der på grund af krigen i Ukraine er havnet i eksil i andre lande.

”Vi sagde ja til at være med, fordi vi synes, det kunne være spændende at få en ind, der har mere indsider-viden om Rusland og kan komme tættere på,” fortæller Martin Aagaard.

Han uddyber, at det både handler om at få andre kilder og en anden forståelse for konflikten, samtidig med at man hjælper en kollega i nød.

”På den helt store klinge handler det om, at vi kan få viden og indsigt om Rusland, mens de kan få viden om nordiske medier. Og at der på den måde sker en berigelse på begge sider,” siger Martin Aagaard.

Fyret for at gå imod partilinjen

Og den berigelse finder sted lige nu. I snart fire uger har de ansatte på Politiken nemlig haft eksilrusseren Lev Kadik som journalistkollega på redaktionen og på byline i avisen.

I maj sidste år forlod han Rusland med sin kone og fire børn og har siden boet i Letland. I alt skal han være ”i eksil” på Politiken i to måneder – og indtil videre har det været en virkelig interessant oplevelse, fortæller han.

”For mig er det en god chance for at lære, hvordan europæisk journalistik fungerer. Og Politikens liberale værdier ligger tæt på min egen politiske overbevisning, så det var et drømme-match,” siger Lev Kadik.

Enhver af de artikler, jeg har skrevet siden det efterår, ville kunne få mig arresteret og fængslet i Rusland.
Lev Kadik, journalist og eksilrusser

Før han måtte forlade Rusland, har han blandt andet arbejdet på den store russiske finansavis Kommersant. Han oplever, at arbejdet som journalist der og på Politiken grundlæggende er det samme.

”Du har din historie, du har din deadline, og du har dine kilder. Men organisatorisk og politisk foregår det meget anderledes her,” fortæller Lev Kadik.

Ifølge ham var Kommersant modsat mange andre russiske aviser ikke ren propaganda, men tillod faktisk et gran af politisk kritik. Til gengæld blev enhver kritik nøje gennemgået af redaktører og chefredaktøren.

”Dine overordnede redigerede dine historier for at få det til at være mere på linje med, hvad de ville have i Kreml,” fortæller han.

Alligevel blev han i efteråret 2021 fyret fra avisen efter at have skrevet en artikel, der gik for langt i forhold til partilinjen fra Kreml. Og siden har han ikke kunnet vende tilbage til Rusland som journalist.

“Enhver af de artikler, jeg har skrevet siden det efterår, ville kunne få mig arresteret og fængslet i Rusland,” siger Lev Kadik.

Kilder i Rusland gør en kæmpe forskel

Martin Aagaard fra Politiken beskriver Lev Kadik som en vidende fyr med gode idéer og en masse viden om Rusland og den aktuelle situation.

”Vi kan se, at han formår at give os større dybde på det russiske stof. Det gør en kæmpe forskel, at vi også får kilder inde i Rusland på historierne, og han har bare nogle andre kilder og et blik for nogle andre historier, end vi har,” siger Martin Aagaard.

To måneder med Lev på redaktionen løser selvfølgelig ikke alt – men det hjælper.
Martin Aagaard, international redaktør på Politiken

Som eksempel nævner han en historie, Lev Kadik har på vej, om, hvem der bliver rekrutteret til den russiske hær.

”Og da der for nylig var krise i Georgien, havde han lige nummeret til en af de førende oppositionsledere i landet. Det var et fedt take,” siger Martin Aagaard.

Danske medier er jo indimellem blevet beskyldt for at stille sig for meget på ukrainernes side i dækningen af krigen. Har han givet jer et andet perspektiv i dækningen?

”Vi har gjort meget for at forsøge at få balance i dækningen. Men det er klart, at vi har en overvægt af ukrainske vinkler. To måneder med Lev på redaktionen løser selvfølgelig ikke alt – men det hjælper. Det gør os bedre i stand til også at få almindelige russeres syn på situationen og i det hele taget at få et bedre indblik i den russiske tankegang,” siger han.

Anderledes syn på læserne

For Lev Kadik selv har den største overraskelse ved at blive en del af en dansk redaktion været at opleve redaktionsmøderne. Konkret har det overrasket ham, hvor grundigt og seriøst historierne bliver diskuteret.

”Politiken er en virkelig intellektuel avis, og de prøver ikke at forsimple komplicerede forhold. Det er for mig virkelig et kvalitetsstempel. Sådan var russisk journalistik også for lang tid siden, men i dag ser man læserne som simple personer, der ikke forstår komplekse forhold,” siger han.

Jeg føler ikke, at de politiske ledere i Danmark ved meget om, hvordan regimet i Rusland fungerer.
Lev Kadik, eksilrusser og journalist 

Til gengæld oplever han, at han kan bidrage med en viden og en forståelse, som ifølge Lev Kadik mangler i Danmark og mange andre europæiske lande.

”Jeg føler ikke, at de politiske ledere i Danmark ved meget om, hvordan regimet i Rusland fungerer, og hvilke idéer det er bygget på. Det fører til en mangel på forståelse for, hvordan vi alle sammen er endt her. Og det hul føler jeg, at jeg kan være med til at lukke en lille smule,” siger han.

Håber at fortsætte samarbejdet

Nordisk Journalistcenter har ud over Lev Kadik og Politiken også matchet eksilrussere med finske Helsingin Sanomat, svenske Sydsvenskan, norske Aftenposten og NRK Tromsø.

Modsat mange andre eksilrussere er Lev Kadik heldigt stillet. Han er halvt lettisk og har derfor fået permanent ophold i Letland, hvor han også har fået job som journalist på nyhedsmediet Delfi, som er et af de største i de baltiske lande.

Martin Aagaard fra Politiken håber, at Politiken måske i fremtiden kan etablere et samarbejde med Lev og Delfi og på den måde holde fast i samarbejdet.

”For jeg synes, at vi har en forpligtelse til at prøve at forstå, hvad der sker i Rusland, hvilket er en svær opgave, når vi ikke er til stede i landet,” siger han.

Heller ikke Lev Kadik selv regner med at kunne vende tilbage til Rusland foreløbig.

”Jeg ville blive arresteret og anholdt, så jeg kan ikke vende tilbage, før Putins regime er faldet,” siger han.

0 Kommentarer