Byen Jelling fordeler sig jævnt rundt om den gamle gravhøj – erhvervsområdet og den ældre bydel mod øst, villakvartererne mod vest, skoler, idrætsplads og togstationen mod syd.

Fra toppen af Thyras Høj kan Leif Baun overskue det meste af sit stofområde.

Et stenkast fra højen ligger Jelling Seminarium – byens største arbejdsplads – og ved siden af Kulturhuset.

Men først og fremmest ligger Thyra Høj midt i det verdensarv-område, som samlet har betegnelsen Jellingmonumenterne. Et historisk klenodie, men også en stabil kilde til historier på den Jelling-side i Vejle Amts Folkeblad, som Leif Baun i mange år har haft ansvaret for at fylde ud.

»Mellem 2011 og 2014 havde vi 26 arkæologiske udgravninger, og så er jeg naturligvis ude og spørge, hvad de laver. Det har givet stof til mange historier,« fortæller Leif Baun.

[[nid:34500]]

Han peger ned på museet Kongernes Jelling, som denne sommer genåbnede med nye, moderne bygninger, og siden har skabt en voldsom vækst af besøgende i byen.

Attraktion æder byen

Men det er ikke kun rosenrøde historier, Jellingmonumenterne kaster af sig. For selv om fortidslevnene kaster glans og turisme over byen, er de også ved at æde den op indefra.

»Her lå en hel stribe huse, her var et forsamlingshus, og her var en skole. Byen forsvinder simpelthen,« fortæller Baun, mens han går rundt i det fritlagte område, hvor Harald Blåtand havde sin kongsgård omkranset af et mægtigt hegn.

Det dengang 1.440 meter lange palisadehegn er med A.P. Møller-penge genopført i symbolsk form med betonstolper og fliser, men på bekostning af en lang række af de bygninger, der udgjorde den gamle bykerne.

Skidt for de tvangseksproprierede Jelling-borgere, men om ikke andet har klagesagerne og den store utilfredshed holdt Leif Bauns taster varme.

Han gør ikke nogen hemmelighed ud af det: At skulle presse daglige historier ud af Jelling og omegn hver eneste dag uden hjælp fra andre kan være en udfordring. Især efter kommunalreformen i 2007, hvor Jelling Kommune blev fusioneret ind under Vejle.

»Før havde jeg et helt byråd og et rådhus som en del af mit stofområde. Inden kommunesammenlægningen havde Jelling en ekstremt aktiv politisk kultur. Der var 13 pladser i byrådet, og magtbalancen lå næsten altid og vippede på syv-seks mellem de to fløje. Så der skulle ikke mange aktive vælgere til at flytte tingene,« fortæller han.

Magten – og kilderne – centraliseres

Og også på andre områder bliver der centraliseret. Seminariet er i dag fusioneret ind under University College Lillebælt, og Kongernes Jelling er blevet en del af Nationalmuseet.

Centralisering er lokaljournalistikkens gift.

»Problemet er, at jeg ikke får de gode historier mere. Museumschefen dernede vil ikke fortælle mig noget, for det hele skal cleares i København. Selv i partiforeningerne skal det gå igennem nogen i Vejle.«

Leif Baun viser vej ned i kulturhuset Byens Hus, som i sig selv er lidt af en solstrålehistorie. En stor bygning med bibliotek, biograf, kunstværksteder, en musikcafé og sågar et mikrobryggeri.

»Det er måske i virkeligheden lidt overdimensioneret,« bemærker han på vej ind gennem glasportalen. Men samtidig konstaterer han, at kulturhuset faktisk bliver brugt og har været den kulturelle vitaminindsprøjtning, det var tænkt som. Bygningen huser også kontorer for Jelling Musikfestival, som er – jo sgu – landets tredjestørste, målt på publikum.

»Det var faktisk en af de første historier, jeg skrev i avisen. Der var et par knægte, der havde fundet på, at der skulle være 12 timers musik henne foran skolen. Så de spyttede deres egne penge i og byggede en scene,« fortæller han og udpeger billeder i caféen, der netop viser festivalens første år. Det var i 1989.

Find fem fejl

»Hej hej,« lyder det fra to damer på vej ned ad en trappe. Medarbejdere på festivalkontoret.

»Hej hej,« responderer Leif Baun. Det bliver til en del hej-hej’er, når man går rundt med ham i byen. Selv om han med en daglig avisside er konstant presset på stof, prioriterer han at gå rundt og møde folk, når han interviewer.

