Der er udbrudt krig mellem landets mediechefer, efter at JP/Politikens administrerende direktør, Stig Ørskov, i starten af året bramfrit proklamerede, at mediestøtten bør afskaffes.

Op til forhandlingerne om et nyt medieforlig foreslår han at udfase den redaktionelle produktionsstøtte på godt 365 millioner kroner årligt over 10-15 år. Det på trods af, at JP/Politikens Hus selv er den største modtager af mediestøtte med 65 millioner kroner årligt.

Forslaget blev kritiseret både af andre mediechefer som for eksempel Jysk Fynske Mediers topchef, Jesper Rosener, og af en stribe medieordførere.

Men forslaget ligger og simrer derude, og det skal det selvfølgelig have lov til. Men det må meget gerne simre så længe, at det tørrer helt ind og bliver uspiseligt.

For det er selvfølgelig en helt skæv idé at udfase mediestøtten over en bred kam. En lang række især lokale og regionale medier ville få uendeligt svært ved at overleve uden produktionsstøtte, og det ville være et stort tab for den lokale samtale og demokratiet, hvis nyhedsørkenerne breder sig endnu mere ud over landet.

Stig Ørskov mener, at det vil styrke demokratiet og give friere medier, hvis de ikke er afhængige af statsstøtte. Men resultatet vil blive det stik modsatte. Det vil svække medierne og demokratiet, og medierne vil blive endnu mere afhængige af kreative kommercielle koncepter, hvor vi kun har set begyndelsen med ’annoncørbetalt indhold’ på diverse websites.

Og hvad er egentlig problemet? Tilliden til danske medier generelt er tårnhøj, og den danske journaliststand og deres redaktører går hver dag på arbejde og leverer masser af vedkommende kritisk journalistik. Jeg har personligt aldrig mødt en eneste journalist, redaktør eller mediechef på skrevne medier, der var bekymret for, om det kunne ramme dem på mediestøtten, hvis de bragte en kritisk artikel om en regering, uanset farven på den.

Så ved at fjerne mediestøtten løser vi et problem, der reelt er ikke-eksisterende, mens vi svækker de danske medier og gør deres kamp mod internationale techgiganter endnu sværere.

JP/Politiken sidder på en bugnende pengekasse på tre milliarder kroner – og det er dem vel undt. Men vejen til den bugnende pengekasse har blandt andet været, at prisen på avisabonnementer de seneste årtier er tordnet i vejret, så det nu er blevet en tydelig social markør, om man abonnerer på en avis. Således viste en nylig undersøgelse, at det især er de ældre, højtuddannede og personer med høje indkomster, der har abonnement på nyhedsmedier.

Selvfølgelig kan der møbleres rundt på, hvordan mediestøtten fordeles, så den også sikrer mere innovation og tilgodeser nye medieformer. Men at fjerne den helt vil gøre adgangen til nyheder til en endnu mere lukket fest for dem i de store byer med de højeste indkomster.