Så blev jeg et år ældre, men jeg er heldigvis ikke toppet endnu. Sådan nogenlunde var mine tanker, da jeg for et halvt år siden fyldte 55 år. Det er jo ingen alder, og med min erfaring og cv ville det da ikke være noget problem, hvis jeg en dag blev træt af arbejdet som chefredaktør for Journalisten og i stedet søgte et job som menig journalist eller – som jeg nogle gange har leget med tanken om – forsideredaktør på et digitalt medie, da jeg elsker at lave rubrikker.

Hvis altså bare jeg ikke stødte ind i en chef som mig selv.

For alt for mange chefer sorterer automatisk de ældre fra, når bunken med ansøgninger lander på bordet.

Jeg ved det, for jeg er selv en af de chefer, der de seneste 15 år på forskellige medier har ansat stribevis af journalister. Men jeg kan simpelthen ikke huske, at nogen af dem har været over 50 år. Og det er jeg ikke alene med, viser en rundspørge, vi har lavet i dette nummer af Journalisten. På de fleste medier er det en sjældenhed, at nyansatte er født før 1970.

I dette nummer skriver vi i Journalisten om, hvor svært det kan være at finde et job i mediebranchen, når man har rundet de 55 år. Det lykkes for enkelte som Jette Aaes, der er på forsiden af dette magasin, men det sker så sjældent, at Jette netop er på forsiden.

Der kan være gode grunde til at ansætte yngre medarbejdere. Der kan være stillinger, hvor det er en fordel nærmest at være født med en mobil i hånden, og på nogle redaktioner kan det efter mange år med sparerunder og ansættelsesstop være med til at øge diversiteten, at der kommer nye unge kolleger til.

Men alt for ofte sorteres de ældre nærmest automatisk fra på grund af fordomme, vaner og troen på, at unge mennesker er bedre og hurtigere til at omstille sig i en branche, der er i konstant forandring.

Hvad skal der så til for at overbevise sådan en fordomsfuld mediechef som mig om, at den næste fremragende medarbejder sagtens kan have rundet de 50 år?

Personligt har jeg smugkigget i dette nummer af Journalisten og især boksen med de antagelser, seniorer kæmper imod, og hvordan man kan afmontere dem.

For eksempel skal det på mange redaktioner i dag gå hurtigere end nogensinde – og hvem er bedre til det end unge? Men der er den erfarne kollega faktisk guld værd. De har en mobiltelefon fyldt med numre på kilder indsamlet gennem et langt arbejdsliv, de kender forhistorien, de sikrer perspektiv, og de er måske mindre tilbøjelige til at vælge den forkerte ”hurtige løsning”.

De er i øvrigt ofte – ved jeg af egen erfaring – ofte dem, der er bedst til og har mest lyst til at videregive deres erfaringer, give feedback og efterkritik til praktikanter og nyansatte.

De erfarne kolleger er også dem, der kender alt til de evige omorganiseringer i mediebranchen og ved, at verden ikke går under, og at det i de fleste tilfælde hurtigt bliver hverdag igen.

Og så er de fleste et sted i livet, hvor de ofte er langt mere fleksible i forhold til arbejdstider.

Jeg vil ikke her love, at jeg på Journalisten, næste gang vi har et ledigt job, ansætter en journalist over 55 år. Men jeg vil love, at nogle af de råd, der indgår i faktaboksen i dette magasin, vil veje tungere i min vægtskål, og den opfordring vil jeg lade gå videre til andre ledere i mediebranchen.