Sportsreportere er ukritiske og har hverken drive eller evner til at lave undersøgende journalistik, mener den engelske undersøgende journalist Andrew Jennings.

SPORTSJOURNALISTIK. »Når jeg stiller et kritisk spørgsmål, er der altid en idiot, der efterfølgende spørger om et eller andet om offside-reglen,« fortæller Andrew Jennings om sine oplevelser på de store sportsorganisationers pressekonferencer.
Han er en ensom korsfarer i den internationale sportsverden, og hans navn fremtvinger respekt. Han får beundrende ord med fra journalister rundt om i verden, men påfaldende få går i hans fodspor. Jennings mener, det er sportsjournalisternes indstilling til deres fag, det er galt med.
»De er for ærbødige og ukritiske. De er dovne og er vokset op med, at de blot skal skrive de samme klicheer, som vi alle kunne, hvis vi skulle,« siger Andrew Jennings om sine kolleger i England. Han mener, at sportsredaktionerne burde tage undersøgende journalister fra erhvervsredaktionerne ind for at kigge de store sportsorganisationer efter i sømmene. Sportsjournalisterne ønsker ikke at gøre det og har ikke evnerne til det. Manglen på kritisk, undersøgende sportsjournalistik er også et problem i Danmark, erkender Steen Ankerdal, der er formand for Danske Sportsjournalister. Han så gerne langt mere kulegravende journalistik, men han forsvarer medlemmerne af foreningen.
»Du kan ikke finde en eneste sportsjournalist, der ikke ønsker at lave undersøgende journalistik. Men det giver ikke altid resultater, og så bliver pengekassen lukket i,« siger formanden og sender ansvaret videre til chefredaktionerne. »De ser for meget på, hvad læsere og seere vil have, og det er ukritiske sportsartikler.«
»Vi befinder os i legetøjsafdelingen, og du skal ikke ødelægge legetøjet med for meget vitriol,« forklarer Ankerdal.
Specielt Danmarks Radio burde som public service-kanal kunne levere kritisk journalistik, men gør det ikke i dag, mener Steen Ankerdal.
Sportschef på DR Sporten Olav Skaaning Andersen er enig i, at der er behov for en mere dybdeborende dækning, men han mener også, at journalisterne selv bærer en stor del af ansvaret:
»Der er blandt mange sportsjournalister en ringe interesse for at lave undersøgende journalistik. Det er ikke den del af journalistikken, de er interesserede i,« siger Skaaning Andersen, der giver Jennings ret i, at redaktionerne ansætter de forkerte, hvis de ønsker undersøgende journalistik.
»Ud over opbakningen fra din chef skal du have psyken og indstillingen til det. Det skal nærmest være et kald,« siger Skaaning Andersen.
Tilbage står Jennings med en opfordring: »Det hele ligger foran dig, men det kræver måske, at du arbejder ud over normal arbejdstid. Det drejer sig om at have et frit sind. Ingen siger til dig, at du ikke må eller kan.«

Sportens muldvarp Mobiltelefonen er købt i falsk navn. Regningerne bliver betalt kontant, og afsløringerne læses igennem af fem advokater, før de trykkes. Det er betingelserne for Andrew Jennings.

KILDEPLEJE. »Jeg kender navnene på alle mine kilders børn og ved, hvordan deres hverdag er,« siger Andrew Jennings og forklarer, at han bruger lang tid på at opbygge tillidsforhold til de mennesker, der kan hjælpe ham i hans utrættelige kamp for at løfte de store sportsorganisationers beskidte dyner.
»Hvis man kommer med en attitude, der viser, at man bare vil have dokumenter og ellers er ligeglad med kilden, når man ingen vegne,« fortæller manden i den krøllede, vissengrønne jakke. Undersøgende journalistik drejer sig i høj grad om, hvordan man håndterer sine kilder, og det er nødvendigt at opbygge sociale forbindelser, mener den erfarne journalist.
»KOM UD OG vis dit ansigt, lav nogle kontakter. Lad kilderne tænke over det, og gå ud og lav nogle andre historier. Det tager tid,« fortæller Jennings om arbejdsprocessen bag hans nye bog »Straffe!«, der afslører korruption i det internationale fodboldforbund FIFA. For at opbygge tilliden til kilderne er Jennings gået til en række FIFA-pressemøder, hvor hans fokus ikke har været, hvad der blev sagt, men hvem der dukkede op. Deres navne, stillinger og små detaljer, der kunne være åbninger til en kommunikation, så han kunne få de indledende kontakter. Men blot det, at han dukkede op, betød noget:
»De bedste kilder har været folk, hvis navn jeg end ikke havde hørt. De havde set mig dukke op ved pressekonferencer og andre lejligheder gennem måneder og havde set, at jeg ikke lod mig skræmme af FIFA-bosserne,« fortæller Jennings om sin evne til at få fat på de rigtige kilder.
»Kilderne går ikke ned på en pub og råber om det. De skal føle tillid til din diskretion, at du aldrig fortæller det til nogen, og at du holder dine løfter til dem,« fortæller Jennings. Det handler om at sørge for at lave aftaler og så holde dem. Det er vigtigt at aftale, om journalisten må offentliggøre et dokument, citere det eller kun referere til indholdet. Hvis en kilde bliver afsløret, kan det have store konsekvenser, så dokumenter må ikke kunne spores. FIFA-præsident Sepp Blatter er ifølge Jennings en meget hævngerrig mand, og det er sket, at tidligere FIFA-ansatte, der er faldet i Blatters unåde, har måttet rejse fra FIFAs hjemland, Schweiz, for at få nyt job.

DERFOR ER Jennings også meget forsigtig, når han bevæger sig rundt. Mobiltelefonen er købt i et falsk navn, og han betaler altid kontant, når han besøger kilder, for ikke at efterlade sig et elektronisk spor. Organisationer som FIFA og IOC, Den Internationale Olympiske Komite, har nærmest ubegrænsede midler, og Jennings har oplevet at have privatdetektiver efter sig.
Jennings' kritiske bøger om IOC og nu FIFA har gjort ham kendt og berygtet i den internationale sportsverden. Han er blevet forbudt adgang til FIFAs pressekonferencer. Det har dog ikke den store betydning. Jennings' kendte navn har lettet arbejdet for ham: »Folk indser, at jeg er determineret, erfaren og har tænkt mig at gennemføre det.«
Netop det at være determineret er ifølge Jennings vigtigt:
»Selv om jeg har en deadline to år ud i fremtiden, vågner jeg op med en kold hånd, der holder mig om hjertet. Kan jeg klare det? Kan jeg virkelig håndtere alt det materiale?« fortæller forfatteren og forklarer, at han brækker det op i små bidder og ordner dem en ad gangen. Men uanset at det får arbejdet til at flyde, så er det næsten en overmenneskelig opgave at klare alene. Jennings bruger da også et internationalt netværk af kolleger. »Jeg deler informationer med journalister, jeg stoler på, og får deres vurdering af råmaterialet. Selv om jeg har det rigtige dokument, forstår jeg det måske ikke korrekt,« siger han.

FIFA prøvede i tre år at stoppe udgivelsen af »Straffe!«. Derfor blev den ikke blot læst igennem af redaktører, men fem advokater brugte ni måneder på at sikre, at den ikke blev stoppet af FIFAs advokater. Så det krævede stor tålmodighed at få bogen udgivet. Som Jennings selv siger: »Har du et mål, så begynd et par år, før du vil i trykken.« /Andrew Jennings

Andrew Jennings er undersøgende sportsjournalist fra England.
Han blev internationalt kendt, da han skrev »Ringenes herrer« i 1992 om nepotisme og korruption i Den Internationale Olympiske Komite.
»De nye Ringenes Herrer« fra 1996 og »The Great Olympic Swindle« fra 2000 handler om samme emne.
Hans nyeste bog »Straffe!« handler om korruption, magtkampe og stemmesvindel i det internationale fodboldforbund FIFA.
Han har vundet mange priser for sin journalistik, blandt andet Gerlev-prisen i 1999.