search

Ledsaget udgang

Information frygter, at Politiken skal løbe med historien. Og alle journalister klager over, at de er langt fra både krigen og afghanerne. På pressebesøget i Helmand forsøger krigsreporterne at grave historier frem - men det er Forsvaret, der bestemmer programmet.

Information frygter, at Politiken skal løbe med historien. Og alle journalister klager over, at de er langt fra både krigen og afghanerne. På pressebesøget i Helmand forsøger krigsreporterne at grave historier frem – men det er Forsvaret, der bestemmer programmet.

»Jeg vil ringe til min redaktør og sige, at han ikke får en dyt hernedefra de næste tre eller fire dage.«

Asger Westh er journalist på Jyllands-Posten. Lige nu står han på den støvede plads midt i danskernes lejr i Camp Bastion i Helmand. Bøllehatten er trykket godt ned i det viltre hår, og Asger Wesths sandfarvede kanvasbukser stopper lige netop et par centimeter over anklerne.

Asger Westh står i spøjs kontrast til de veltrimmede soldater, der ellers skridter over pladsen, men situationen finder han ikke morsom.
Nu er det mørkt. Men siden 7.30 i morges har Asger Westh travet rundt i Bastion. Han har været til tre briefinger, på en rundvisning, til en håndfuld uformelle møder og truffet en bunke af de udsendte soldater. Men ikke en eneste historie har han på blokken endnu.
»Jeg skriver, når jeg skriver. Og lige nu har jeg faktisk ikke noget at skrive,« siger han og skridter mod lejrens gratis velfærdstelefoner for at give beskeden til redaktøren derhjemme.

Det er torsdag den 10. maj, og første dag er slut på presseturen med forsvaret til det danske Hold 13 i Afghanistan. Fem journalister og en fotograf er med i alt. Information har sendt deres krigskorrespondent Charlotte Aagaard, mens Politiken stiller op med forsvarsredaktør Jacob Svendsen og fotograf Per Folkver. Michael Frandsen skriver for Allers drengeblad Streetboys, og så er der Journalistens udsendte.

Fagbladet er med for at undersøge, hvordan korrespondenterne arbejder fra Afghanistan. Hvordan trækker de historierne i land, og hvilke benspænd lægger Forsvaret ud? Hvordan er stemningen blandt kollegerne, når tre dagblade rapporterer fra den samme krig?

Der er især to historier, dagbladsjournalisterne vil skrive fra Helmand lige nu. Charlotte Aagaard fortæller om dem et halvt døgn tidligere, da hun pakker ud og reder sin seng i teltet, hvor kvinderne er indkvarteret.
Den ene handler om, hvorvidt de afghanske sikkerhedsstyrker bliver dygtige nok til at overtage ansvaret for sikkerheden, når størstedelen af ISAF-styrken trækker sig tilbage i 2014. Den anden handler om de danske jægere og frømænd, der står for træningen af en afghansk specialpolitienhed i det sydlige Helmand.
Det er tredje gang, Charlotte Aagaard rejser med Forsvaret. Informations tidligere Cavling-vinder har kort, krøllet hår og briller med mørkt stel. Men det mest markante kendetegn er hendes benhårde skepsis. Hun har ingen forestillinger om, at opgaven bliver nem.
»De er briefede på forhånd,« forudser hun: »Denne gang har de fået at vide, at de kun har roser til de afghanske sikkerhedsstyrker, og påpeger journalisterne et problem, så kender de ikke noget til det.«


Første dag byder på tre briefinger, en rundtur og masser af møder. Her briefing hos sprogofficer Sofie Kauffmann. – foto: Per Folkver

Dagens første brief giver liv til Charlotte Aagaards pessimisme. Det er med oberst Jan Hansen, som er chef for de danske styrker i Afghanistan, og derfor er det vigtigt. Obersten kan give det overblik, journalisterne skal bruge.
Men mødet skuffer. Chefen klikker sig igennem det ene slide efter det andet. Her er citater af
Lawrence of Arabia tilsat pointer som: »Soldaterne skal acceptere afghanerne som mennesker, ellers skal de slet ikke med herned.«

Fra stolerækkerne tager spørgsmålene til. Politikens Jacob Svendsen er i Afghanistan for niende gang. Ubesværet namedropper han om lokale hærførere og for længst fratrådte politimestre i Helmands småbyer. Han kender navnet på de fleste baser, også uden for de områder, hvor danskerne opererer.

Serveringen er hverken nok for ham eller Charlotte Aagaard.
»Hold 13 har ingen tab haft endnu. Hænger det sammen med, at I går færre patruljer?« vil Jacob Svendsen vide.
»Hvor mange afghanske sikkerhedsstyrker uddanner I? Er det nok til at fylde hullet, når 12.000 amerikanere rejser hjem til efteråret?« borer Charlotte Aagaard videre.

Men jo mere journalisterne spørger, jo mere tvær bliver obersten.
»Prøv lige at høre her. I bombarderer mig med tal, jeg kan dem ikke præcist. Jeg vil ikke give jer et tal, for så skriver I det bare ned. Afghanerne overtager,« slår han definitivt på plads.

Også de kommende dage er den meste kontakt med filter. Fire presseofficerer (PIO) i alt servicerer os på turen, og de kæmper godt for journalisternes ønsker. Jægerkorpsets soldater er pressesky og desuden placeret et godt stykke fra danskernes største lejre i Bastion og Price. Alligevel får PIO'erne et besøg i stand, selv da transporten med helikopter kikser.

Men også bag kulissen arbejder presseofficererne. Allerede før soldaterne rejste ud, har de fået et lille kort. På den ene side er trykt en række "interview- og styringsværktøjer", på den anden står "pressekontaktens 10 bud".
Cheferne har også fået en mail. I mailen står Forsvarets hovedbudskaber, nemlig at træningen går i den rigtige retning, og at afghanerne bliver klar til at overtage sikkerheden i 2014.
Omhyggeligt varetager både PIO'ere og de danske styrkers samarbejdspartnere journalisternes adgang til information.

Søndag eftermiddag er der besøg på politistationen i byen Gereshk. Der er sat en time af. På politimesterens kontor er journalister, PIO, tolk, politimester og dagens clue – fire kvindelige afghanske politibetjente – stuvet sammen.
Setuppet ærgrer Asger Westh. Helst vil han folde situationen i Afghanistan ud gennem reportager, og han arbejder bedst, når han får en rolig stund med sine kilder.
»Du får nogle helt andre historier, hvis du ryger en smøg og lige får lov at komme ind på livet af folk,« mener han.

Men den type journalistik har svære betingelser på stationen. De kvindelige betjente er sky.
Tre dækker ansigtet med tørklædet, så snart journalisterne træder ind i rummet. Under hele interviewet bliver chefen i lokalet som en vagthund på sin post.
»Jeg ville gerne have talt med dem, men det var en håbløs mission. Det er meget svært at skabe et tillidsforhold på så kort tid. Det hele bliver små statements. Du kommer aldrig ud over kliche-niveauet,« siger Asger Westh.

Presset stiger. Tre landsdækkende dagblade slæbes til de samme briefinger og har adgang til stort set de samme informationer.
»Vi render rundt i bagdelen af hinanden hele tiden,« konstaterer Asger Westh.


Hos politimesteren i byen Gereshk. Charlotte Aagaard fotograferer. Ved hendes side kigger Jacob Svendsen ud i luften. Klædt i lyst er Asger Westh yderst til højre. – foto: Per Folkver

På besøget i Gereshk er stemningen spændt.
Charlotte Aagaard har valgt at hilse afghanerne på traditionel facon ved at føre hånden til hjertet – selv om et par af de afghanske mænd stikker næven frem til et almindeligt håndtryk.
»Du skal give dem hånden, når de rækker den frem. Det går ud over hele holdet,« siger Jacob Svendsen. Charlotte Aagaard mener, at det må lyde som et skænderi, da hun refererer episoden tilbage i lejren.
»Jeg bryder mig ikke om, at man taler sådan til mig. Det var helt unødvendigt,« dirrer hun.
Og Charlotte Aagaard føler sig presset. Næste dag har vi forladt området og er tilbage i hovedlejren Bastion.

På den amerikanske kaffebar Green Bean får journalisterne en kort pause fra dagens program.
Jacob Svendsen bruger opholdet til at tage en snak med sin redaktør i telefonen. Men da samtalen er slut, vil Charlotte Aagaard hurtigt hjem til danskernes lejr.
Der er to dage tilbage af pressebesøget. Det er nu, journalisterne begynder at skrive og sende artiklerne hjem.
»Jeg kommer pludselig i tanker om, at det haster, og at jeg ikke er færdig. Og jeg er langt bagud på ressourcer, jeg fotograferer selv, så jeg er presset,« siger hun.

Men også i presseteltet, hvor journalisterne skriver, føler Charlotte Aagaard konkurrencen.
Politiken er især en rival, når det gælder en særlig historie om jægerne og deres politik med eventuelle fanger.
Og Charlotte Aagaard sidder med ryggen ud i rummet, hvor alle kan se hendes skærm.
»Jeg tror, vi er meget bevidste om, hvad hinanden laver. Der er ingen territoriale grænser, vi er i så direkte konkurrence. Jeg føler mig ikke overbevist om, at min ide ikke bliver hugget,« siger hun.

Mandag er presseteltet pakket med skrivende journalister. En bliver oppe hele natten. Da Journalistens udsendte åbner døren til teltet tidligt tirsdag morgen, sidder Asger Westh endnu på sin stol.
Øjnene er røde, og håret ugler mere, end det plejer. Tværs over næsen er en smal stribe blod.Asger Westh knaldede pandelampen ind i næseryggen, da han tog den på midt i nat.
»Jeg har en masse på blokken. Jeg vil bare gerne skrive så meget som muligt, mens vi er hernede,« forklarer han.

Adskillige reportager er afleveret, og den første er allerede i avisen: Asger Westh har interviewet en dansk soldat, dagen efter han blev såret af en sprængladning.
Og til slut får alle journalister deres historier i hus. Udsagn fra briefinger med cheferne blander sig med baggrundsviden og uformel snak og bliver til artikler.

Jacob Svendsen har en reportage og en nyhed fra besøget hos jægersoldaterne i tirsdagsavisen.
Han er godt tilfreds med udbyttet af turen, selv om Forsvaret har holdt ham og kollegerne i hånden det meste af vejen.
»Jeg stoler på det, jeg kan se, og jeg tror ikke, de lyver. Spillereglen er, at de siger sandheden, men de rutter ikke med den,« vurderer han.

I sine artikler beskriver Jacob Svendsen korruptionen blandt de afghanske styrker, og han går tæt på specialenhedens operationer, der endnu er på »børnehave-niveau«.
Jacob Svendsen trykker på missionens ømme punkter. Alligevel erkender han, at det kan være svært at holde en »neutral kritisk« distance til begivenhederne, når Forsvaret er vært.
»En af de store hurdler er, at folk er enormt søde. De der jægere er jo vildt søde, og det, jeg ser, ser umiddelbart godt ud. Det er løgn at sige, at du ikke bliver influeret,« siger han.

Men dommen falder hårdere fra turens øvrige journalister. Uden for pressens telt står en sofa med støvede puder. Her ryger Asger Westh en cigaret, mens han og Charlotte Aagaard samler op på rejsen i den varme, afghanske skumring.

I en hel uge har Forsvaret pakket programmet fra morgen til aften for at vise deres arbejde og soldaternes hverdag frem. Asger Westh understreger, at PIO'erne »står på hovedet« for at opfylde journalisternes ønsker til møder og interviews.

Alligevel mangler det vigtigste.
»De ting, jeg virkelig ønsker, kan jeg ikke komme til. Du får ikke en kinamands chance for at tale med nogle mennesker i Afghanistan. Jeg har siddet bag et pansret vindue og set på det sprudlende liv udenfor og taler kun med soldaterne og deres allierede,« siger han.

To briter er døde, mens vi har besøgt Helmand, og yderligere fire soldater er såret, heraf to danskere, uddyber Charlotte Aagaard. Netop nu vejrer flaget på halv på pladsen midt i danskernes lejr, men ingen ved hvorfor.
Charlotte Aagaards pointe er, at selv om krigen foregår lige uden for basens pigtråd, føler hun sig langt fra den virkelighed, hun er rejst ned for at skildre.
»Problemet er den ekstreme ensidighed. Vi har ingen valg i forhold til, hvem vi taler med. Udadtil præsenterer de et glansbillede, men vi aner ikke, om det er rigtigt,« siger hun.

Spørgsmålet er, hvad de svære vilkår gør ved journalistikken?
Asger Westh er ikke i tvivl. Han ville gerne komme hjem med »et brag« af en historie, men det er »virkelig svært«, vurderer han.

Men måske ligger sandheden om krigen ikke altid gemt i reportagen fra forreste linje. Det mener i hvert fald Jacob Svendsen, som lufter sin holdning under lysguirlanderne i KFUM's soldatercafe, få timer før flyet letter fra Bastion og tager os hjem:
»Jeg bliver nogle gange træt, når folk siger, alt alt er godt, hvis bare vi kom ud i krigen. Reportagen kan ikke erstatte den grundige baggrundsjournalistik, hvor du fortæller om sammenhængen bag. Jeg betragter turen som en del af min research. Den må bare aldrig stå alene.«

Journalistens tur til Helmand er arrangeret og betalt af Forsvaret.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen