Der blev skrevet et nyt kapitel i en af Danmarks helt store forvaltningsskandaler, minksagen, da Minkkommissionen torsdag fremlagde sin beretning for Folketinget.

Statsministeriet handlede ‘meget kritisabelt’ i forløbet, og en stribe topembedsmænd som departementscheferne i Statsministeriet, Justitsministeriet og tidligere Fødevareministeriet kan drages til ansvar, lyder det i beretningen.

Men der blev også skrevet kommunikationshistorie, mener Karsten Pedersen, lektor i kommunikation på RUC og en af mange, som ventede utålmodigt på kommissionens rapport.

Ifølge ham viser kommissionens konklusioner nemlig, at regeringens kommunikation har spillet en helt afgørende rolle i mink-sagen.

Særligt  centralt i rapporten står det pressemøde, som blev holdt 4. november, og hvor statsminister Mette Frederiksen meddelte, at alle danske mink skulle slås ihjel – selvom der på det tidspunkt ifølge kommissionen ikke var hjemmel til det.

”Kommissionen skriver, at udmeldingen på pressemødet efter kommissionens vurdering var vildledende, og også, at det var ’groft vildledende’. Det betyder for mig at se, at pressemødet er væsentligt for hele sagen,” siger Karsten Pedersen.

I beretningen skriver kommissionen om den ’groft vildledende’ udmelding, at: ”Det er efter kommissionens opfattelse særdeles kritisabelt”.

Videre står der i rapporten, at: ”udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 og i de efterfølgende pressemeddelelser retligt må kvalificeres som en instruks til i første række Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet om straks at igangsætte og gennemføre aflivning af mink fra myndighedsside.”

Som med Støjberg

Det var ikke i sig selv ulovligt, at regeringen besluttede at aflive alle danske mink, uden der var lovhjemmel til det. Men de skulle have haft Folketinget med på en lovændring, før beslutningen kunne føres ud i livet. Det var altså da regeringen meldte sin beslutning ud på et pressemøde og i en pressemeddelelse, at problemerne opstod.

”Når man udtaler sig sådan, som man udtaler sig på pressemødet, så lyder det som om, man har lov til det, som man gør. Derfor er det groft vildledende, når man ikke har hjemmel til at gøre, som man gør,” siger Karsten Pedersen.

Han mener, regeringens kommunikation i mink-sagen bringer mindelser til Inger Støjbergs kommunikation i det, der blev instrukssagen, og som førte frem til en rigsretssag mod den tidligere minister.

Også den begyndte med et stykke kommunikation, nemlig i 2016 med pressemeddelelsen ’Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre’ – en pressemeddelelse, hvor det ikke fremgik, at der kunne være undtagelser fra reglen om, at asylpar skulle adskilles, hvis den ene part var mindreårig.

Og her er for Karsten Pedersen at se en væsentlig fællesnævner mellem de to forvaltningsskandaler.

”Der er blevet informeret om noget, som er præsenteret som et faktum eller noget, man godt må, og det har de i begge tilfælde kommunikeret ganske klart,” siger han.

Karsten Pedersen har tidligere opfordrer kommunikationsfolk i offentlig forvaltning til at påtage sig rollen som dem, der stiller sig lidt på tværs og stiller de irriterende spørgsmål.

”Sagen her siger mig, at i alle situationer skal kommunikationsfolk være så fagligt dygtige, at man faktisk også ved lidt om, hvad man taler om og ved lidt om lovgrundlaget, så man ikke kommer til at bidrage til denne her type temmelig alvorlige vildledning af borgerne,” mener han.

Næstformand i Dansk Journalistforbund Allan Boye Thulstrup har tidligere over for Journalisten luftet overvejelser om at gå i dialog med kommunikationsuddannelserne og DJØF om nye tiltag for kommunikatører i offentlig forvaltning, netop fordi kommunikationen har spillet så central en rolle i både instrukssagen og minksagen. c

Allan Boye Thulstrup oplyser i en mail, at der endnu ikke er nye tiltag, men at det fortsat er ‘på dagsordenen’.