search

Lemminger, medieselvsving og fortrydelse i DK og USA

Politiken havde allerede dømt selvsving, da Mandag Morgen gav bolden op til den store masochistiske kamp ved håndvasken i Espersen-sagaen.

Politiken havde allerede dømt selvsving, da Mandag Morgen gav bolden op til den store masochistiske kamp ved håndvasken i Espersen-sagaen.

Så Mediedanmark snupper sig en ny runde om, hvorvidt pressen har hetzet udenrigsministeren, eller om Berlingskes chefredaktør og Fyens Stiftstidendes politiske redaktør har ret i, at flagellanteriet er en blindgyde, der skygger for hhv. oppositionslederens evner eller Lene Espersens reelle manglende kvalifikationer til sin post. For politiske nørder er det ren Matadormiks. For de fleste andre må julelegene give næring til en hel del irritation.

De gode gamle dage ?

Debatten om lemminger og pendulsving skygger for en vigtig principiel debat: Har de nye internetbårne medier, især de mange toneangivende, ansvarsfrie bloggere, der kun står til regnskab over for sig selv, resulteret i dårligere dækning af det politiske liv? Også på de store seriøse medier, der føler sig presset af de hurtige blogs og 24/7 tv-kanaler? Eller er det omvendt sådan, at politikere ikke længere kan slippe af sted med ting, som de for 15 år siden, snildt kunne gemme ad vejen ?

Weekendavisen forsøgte i sin nyeste udgave at give et dansk svar på principdebatten; de interviewede skuede og sukkede mestendels længselsfuldt bagud – jeg er personligt uenig i denne rosenrøde tegning af politik og journalistik i 1960'erne og 70'erne – men finder det interessant, at den selv samme debat også kører på livet løs i USA, hvor der er mange aktuelle eksempler på lemmingejournalister, der taber fatningen og glemmer selv basal research.

Historien om C.J.

For nogle uger siden hængte de amerikanske medier f.eks. en død 14-årig dreng, C.J. ud som morder. Han var omkommet sammen med sine søstre og mor i en brand i Staten Island. Politiet mente, at drengen – der lige var blevet midlertidigt smidt ud af sin skole for dårlig opførsel – havde skåret halsen over på både søstrene og moderen og derefter begået selvmord i sit hjem, der brændte ned til grunden efter mordene.

Alle de store amerikanske medier – inklusive dydsmønstret New York Times – købte politiets teori, og i dagene efter kunne man læse interviews med den afdøde drengs skole og fritidshjem, om hvordan det kunne været gået så galt, mens klummeskrivere funderede over sindets mørke sider hos unge, ustabile mænd uden et sundt familieliv og eksperter udtalte sig om, hvorfor unge slår deres egen familie ihjel.

Da det ret kort tid efter kom frem at det var moderen, der stod bag både mordene og branden, stillede netmediet Gawker spørgsmålet: "hvordan siger man undskyld til en 14-årig død dreng?"  Og sagde: "sorry C.J."

Og klummeskriver Susan Dominus – som i sin klumme i New York Times ugen før havde causeret over C.J.'s mulige 'indre dæmoner' – konkluderede, at hun "i stedet skulle have brugt min plads i avisen til at undre mig over, hvordan myndighederne så hurtigt kunne komme til så rystende en konklusion.

Og om Shirley Sherrod

Tragedien om C.J. løb samtidig med en anden – og meget mere omtalt sag: fyringen at rådgiver i landbrugsministeriet, Shirley Sherrod. Sherrod-sagen, der også har været omtalt i Danmark, startede, da den sorte Sherrod af en konservativ blogger blev anklaget for racisme med basis i en over ti år gammel videostump, hvor Sherrod i en tale anerkender at hendes instinktive modvilje mod et hvidt ægtepar, havde fået hende til at nægte at hjælpe dem med et lån til deres ejendom. Hvad videoklippet ikke viste var, at Sherrod straks fortrød sine handlinger, erkendte sine fordomme og hjalp parret alligevel. Og senere blev venner med dem.

Efter Sherrods fyring, og efter at samtlige medier havde talt op ad stolper og ned ad vægge om den mulige latente racisme over for hvide i den som bekendt sorte Barack Obamas regering, kom modreaktionen så nogle dage efter. Det hvide ægtepar blev interviewet i CNN, og sagde at Sherrod var en 'prima pige' så god som guld. Sherrod fik en undskyldning, en telefonopringning fra præsidenten og tilbud om et nyt job. Nu anlægger hun i stedet sag mod sine tidligere arbejdsgivere.

Slowblogging

Der er ikke nogen i de amerikanske medier, der har fundet svaret, og måske findes der ikke et men mange svar. De amerikanske medier er langt mere aggressive og konkurrencebetonede end i Danmark. Og dertil så svimlende hurtige, at politiske møder nu helt rutinemæssigt rapporteres med analyser og vinkler og så videre, mens de finder sted – deltagerne sender analyser ud på Twitter via deres BlackBerries og iPhones, mens politikerne taler; og selv kabel-kanaler som CNN, Fox og MSNBC ser soooo yesteryear ud, når de kommer med deres tilbagelænede rapporter en times tid senere.

Den brillante klummist Ruth Marcus fra Washington Post har foreslået at journalistikken lancerer et svar på "slow food" bølgen: slow blogging: http://voices.washingtonpost.com/postpartisan/2010/07/after_shirley_sherrod_time_for.html

Ud fra samme devise som protesterne mod hurtig junkmad. God mad kræver tid – det gør god journalistik også, argumenterer hun.

Hit med opskriften

Men junkmad er vanedannende og amerikanerne bliver federe og federe. Forholder det sig mon på samme måde med medierne?

Eller mangler vi blot at finde mediernes Meyer ud af Huset. Opskriften på den nærende, korrekt researchede, kvalitetsbevidste men dog kvikke journalistik?

Hit med den!

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen