Minkskandalen er – ja en skandale.

Regeringen har, som det ser ud, beordret et helt erhverv lukket, uden at der var lovhjemmel. Og siden sagen kom frem, har regeringen modarbejdet, at fakta om sagen kom for dagen. Dokumenter til mink-kommissionen er nølende blevet udleveret, journalisters aktindsigter har ligget stillet i månedsvis – og så er der de slettede sms’er.

Sagen har alt, hvad der skal til, for at vi kan tale om en vaskeægte skandale, der kan fylde medierne i månedsvis, og snesevis af dygtige journalister kan tage en stor del af æren for, at mange af sagens vigtige detaljer er kommet frem.

Men det er også en skandale, når landets to største netmedier, bt.dk og eb.dk, brager løs med en usand historie om, hvad de mente at høre justitsministeren sige til statsministeren under det famøse sms-pressemøde. Det er undergravende for mediernes tillid, og det lader hånt om de mange dygtige journalister – også på Ekstra Bladet og B.T., der har knoklet løs for at lave rigtige historier om sagen, der holdt vand.

Hvordan kunne det gå så galt – og kan det ske igen?

Det kan det nok desværre.

Da Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, forleden skulle forklare, hvordan det kunne gå til, at avisen hoppede på B.T.’s historie om, hvad Nick Hækkerup sagde til Mette Frederiksen, måtte han ty til psykologien: ”Der findes vist en psykologisk betegnelse for, at man hører det, man på forhånd har fået at vide bliver sagt.”

Man kan blive en anelse bekymret for, om den psykologiske mekanisme også sætter ind i andre tilfælde. At man hører, læser og spørger til det, man på forhånd tror er op og ned i en sag. At der går vigtige nuancer tabt, som kunne pege i en anden retning.

For sjældent har så mange mediepersoner – høj som lav – på lederplads, i analyser og på sociale medier haft så travlt med at vurdere, kommentere og fælde dom i en sag, der fortsat undersøges.

I paralleluniverset Twitter var stemningen under statsministerens pressemøde forleden så forbitret blandt mediefolk, at det ganske enkelt virkede en anelse uprofessionelt. Nogle fik ”ondt i maven”, andre lavede håne-emojis, og mange var på stående fod parat til at konkludere, at statsministeren vildledte befolkningen.

Minkskandalen er enorm og kompleks og har store konsekvenser for staten, minkavlere og borgernes tillid til regeringen. Den bør desuden få konsekvenser for en elendig offentlighedslov, som mørklægger store dele af den offentlige forvaltning.

Men den skal helst ikke også have den konsekvens, at tilliden til medierne, der i forvejen er udfordrede på dette punkt, bliver endnu mindre, fordi nuancerne gik tabt i jagten på den næste breaking-historie.