search

LEMMING-DEFEKTEN

Den lille gnaver, lemmingen, hører som bekendt til studsmusenes gruppe. Kløerne på forbene er lange og egnede til dybdeboring. Farven en del varierende, overvejende rustgul. De små, altædende gnavere går med mellemrum amok.

Den lille gnaver, lemmingen, hører som bekendt til studsmusenes gruppe. Kløerne på forbene er lange og egnede til dybdeboring. Farven en del varierende, overvejende rustgul. De små, altædende gnavere går med mellemrum amok. I store flokke drager de fremad, alle i samme retning. Selvom de kommer til halsbrækkende blindgyder eller livsfarlige skråplan, fortsætter de heroisk ud over afgrundens rand i en slags massesuggestion, der ytrer sig som trang til at følge efter, hvor andre går foran.
Så vidt Salmonsens Leksikon. Enhver lighed med nulevende journalister er absolut utilsigtet. Når de to gnaverslægter alligevel er værd at sammenligne, hænger det sammen med, at der både blandt selvkritiske journalister og i det omgivende biosystem ytres påstande om, at journalister løber i flok, altså opfører sig som lemminger. Men måske er det bare rygter. For lad mig straks fastslå, at lemmingen er væsentligt bedre udforsket end journalisten.

Derfor er noget af det første, jeg har taget initiativ til ved Institut for Journalistik på Syddansk Universitet, Odense, at få kortlagt nyhedsstrømmen – herunder tendenser til redaktionelt selvsving. Sammen med mine forskerkolleger vil jeg til efteråret forsøge at få samtlige danske massemedier til at medvirke ved forskningsprojektet »En nyhedsuge i Danmark«.
På det grundlag vil vi blandt andet kunne belyse, hvordan historier vandrer fra kilde til journalist, mellem journalister indbyrdes og på tværs af medierne. Men indtil den undersøgelse foreligger, må jeg altså – lige som rigtige journalister – nøjes med enkeltsager, der nok kan illustrere problemet, men ikke beviser at det faktisk er et alvorligt problem.

Mange journalister hævder da også med nogen ret, at ensartetheden i moderne medier er udtryk for professionalisme og objektivitet. Det er jo trods alt den samme virkelighed, alle journalister skal rapportere. Men betyder det, at fænomenet ikke er værd at udforske?
Hvis vi skal hæve debatten over den nuværende mudderkastning, må vi have facts på bordet. Baseret på udenlandsk forskning er det nødvendigt at se nærmere på tre forskellige elementer i den journalistiske fødekæde: fælles-guf, suppe på en pølsepind og skabelon-mix.

Fælles-guf er for eksempel Tour de France, Tvind og Thorsen. Selvfølgelig skal den slags historier dækkes af alle nyhedsformidlende medier. Problemet er ikke, at emnet er fælles, men at vinklerne er uhyggeligt ensartede: Først var cykelrytterne danske helte på alle sportsredaktioner, nu er de lige så entydigt skurke. Først var Tvind-folkene svindlere, nu er de uskyldige ofre for politisk magtmisbrug. Hvis sagen mod Thorsen ikke holder i retten, vil han kunne se frem til samme 180 graders selvsving.

Suppe på en pølsepind er i modsætning til det sensationelle fælles-guf rutineprægede historier, som journalister dyrker enten af gammel vane eller af dovenskab. Med en 37 timers arbejdsuge og børn, der skal hentes i daginstitutionen, er det fristende at følge med strømmen, frem for at grave originale fødeemner op i den komplicerede virkelighed. Især i udenrigsstoffet holdes suppegryden i kog med endeløse føljetoner om Clintons sexliv, forudsigelige konfrontationer i Eks-Jugoslavien og (når alt andet svigter) svindel i EU. Når der nu er en udsendt korrespondent på stedet, skal der jo sendes livstegn hjem. Ellers var diæterne jo givet dårligt ud.

Lemmingernes nyeste livret hedder skabelon-mix. Retten består af en broget samling vandrehistorier med almindelige mennesker i hovedrollen som konsekvens-eksperter. Forbrugerjournalister og socialmedarbejdere jager uhæmmet efter ofre for nedskæringer i efterløn og hjemmehjælp, ugens glade og dagens vrede krøbling. Her tages terapeutiske lærestykker op til offentlig sagsbehandling på skift i forskellige medier. I USA er denne form for krisebehandling selv gerådet i krise: Det bliver stadig sværere at få fat i autentiske ofre. Almindelige mennesker med spektakulære handicap er nemlig blevet ualmindeligt medievante.

Fælles for disse tre typer redigeret virkelighed er den markante ensartethed i journalistisk vinkling. I praksis gør det professionelle mediefolk afhængige af formidlingskyndige kilder. Politi, presseofficerer og patientforeninger kender alle de journalistiske nyhedskriterier og spiller dygtigt på dem. Derfor bliver både rutinestof og kioskbaskere i stigende grad forredigeret af folk uden for medierne selv. De mediekyndige tilbereder netop den lokkemad, lemminger løber efter: Enkle sager med høj grad af identifikation og sensation.
»Det handler om at gøre en forskel,« hævdede redaktør Viggo Hørup i sine velmagtsdage. I dag ved både journalister og kilder, at kun det usædvanlige skaber nyheden. Logisk set burde det betyde, at hvis alle løber i en retning, må det usædvanlige være at gå efter noget helt andet. Ikke desto mindre er moderne nyhedsformidling præget af ensliggørelse af det forskellige, en journalistisk praksis man kunne kalde ukritisk kritisk.

Et lille, men væsentligt skridt væk fra ensartetheden er taget med etableringen af konkurrerende journalistuddannelser. Nogle yderligere skridt kunne være at inddrage aktive journalister i forskningsbaseret undervisning og undervisningsbaseret forskning. Det er netop, hvad det nye Institut for Journalistik i Odense, satser på.
Det betyder vel at mærke ikke, at det journalistiske håndværk skal gøres akademisk. Men skal mediernes defekter bearbejdes konstruktivt, har dansk nyhedsformidling ikke kun brug for standardiserede håndværkere. Der skal også arbejdes systematisk med research, idéudvikling og sociologisk fantasi.
Til dette formål er der desværre ikke megen praktisk hjælp at hente i den nuværende danske medieforskning. De fleste jourhavende akademikere er langt bedre til at kritisere end til at bearbejde defekter. Det forekommer derfor mere lovende at skole nogle praktikere til forskning frem for at håbe, medieforskerne bliver mere praktiske.
Kort og godt: Det er mit forfængelige håb at lokke nogle begavede og kritiske lemminger til at bryde ud fra flokken. I givet fald stiller Institut for Journalistik gerne op til samarbejde om systematisk videreuddannelse og konkrete forskningsprojekter, som kan gøre noget konstruktivt ved de små gnaveres smitsomme defekter.

 Af Anker Brink Lund, professor, Institut for Journalistik på Odense Universitet

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen