Forventningen blandt Morsø Folkeblads medarbejdere er nu, at striden om ledelsesstilen er løst. Det siger tillidsrepræsentant Bo Lehm, efter at medarbejderne tirsdag blev pålagt at genoptage arbejdet.
Avisens medarbejdere nedlagde tirsdag arbejdet i protest mod ledelsen, men på et møde tirsdag, som var indkaldt af Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA), blev striden om den måde, avisens ledelse har håndteret besparelser og afskedigelser på, diskuteret, og holdningen blandt medarbejderne er herefter, at ledelsen har taget kritikken til sig, fortæller Bo Lehm.
»Vi gik til mødet med en forventning om, at vores kritik af ledelsesstilen blev taget til efterretning. Det føler vi, at den er, og dermed er konflikten lagt i jorden,« siger Bo Lehm.
Det var dermed ikke afskedigelserne af to kollegaer og nedlæggelsen af et barselsvikariat, som medarbejderne ønskede at kritisere, da der blandt medarbejderne er en forståelse for, at det var nødvendigt at spare på det lille dagblad på Mors, påpeger Bo Lehm.
»Men vi følte, at ledelsen ikke havde ført en konsekvent linje, og det var vi utilfredse med,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.