»Får jeg valget mellem en telefonsamtale og et besøg hos folk, tager jeg altid ud,« fortæller han.

Men for ham er det ikke så meget en tidsinvestering i de journalistiske idealers navn, som det er en metode til at vride mere stof ud af sine kilder.

»Hvis du tager ud til folk, får du måske stof til hovedhistorien på din side, og så sparer du to telefoninterviews. Samtidig hører man et par andre ting, der kan kaste historier af sig.«

Han kalder selv metoden for ’walking journalism’.

»Det er bare ud i byen og lege ’find fem fejl’. Er der noget, der er anderledes? Hænger der et nyt skilt et sted, er noget fjernet?«

Og så lige en ugeavis ved siden af

Leif Baun har været ved Vejle Amts Folkeblad i 26 år. Han har ikke dækket Jelling i alle år – men i de fleste. Omkring 18, anslår han selv. Som sagt er han ene mand på Jelling-stoffet. Og skulle han blive syg …

»Syg? Det findes ikke,« kommer det hurtigt – halvt i spøg, halvt alvor.

Han kan faktisk ikke helt gøre rede for, hvordan det formelt håndteres, hvis han skulle blive syg. Hyldeartikler er ikke noget, han opererer med. Højst hylde-idéer. Men det er aldrig sket, at avisen er kommet med blanke sider – hverken for Jelling eller andre af lokalsiderne.

Og bedst som man står og tænker, at det er lidt af et produktionspres, Leif Baun og hans egnsredaktør-kolleger må arbejde under, snupper han en ugeavis fra en stander i Kulturhuset: Jelling Ugeavis.

»Den tidligere ugeavis lukkede, så vi startede den her op i sommeren 2013. Den laver jeg så sideløbende med min side i VAF.«

Han er med andre ord sin egen hårdeste konkurrent, når det gælder dækning af det i forvejen sparsomme Jelling-stof. Det lyder næsten som en morsomhed. Men annoncemæssigt giver det mening, og det er ikke uden en vis stolthed, Leif Baun taler om ugeavisen.

To sæt kilder

»Ugeavisen har et oplag på 9.300 – det er næsten lige så meget som hele Vejle Amts Folkeblad. Og jeg får flere mail-henvendelser til ugeavisen, end jeg gør til den anden,« fortæller han.

Og så behøver det ikke nødvendigvis være enten-eller, om artiklen skal i det ene eller det andet medie.

»Hvis jeg er ude til et arrangement – for eksempel et børnedyrskue – gør jeg ofte det, at jeg sørger for at have to sæt kilder og to sæt billeder. Så kan jeg skrive to artikler om det samme og bringe forskellige citater fra forskellige kilder, så folk ikke oplever, at de læser det samme igen. Det, der irriterer folk mest, er, hvis det er det samme billede, de ser i de to aviser.«

Han tager som regel selv billederne. Det er clearet med forbundet, og han har brugt efteruddannelse på et foto-kursus. Som han siger: Det bliver ikke lige så godt som en fotografs, men det bliver bedre end ingenting.

»Fordelen er, at jeg kan tage billedet, når tingene sker. Skal jeg bestille en fotograf fra Vejle, kommer de først, når de har tid – hvis de har tid.«

Redaktion hos kilderne

Selv om Leif Baun formelt er egnsredaktør for Jelling-stoffet, findes der faktisk ingen Jelling-redaktion, i hvert fald ikke i fysisk forstand. Artiklerne skrives hjemmefra, eller hvor han nu ellers befinder sig.

»Jeg plejer at sige, at redaktionen er ude hos kilderne, der hvor historierne er.«

Engang havde han kontor i en gammel mølle, der lå, hvor Byens Hus ligger i dag. Da Byens Hus blev åbnet, valgte han faktisk at oprette et interimistisk kontor i et hjørne af den store indgangsfoyer med sin bærbare computer. I længden var det dog ikke en smart løsning. Især ikke når kilderne havde behov for lidt diskretion.

Det sker, at han tager turen ind til hovedredaktionen i Vejle.

»Så går jeg ofte rundt og snakker med folk. Jeg savner det at snakke med folk, der laver det samme som mig selv,« fortæller han.

Flere af de andre egnsredaktører på VAF sidder på hovedredaktionen, selv om de dækker et lokalområde uden for Vejle. Men Leif Baun betakker sig for den mulighed.

»Godt nok ville jeg gerne have daglige kolleger, men så skulle jeg køre 20 kilometer væk fra Jelling for at lave journalistik om Jelling. Nej, hvis det skal give mening, skal man bo her og være her.«