Hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund trækker deres forslag om at ligestille specialforeningen Ledere i DJ med specialforeningerne Danske Bladtegnere og Pressefotograferne.
Derfor får Ledere i DJ ikke flere demokratiske rettigheder i denne omgang.
Forslaget har udløst kritik i blandt andet DJ’s kredse, da mange medlemmer mener, at ledere ikke har noget at gøre i et fagforbund for medarbejdere.
Fra talerstolen lød der kritik af forslaget, men også af at ledere overhovedet har en specialforening i forbundet. Enkelte mente dog også, at hvis man er med i forbundet, burde man også have demokratiske rettigheder. Samtidig blev det understreget, at der ikke er tale om ledere, der kan hyre og fyre, da de slet ikke må være medlem af DJ.
Allan Boye Thulstrup understregede også fra talerstolen, at der ikke er tale om at invitere nye ledere ind i forbundet, men at genoprette demokratiske rettigheder til de ledere, der allerede er medlemmer.
Men han trak forslaget på vegne af hovedbestyrelsen.
”Baseret på debatten fra talerstolen og på størrelsen af klapsalverne i salen, så må vi i hovedbestyrelsen konstatere, at det her forslag er ikke modnet nok til at blive vedtaget. Det er et problem, og vi vil fortsætte med at arbejde med det, men dette forslag var åbenbart ikke løsningen. Derfor trækker vi forslaget,” sagde Allan Boye Thulstrup.
Forslaget ville have betydet, at Ledere i DJ ikke selv kan vælge delegerede, men at specialforeningens medlemmer nu kan vælges som delegerede gennem den specialgruppe eller medarbejderforening, som vedkommende er organiseret igennem.
Artiklen er rettet: Vi skrev tidligere, at Ledere i DJ har observatørstatus til HB-møder. Det har de ikke. Det var en del af det forslag, der blev trukket, at de fremover skulle have det.