En populær, lesbisk blogger har vist sig at være fiktion skrevet af en 40-årig, amerikansk mand. Bloggen har ellers ført til kampagner, efter det stod at læse, at pigen var blevet bortført af regimet.
»Jeg føler mig på flere måder som verdens værste person.«
Sådan skrev amerikanske Tom McMaster på bloggen 'A Gay Girl in Damascus' i går mandag. Han er gået til bekendelse over for bloggens læsere og har afsløret, at den populære blog i virkeligheden er skrevet af ham.
Det sker i kølvandet på mistanke og kritiske røster fra andre bloggere og journalister.
Den unge, lesbiske pige Amina eksisterer ikke. Det gør hendes familieproblemer og de dramatiske sammenstød med det syriske regime altså heller ikke.
Aminas engelsksprogede blog har ellers tiltrukket sig stor opmærksomhed fra læsere i hele verden, blandt andet via via sociale medier som Facebook og Twitter.
Opmærksomheden eksploderede, da Aminas kusine i et indlæg på bloggen den 6. juni 2011 kunne fortælle, at Amina var blevet bortført af bevæbnede mænd, formentlig fra regimet.
Nyheden satte gang i omfattende kampagner og underskriftsindsamlinger på nettet, og nogle mellemøstaktivister skiftede blandt andet deres profilfoto på Twitter ud med en tegning af Amina i protest.
Men andre aktivister og journalister begyndte at nære mistanke. Det viste sig, at en fransk-canadisk kvinde, der mente at være i et romantisk forhold med Amina, aldrig havde talt med hende eller mødt hende, men kun udvekslet e-mails.
IP-adresser fra en række mails, som Amina havde sendt til bloggen LezGetReal.com, kunne spores til Edinburgh University. Tom McMaster bor i dag med sin hustru i Edinburgh, Skotland.
Flere private emails, som Amina havde sendt, indeholdt fotografier, som var identiske med nogle, som Tom McMasters hustru havde taget og lagt ud på foto-delingssitet Picasa.
Søndag valgte Tom McManus så at gå til bekendelse i et kort indlæg på bloggen. I går mandag skrev han et længere indlæg, hvor han også undskylder personligt over for en række personer, der har betragtet Amina som en ven, selvom de aldrig har mødt hende.
»Mine intentioner var gode, men jeg lod mig rive med. Jeg skylder undskyldninger til dem, jeg har såret, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gøre det godt igen,« skriver Tom McMaster.
I går modtog den britiske avis The Guardian en mail fra Tom McMasters hustru, der bekræfter, at det er McMaster, der står bag bloggen.
De undskyldende indlæg er tilsyneladende lagt online fra Istanbul. Tom McMasters hustru oplyste i går til The Guardian, at ægteparret er på ferie i Tyrkiet, men at de vil udtale sig til »en journalist efter eget valg inden for 12-24 timer«.
I går blev endnu en lesbisk blogger i øvrigt afsløret som værende en mand, skriver Guardian. Paula Brooks skulle være den lesbiske redaktør på sitet LezGetReal.com. Men i virkeligheden er Paula Brooks den 58-årig tidligere bygningsarbejder Bill Graber.
'Paula Brooks' var ellers en af dem, der medvirkede til at afsløre Tom McMasters fupnummer. Bill Graber havde skjult sig bag en undskyldning om, at Paula Brooks var døv, og derfor måtte alle telefonsamtaler gå via hendes far.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.